Religionen i det private og det offentlige rum

af Peter Lodberg, lektor v. Det Teologiske Fakultet, Aarhus Universitet, og ulønnet hjælpepræst, "Hen over Torvene" jun-aug 2006

Kort før jul vakte det opmærksomhed, at flere præster tog initiativ til at forsvare udvisningstruede flygtninges ret til at blive i Danmark pga. deres fysiske og psykiske tilstand. Det såkaldte Præsteinitiativ blev både rost og kritiseret for at gøre julens budskab konkret ved at kritisere, at der i Danmark er personer, som vi ikke vil finde plads til.

Samtidig ulmede den såkaldte Muhammed-sag, der senere slog ud i bål og brand i flere muslimske lande. Kampen om ytringsfriheden blev ført i danske medier og i Mellemøstens gader. Prisen betalte Arlas andelshavere og ansatte, Jyllands-Postens bladtegnere samt kristne menigheder, der i Nigeria, Pakistan og Irak fik deres kirker brændt af.

Præsteinitiativet og Muhammed-sagen fik politikerne på banen. Et folketingsmedlem gjorde sit private folkekirketilhørsforhold til en offentlig sag, da han med pressens bevågenhed i protest mod Præsteinitiativet meldte sig ud af folkekirken, og statsministeren betonede, at religion er kommet til at fylde for meget i det offentlige rum, og at religion hører til i det private. Interessant nok benyttede samme statsminister den bibelske skelnen mellem får og bukke til at beskrive aktørerne i den offentlige politiske debat om ytringsfriheden. Begge eksempler viser, at det ikke er så let at skelne skarpt mellem religion i det private og offentlige rum, selv om man har de bedste intentioner.

Troens offentlighed

Det er en væsentlig problemstilling om forholdet mellem religion i det private og offentlige rum, som Præsteinitiativet og Muhammed-sagen giver anledning til. Set ud fra et kristent teologisk perspektiv kompliceres debatten af, at hverken Ny Testamente eller de første formative århundreder af kirkens historie kender til vor tids skelnen mellem privat og offentlig. Middelalderens skelnen gik med kirkefaderen Augustin på forholdet mellem “den jordiske stad” og “Guds stad”. Den kristne tro er både personlig og offentlig på samme tid, fordi kristendommen ses i forhold til Guds universalitet og almagt, der gælder jord og himmel og rækker fra evighed til evighed. Augustin varetager på den måde kristendommens offentlighedsdimension, der allerede havde vist sig med ordene i Matthæusevangeliets kapitel 28: “Mig er givet al magt i himlen og på jorden”, og som betød, at de første kristne kunne bede for den romerske kejser, men ikke til ham.

Kirkehistorien er en righoldig illustration af, hvordan den kristne kirke befæster sin offentlige karakter på det europæiske kontinent. Kirkebyggerier er det mest synlige udtryk, men også den kristelige legitimering af den politiske magt hører med til billedet. Kejsere og konger blev regenter af Guds nåde, og kirken kunne kalde på den statslige magt til at bekæmpe muslimer, jøder og kættere inden for egne rækker, fordi den havde en stærk overbevisning om, at disse grupper repræsenterede ondskaben i samfundet.

Magt og magtmisbrug

Middelalderens afladshandel repræsenterer i den lutherske kirkes optik et fatalt magtmisbrug. Reformationen er et opgør med dette misbrug, men må ikke forveksles med et opgør med kirkens og kristendommens offentlighedsdimension. Koncentrationen om de fire centrale principper i den lutherske teologi (troen alene, nåden alene, Kristus alene og Skriften alene) forlægger fokus fra magtens politiske offentlighed til en betoning af den offentlige forkyndelse som kirkens opgave. Det sker dels ved en betoning af den lutherske læres betydning for samfundet, dels ved at fastholde den kristne fyrste/konge på sit ansvar for samfundets ve og vel. Med til kirkens evangeliske opgave hører ifl. reformatorerne omsorgen for de fattigste. Den rette gudstjeneste er, at man tager sig af næstens nød, eller som Luther skriver et sted: “Hvis enhver tjente sin næste, så var verden fuld af gudstjeneste.”

Nok skaber de gode gerninger ikke tro og frelse, men omvendt kan troen for Luther heller ikke være uden gode gerninger. Arbejdet i kald og stand tjener det offentlige samfundsliv, og den kristne er ifl. reformatorerne skyldig i at have en positiv holdning til de borgerlige ordninger (politik, økonomi og familie), fordi de tjener til at opretholde fred og orden i samfundet, hvilket er forudsætning for, at man kan tage sig af hinanden og de fattigste. Hvis de borgerlige ordninger ikke bliver brugt til det formål, så holder Luther sig ikke tilbage for at irettesætte de skyldige. Det kan illustreres ved at læse Luthers udlægning af den fjerde bøn i Fadervor: Giv os i dag vort daglige brød i Den store Katekismus. Her foreslår han at præge et brød på mønterne eller bære et brød på våbenskjoldet for at minde regenten om ansvaret for fred og ordentlige forhold i samfundet.

Luther blev ikke imødegået med et formalistisk princip om, at han ikke måtte forholde sig offentligt og kritisk til regentens magtudøvelse, fordi religion hører hjemme i privaten. Det private er nemlig knap nok opfundet endnu. Ordet privat findes på tysk i midten af 1500-tallet og betyder: en person uden offentligt embede.

Det skal dog ændre sig. Anledningen er det princip, der