1+1+1=1?
af Jesper Kiil Jørgensen, sognepræst v. Vor Frue Kirke Århus, "Hen over Torvene" jun-aug 2010
Kan man tillade sig at stille spørgsmål, man ikke kan svare på? Ja! – vi kan ikke blot tillade os det. Vi bør med jævne mellem rum gøre det, ellers bliver vi mere og mere indskrænkede. Stiller vi os ikke sådanne spørgsmål, betyder det, at vi ikke gør os nogle overvejelser over vort liv og vores tilværelse: Hvad er meningen med livet? – hvorfor er der sygdom, krig og uretfærdighed til? – er der mening i ondskaben?
Vi skal holde de store livsspørgsmål åbne
Vores kristentro hjælper os med at holde disse spørgsmål åbne. Samtidig giver den også et svar på de spørgsmål, som vi ikke selv kan finde et svar på.
Hvordan kan vores kristentro være med til at give svar på sådanne spørgsmål? Det kan vi heller ikke selv give noget svar på. Det kan vi få fortalt til tro og overvejelse.
I Kristendommen spiller tanken om, at Gud, Jesus og Helligånden er tre og dog ét, en central rolle. Det er læren om treenigheden, der her er tale om. Den er et forsøg på at give et svar på de grundlæggende spørgsmål, vi ikke selv kan svare på.
Ethvert sprog har en grammatik. Den er nødvendig for at et sprog kan give udtryk for nuancerne i beskrivelsen af tilværelsen og i beskrivelsen af de erfaringer vi gør, og som vi fortæller til hinanden. Treenigheden er den kristne tros grammatik.
Læren om treenigheden er ikke uden baggrund i Det Nye Testamente sådan, som det undertiden hævdes.
Det Nye Testamente er ikke en bog, der er faldet ned fra himlen. Det er en beskrivelse af de første kristnes tro og den indsigt de fik, når de lod de erfaringer, de gjorde spejle sig i deres Kristus-tro og samtidig lod denne tro tolke og gennemlyse det, de erfarede.
Beskrivelsen af de første kristnes tro er båret af den overbevisning, at Gud har skabt verden, at han åbenbarede sig som menneske i Jesus, og at han altid har og stadig leder og vejleder verden frem mod fuldendelsen. Denne trosindsigt og troserfaring fører senere til udformningen af den egentlige treenighedslære.
Gud har tre navne:
Gud-fader
Gud-søn
Gud-helligånd
Gud-fader
Det er troen på, at verden er til, fordi Gud har villet, at den skal være til. Da verden var blevet til trak Gud sig ikke tilbage ophøjet og utilgængelig. Han greb gang på gang ind i historien. Han førte for eksempel israelitterne ud af Ægypten og sluttede en pagt med dem på Sinai bjerg. Gud er på en gang ophøjet, utilgængelig og nærværende.
Gud-søn
Det er troen på, at Gud blev menneske i Jesus fra Nazareth. På den måde viser Gud, at han er den nærværende og den ophøjede.
At Gud blev menneske, levede som et menneske og døde som et menneske betyder, at intet menneskeligt er ham fremmed.
Ved at opstå fra de døde gjorde han som den ophøjede én gang for alle gældende, at døden ikke har det sidste ord. Som Jesus opstod, således også med os.
Gud-helligånd
Det er troen på, at Gud som ånd altid har ledet og vejledt verden, og at han altid vil gøre det.
Pinsedag ramte Gud-helligånd apostlene. Det betød, at de kunne fortælle om Guds store gerninger på alle sprog. Også her gør Gud, Søn og Helligånd sig gældende som troens grammatik.
Treenighedslæren er en formulering af vores kristentros indhold. Sådanne formuleringer er ikke et udtryk for fri fantasi, men de er resultatet af de overvejelser vi gør os, når de mødes med og gennemlyses af virkeligheden i den tro, som hele tiden bliver gjort gældende for os i Bibelen og i forkyndelsen af Gud, Søn og Helligånd. |
