|
 Tidløs design
af Jørgen Carlsen, forstander for Testrup Højskole, "Hen over Torvene" dec 2007 - feb 2008
Performance, implementere, hybride læringsmiljøer, sparring, kompetenceprofil, best practice, proaktiv, coaching, synergi, erfa-gruppe, netværk, win win situation... Det er alle sammen nogle af de hurraord, der i de seneste år er kommet på mode herhjemme. At kende dem og bruge dem signalerer, at man er med på noderne. Måske tilhører man ligefrem “café latte-segmentet” eller “den kreative klasse”. Man er i hvert fald moderne og med på den sidste trend – en frontløber i udviklingens tjeneste.
Denne sværm af nye ord fortæller os, at den moderne kultur er kendetegnet ved hurtige sceneskift. Den nye virkelighed kræver nye ord – indtil de må vige pladsen for en endnu mere spritny virkelighed. Om fem eller ti år er ordene sikkert allerede gået af mode og lige så håbløst forældede som gogo-girl, walkman eller sproglaboratorium. Det er svært at være science fiction forfatter i vore dage. Tingene forandrer sig med en hast, der er på nippet til at sætte fantasien skakmat. Man taler om det “postindustrielle samfund”, “vidensamfundet”, “IT-samfundet” og mere overordnet om “globaliseringen”. Hvordan man end vender og drejer det, er det en kendsgerning, at kulturudviklingen finder sted i et omfang og et tempo som aldrig før i menneskehedens historie. Prøv blot at tænke 20 år frem i tiden... Man svimler helt ved tanken, ikke sandt? Alt dette skaber naturligt nok en rastløshed og rådvildhed hos de fleste af os. Det kan være svært at følge med og finde ud af det hele.
Midt i alt dette hurlumhej står der rundt om i byerne og ude på landet mere end et par tusinde kirker. De er alt andet end flygtige. De står fast og urokkeligt på deres sokler – for manges vedkommende siden middelalderen. Nogle er i tidens løb blevet udbygget med tårne og sideskib, mange har fået tildækket de gamle kalkmalerier, og en del af dem har så fået afdækket dem igen. Men ellers er der ikke sket de helt store ændringer siden Reformationen i 1536. Vi ikke blot ser dem, men hører dem også hver eneste dag, når kirkeklokkerne ringer solen op og ned. Og så i øvrigt ved alle de kirkelige handlinger: Gudstjenester, bryllupper og begravelser. Sådan har det været i umindelige tider. Kirken er i den forstand ikke moderne, “den er et gammelt hus”. Det konstaterede Grundtvig i midten af 1800-tallet. Nu må den vel nærmest være ældgammel.
Men hånden på hjertet: Er det ikke meget godt, at ikke alt i denne verden ændrer sig fra sæson til sæson? F.eks. er det en tilbagevendende kendsgerning, at der stadigvæk fødes mennesker på denne jord. Det står vel også fast, at uanset hvor teknologisk avanceret en fremtid, vi går i møde, så vil maskinerne eller computerne aldrig kunne leve livet for os. Hvert eneste menneske, der fødes, har fået skænket et liv, som er fuld af muligheder, og som er enestående i den forstand, at det kun kan leves af den enkelte selv. Et liv med ansvar, forpligtelser, længsler, glæder, sorger, kærlighed, nærvær, opmærksomhed, forståelse og omsorg for andre.
Denne dimension i vort liv kan ikke erstattes af alle de grimasser, vi præsterer for at være smarte og moderne. I mødet med kirken befries vi fra vores fortravlede selvoptagethed. De ord, vi indledte med, bliver underligt malplacerede i den sammenhæng: Performance, kompetenceprofil, coaching... Hvad skal vi bruge dem til, ansigt til ansigt med det gådefulde og vidunderlige, at vi er til i verden?
Er det egentligt ikke meget godt, at der findes steder, der ikke ligner alt muligt andet i tiden? Kirken og det, der foregår i den, er bestemt ikke særlig moderigtigt. Men måske kan vi svinge os op til at kalde det “tidløs design”? |
