Joseph Haydn

Opfindsomhed, lune og sprudlende melodier

af Knud Svendsen, "Hen over Torvene" sept-nov 2009

Overalt i den klassiske musiks verden fejres Joseph Haydn (1732-1809) i 200-året for sin død.

Den ærværdige jubilar indtager en særegen plads i musikhistorien: han var 18 år, da J.S. Bach døde, og han levede 18 år efter Mozarts død og banede således vejen fra barokken til den stilart, han er skaberen af, nemlig wienerklassikken. En eftertid kan fryde sig over en enorm produktion: Mere end 100 symfonier, mængder af klaver – og kammermusik, og selv om det ikke er som kirkemusiker, han er mest kendt, blev dette område en væsentlig del af hans virke. Som 8-årig trådte han ind som sangerdreng ved Stephansdomen i Wien. Den musikalske pragtudfoldelse i det mægtige rum med dets 4 orgler prægede ham med dyb religiøsitet resten af livet. Hans tre orgel/cembalo-koncerter er måske en afglans af disse første indtryk. Men ‘kirken’ fik andre rige gaver fra hans hånd. Overleveret er 14 Messer, 2 Te Deum-værker, Frelserens syv ord på korset (oprindelig syv sonater for orkester med senere tilføjet tekst) og endelig det monumentale oratorium, der gjorde ham både højstemt og lykkelig: Skabelsen (1798).

Haydn var en barnlig, ureflekteret katolik. Hvis arbejdet ikke skred fremad, bad han til Gud. Jeg har aldrig set, at dette middel ikke hjalp.

Den 11. maj 1809 fik han et chok, da Napoleons franske hær bombarderede Wien, og 20 dage efter forlod ‘Papa Haydn’ denne verden. Og forgudet må han have været. Begravelsen var storslået, men da kisten blev flyttet 11 år senere, manglede hovedet. Graveren var bestukket!! Men ad lange og sære omveje blev det først pinsedag 1954 atter forenet med Haydns skelet. En ægte kirkemusik-gyser: ‘Kranier er hovedsagen’!!!

Århus Domkirke

Et brændende og generøst aktivitetsniveau i Sct. Clemens og Vor Frue sørger til stadighed for, at kirkemusikkens arvesølv pudses af. Händel og Bach har ‘alpha-status’ som barokkens kronede konger, og Händel hører jo til årets jubilarer. Således sætter domkantor Carsten Seyer-Hansen og kirkens kantori netop ham i centrum ved en festugekoncert den 31/8, kl. 20. Med sine tre latinske Psalmer, som blev skrevet i Rom i 1707, gjorde den da 22-årige Händel med værkernes festlige klangfylde og kontrastrigdom opmærksom på sin begavelse. Dixit Dominus er en fortoning af Ps. 109. Korværket får følgeskab af en orgelkoncert samt et par arier. Den 16/9 sætter domorganist Kristian Krogsøe sig til rette på orgelbænken og lader domorglet få mund og mæle med stormester Bach og årets 2. jubilar, Mendelssohn. I dette tilfælde dog med en transskription af et af klaverlitteraturens betydeligste værker: Variations sérieuses op. 54 fra 1841 og endelig den store romatiker Franz Liszt, der, som flere andre, hædrede Bach med et værk over hans navn. Bogstaverne B-A-C-H kan jo spilles!! Liszt’s Präludium und Fuge über B-A-C-H kom til i anledning af indvielsen af det store domorgel i Merseburg og uropførtes her den 13. maj, 1856. Den 7/10 får konservatoriestuderende adgang til at boltre sig ved orglet, inden Kristian Krogsøe igen den 21/10 lader orglet indgå et usædvanligt ægteskab med klarinetten – det instrument, der blev opfundet ca. 1700 af Denner i Nürnberg efter forbillede af den franske chalumeau, og som i dag er fast inventar i symfoniorkestre. Århus Symfoniorkester fik for nylig som lidt af en sensation den kun 24-årige Mathias Kjøller som soloklarinettist. I Domkirken har han valgt at spille Schumanns Fantasie-stücke for klarinet (og egt. klaver) op. 73 fra 1849; altså fra Schumanns år i Dresden, hvor han oplevede en periode af særlig frugtbar art. Men vi skal også høre Francis Poulencs (1899-1963) Klarinetsonate fra 1962. Poulenc var medlem af gruppen ‘Les Six’, og omend stort set autodidakt fik han allerede fra sit 18. år stor succes med sit personlige tonesprog. Den 4/11 leder Kristian Krogsøe en opførelse af en Haydn-messe, den såkaldte Kleine Orgelmesse fra o. 1775, altså fra de år, hvor Haydn var ansat som kapelmester hos fyrst Esterházy i Wien/Eisenstadt. En periode, hvor komponistens blækhus må have været ideligt fyldt op til storværk efter storvær