Lødighed og kvalitet

― afgørende for at traditionen lever

Sognepræst Kirsten Bøggild interviewer domprovst Poul Henning Bartholin. Han afløser domprovst Jakob Grosbøll, der er gået på pension.

af Kirsten Bøggild, sognepræst v. Århus Domkirke, "Hen over Torvene" sept-nov 2007

Poul Henning Bartholin er udnævnt til ny sognepræst for Århus domsogn og domprovst for Århus domprovsti. Poul Henning Bartholin er cand.teol. fra Århus Universitet og har været sognepræst i Frederiksborg Slots sogn i 21 år og provst for Hillerød provsti siden 1998. Han er nu tilbage til i Århus med sin kone, Anne Marie Lervad Thomsen, og to af deres tre børn.

På mine spørgsmål om hvilke tanker han gør sig om præsteembedet efter så mange år på det samme sted og hvilke erfaringer fra tiden i Hillerød, der har betydning for det kommende arbejde, svarer han:

“Det er svært at forestille sig et arbejde og et embede, der er mere rigt på facetter og nuancer end præsteembedet. For mig har det ikke været muligt eller ønskeligt at skille embedet fra andre sider af livet. Som præst bliver man bedt om at tage del i menneskers allerstørste glæder og den dybeste og mest knugende sorg. Man har kun eet at bringe: Den trøst og det håb, der rummes i det evangeliske budskab. Det vil høres, det bliver efterspurgt i meget stort omfang i dag. Udfordringen som præst er nu som altid ikke kun at arbejde med det rent kirkelige og den kirkelige verden, men også at være en naturlig del af det liv, der er, hvor man bor. Min familie og jeg har deltaget som aktivt udøvende i alt muligt fra musik, egnsteater, foreningsarbejde, bestyrelser af forskellig slags m.v. Det er naturligt for os, og det håber vi også, det bliver i Århus.

Der er i dag en stor interesse for religiøse spørgsmål, mennesker får inspiration og påvirkninger mange steder fra. Der er andre former for tro, som fylder noget i hverdagen for os alle og meget i medierne. Det er en opgave i forkyndelse og undervisning at tydeliggøre, hvad kristendommen har at sige til de spørgsmål og den religiøse praksis, der viser sig eller udøves. Man kan vælge to veje: den for mig at se indlysende, nemlig den åbne samtale, baseret på imødekommenhed samtidig med at man tydeligt udtrykker, hvad den kristne tradition har med sig. Den anden vej er konfrontationen og uforsonligheden. Den er måske umiddelbar let at vælge, fordi kristendommen i sit væsen er absolut, altså gør krav på at være den eneste sandhed. Dog må jeg afvise at gå ad denne vej, fordi den i virkeligheden reducerer det kristne budskab.

Kristendommen er også for mig den eneste sandhed, hvilket ikke udelukker – tværtimod – at jeg kan sætte mig ind i og prøve at forstå, hvordan andre tænker og hvorfor. Det er heller ikke svært at acceptere, at de kan have et andet syn og andre tolkninger end mig. Det interessante er at lade disse tolkninger, holdninger og syn mødes og høre på argumenterne. Det er sandsynligt, at jeg lærer noget, og at jeg får en større forståelse for andre og for livets mangfoldighed herved.

Der er tre områder, som jeg især har arbejdet med og løbende har forsøgt at dygtiggøre mig indenfor. Det er prædikener, undervisning af både voksne og børn og sjælesorg.”

Du vender tilbage til din gamle universitetsby. Glæder du dig til at vende tilbage efter 21 år, og hvilke tanker gør du dig om det særlige ved embedet som domprovst?

“Der er ingen nostalgi forbundet med at vende tilbage til Århus. På afstand har vi fulgt byens udvikling både som kommune og kirkeligt. Det er stadig på begge områder en meget dynamisk og udviklingsorienteret by. På det kirkelige område har jeg nogle erfaringer med, som jeg håber og tror kan bruges i arbejdet både som sognepræst og domprovst. Det er baggrunden for overhovedet at søge dette embede, at der er den udvikling i Århus, og at jeg kan tænke mig at anvende min kunnen og viden i den sammenhæng. Det kirkelige liv i sognene i domprovstiet har mange nuancer, og netop derfor er der – fornemmer jeg – overskud til at arbejde sammen, fordi man ikke er bange for at miste sit særpræg. Jeg ser en stor opgave i at hjælpe menighedsrådene til at løfte de tungere og tungere administrative byrder, der lægges på dem i disse år. En meget fornuftig og fremsynet lovgivning har desværre negative administrative konsekvenser for menighedsrådene, hvis der ikke tænkes i samarbejde og aflastningsordninger. Udfordringen ligger i at få den fornuftige lovgivning til at virke på en smidig måde, der fastholder menighedsrådenes suverænitet og selvbestemmelse og letter deres administrative byrder.

Det ligger i embedet som domprovst, at der er et meget tæt samarbejde med biskoppen. Biskoppen i Helsingør har inddraget mig meget i arbejdet igennem alle årene. Det ser jeg også frem til i Århus stift, og jeg ser frem til samarbejdet med biskoppen, der for mig at se mestrer den frugtbare samtale med samtiden. I den samtale bliver det tydeligt, hvad kristendommen er. Den er ikke kun en historisk tro, ikke et levn fra fortiden, men den er en væsentlig samtalepartner i tiden for mennesker af alle slags. For de store grundlæggende spørgsmål er vi alle fælles om.”

Hvilke tanker gør du dig om folkekirkens situation i dag og i fremtiden?

“Det er ikke længere nogen selvfølgelighed, at vi har en folkekirke i dag. Det er det heller ikke fremover. Der vil formentlig inden for en overskuelig årrække ske ændringer i folkekirkens status. Jeg holder fast på sammenhængen med staten. Dog er det vigtigt, at vi fremover organiserer den sammenhæng, så den ikke er og ikke virker diskriminerende for andre.”

Århus domkirke ligger midt i byen og kan umuligt overses af nogen. Den ligger der næsten som et billede på kirken som en vigtig del af samfundet. Men forholder det sig stadig sådan, at kirken er så central en del af samfundet, som dens beliggenhed og dominerende bygning indikerer, eller er kirken ved at blive et levn fra fortiden, et museum?

“Som tidligere sagt fylder religiøse spørgsmål en del i medierne og mindre i vores dagligdag. Kirkebygningerne er ikke til at komme udenom – Århus domkirke slet ikke. Jeg synes naturligvis ikke, at folkekirken som sådan er et levn fra fortiden. Hvor centralt kristendommen og kirken står i samfundet i dag, er et stort spørgsmål. Vi kan gøre meget for at være en fornuftig og velargumenteret stemme. Det er jo allerede det, som sker i domsognet og domprovstiet. For mig er lødighed og kvalitet i alt, hvad vi gør, helt afgørende. Det enkelte