|
"Gud er omgivet af spøgelser"
af Poul Henning Bartholin, domprovst v. Århus Domkirke, "Hen over Torvene" sept-nov 2009
Billedkunstneren og grafikeren Erik Hagens fik i 2003 til opgave at udsmykke et nyt auditorium i CVU Vest, der bl.a. rummer de sammenlagte lærerseminarier Ribe og Esbjerg. Hagens løste opgaven ved at skabe en stor billedfrise med motiver fra vores hverdag og med motiver fra Bibelen især fra Det nye Testamente. Han kaldte billedfrisen for Esbjerg-Evangeliet. Forlaget Gyldendal lod sig inspirere heraf til at bede forfatteren Egon Clausen om sammen med Erik Hagens at skrive en moderne almanak, altså en bog med et læsestykke til hver eneste dag i året. Bogen udkom i 2007 og er en ikke-missionerende bog med en refleksion til hver dag over livets mening og betydning i lyset af de begivenheder, der præger vor tid og i lyset af de fantastiske fortællinger, som Bibelen rummer.
Det følgende læsestykke til 23. juni er et eksempel på en sådan refleksion:
Gud er omgivet af spøgelser
Det er næsten umuligt at tale om Gud, for han er omringet af mange spøgelser.
Når man bruger ordet gud, er der således altid nogle, der nikker, for så tror de, at man også er imod socialister, fagforeninger, homoseksuelle, Christiania og muslimer, ligesom de selv er.
Når man bruger ordet gud, er der altid andre, der ryster på hovedet, for så tror de, at man tror på mirakler, jomfrufødsel, genopstandelse og helbredelser ved håndspålæggelser, og det gør de ikke.
Når man taler om Gud, er der altid nogle, der tror, at man nok tror, men at man gør det på den forkerte måde, men hvor ved de det fra?
Når man bruger ordet gud, bliver nogle forlegne og vil helst tale om noget andet. Det er nemlig flovt at tale om Gud. Denne flovhed sidder vistnok i de fleste af os, og den skal man bekæmpe, når man bruger ordet gud.
Når man bruger ordet gud, er der kort sagt altid nogle, der tror, de ved, hvordan andre tror. Alle disse misforståelser og fejlfortolkninger skal først jages på flugt, før vi kan begynde at tale om Gud. Ofte ender det derfor med, at vi snakker om noget helt andet.
Refleksionen her siger noget væsentligt om vores fordomme, forlegenhed og misforståelser. Jeg giver Egon Clausen ret i meget af det, han her giver udtryk for. Fordommene trives både indenfor og udenfor folkekirken. Som så meget andet i denne tid skærpes disse fordomme. Debatter både de offentlige og de private bliver følgelig tit unødigt skarpe og afvisende og ender ikke i fælles forståelse, men i splittelse og cementering af de opfattelser, som de diskuterende havde i forvejen.
Folkekirken er en evangeliskluthersk kirke. Det vil sige at den har sit grundlag i den reformatoriske strømning, som Martin Luther gav mæle i begyndelsen af det 16. århundrede. Nogle af de vigtigste reformatoriske indsigter er, at kirken ikke må udvikle sig til en organisation, der magtfuldt bedømmer og bestemmer over menneskers tro. Kirken er et sted, hvor evangeliet om Jesus skal fortælles, fortolkes og høres. Kirkeorganisationen har alene til formål at sørge for, at der altid er et sted i menneskers dagligdag, hvor evangeliet kan høres af dem, der føler sig tilskyndet til det.
Et andet væsentligt luthersk princip er, at kirken og den troende altid må forholde sig selvkritisk spørgende. For kirken betyder det, at den altid bør forholde sig spørgende til sin egen praksis. Taler vi om Gud på en måde, der lader Gud fremstå, som han i sin radikalitet gør i fortællingerne og evangelierne? Lægger vi vores egne holdninger ind som “dogmer” (læresætninger), der spærrer for menneskers tilegnelse af det væsentlige? Og som troende må vi altid forholde os kritiske til, om vi tør sætte vores opfattelser på spil, så den virkelighed, vi lever i, bliver sat i forhold til evangeliet?
Med andre ord handler det lutherske også om at gå sine egne fordomme efter i sømmene. Her må man give Egon Clausen ret i, at der er fordomme i folkekirken og uden for folkekirken, der hindrer os i en ordentlig samtale om, hvad det er vi tror på, og hvad vi ikke tror på, og hvilken betydning kristendommen egentlig har i dag.
Som præster er det bl.a. vores opgave at forsøge at slå hul på fordommene fra begge sider (også vores egne). Det er vores opgave at vide, hvad vi taler om (= løbende studere teologi), og at være godt orienteret om, hvilke tanker, der gøres andre steder i samfundet for at belyse og fortolke vores fælles liv og dets mening. Det er derfor vigtigt at følge med i og evt. deltage i den offentlige debat, hvor den politiske virkelighed bygger på en opfattelse af, hvad et menneske er, og hvad det betyder. Er der f.eks. lige rettigheder for alle? Har en anerkendelse af homoseksuelles borgerlige rettigheder nogen betydning for kirken? Skal vi f.eks. have et ritual til vielser af homoseksuelle? Hvorledes fortolkes og forstås mennesket og dets liv inden for billedkunst, film, litteratur, psykologi, sociologi og andre religioner? Hvorledes forstår agnostikere og ateister religion? Har de ret i dele af deres religionskritik? Kan vi blive klogere på os selv ved at nedbryde fordommene om andre og indlede en diskussion med dem?
Mange sjælesørgeriske samtaler gennem årene har lært mig, at der er en lang række spørgsmål om livet, som vi er fælles om uanset tro eller ikke tro, uanset køn, religion, seksualitet og politisk orientering. Det gælder f.eks., hvad vi skal forstå ved ordet gud. Det gælder i lige så høj grad, hvad vi skal stille op med ordet skyld og den skyld, som ingen af os kommer uden om at føle sig tynget af.
Den kristne tro rummer en tilgang til skylden, som ikke er fordømmende. Centralt i kristendommen står Jesu forkyndelse om, at han, der er både Gud og menneske, er med til at bære skylden for enhver.
Skyld kan tage mange forskellige skikkelser og former. Den tyske forfatter Günter Grass skildrer i sin erindringsbog Når løget skrælles den skyld, han føler, han pådrog sig ved at tie. Hvorfor sagde han ikke nej til nazismen? Hvorfor lod han sig involvere i den? Hvorfor meldte han sig frivilligt som soldat? Han var aldrig nazist af overbevisning, men gik alligevel med som ganske ung, ja som dreng. Også det tav han med i mange år, hvor han tværtimod var en af de vigtigste personer i Tyskland i selvopgøret med den nazistiske fortid efter 1945. Man kan måske kalde hans forhold til nazismen for medløberi, måske reddede han sit liv derved, men var/er det ikke fejt? I hvert fald har det givet ham en livslang skyldfølelse. Fordømmelsen af ham lod da heller ikke vente på sig, da han i 2006 udgav bogen. Var/er Grass en hykler? Gør dette ham utroværdig? Er der en menneskelig tilgivelse?
En anden men lignende form har skylden hos den nu afdøde italienske forfatter Primo Levi, der overlevede et år i Auschwitz-Birkenau. Han skriver herom i de tre bøger, der i samlet udgave er blevet genudgivet i år under titlen Vidnesbyrd. Levi skildrer heri opholdet i Auschwitz, der var fornedrende i grundlæggende forstand, derved at menneskeligheden blev taget fra fangerne. Hans første bog hedder Hvis dette er et menneske. Efter befrielsen af Auschwitz i januar 1945 vendte menneskeligheden tilbage og derved også skylden og refleksionen over, hvordan han egentlig havde overlevet og udholdt de umenneskelige lidelser. Han skildrer sin hjemrejse gennem Polen, Hviderusland, Ukraine, Rumænien, Østrig, Schweiz og Italien, han erfarer gennem andres skildringer, hvordan Sovjetunionen også var et regime med fangelejre og umenneskelighed.
Også Levi blev – da menneskeligheden vendte tilbage til ham – plaget af skyld. Både Günter Grass’ og Primo Levis skyld er en eksistentiel skyld, som vi alene synes at kunne bære ved at fortælle den både ved hjælp af bibelske historier og ved hjælp af psykologi, filosofi m.v. En gyldig fortolkning af skylden gives bl.a. gennem fortællinger, billeder, religion og psykologi. Alligevel kan skylden være ubærlig, hvad den var i Levis tilfælde. Hans død i 1987 skyldes således formentlig selvmord.
Religion og kristendom rummer måder at komme til rette med skylden på. Der kan nævnes mange andre områder og emner, som religionen forholder sig fortolkende til. Det er derfor en opgave for folkekirken at medvirke til at nedbryde både egne og andres fordomme og at bidrage konstruktivt til en samtale om menneskelivet, kirken og samtiden. Følgelig er det både legitimt og berettiget at spørge om, hvad vi skal forstå ved ordene Gud, skyld, ansvar m.v. , og det er legitimt at forvente, at kirken kommer med fortolkninger, der er velovervejede og nuancerede og ikke blot en tankeløs gentagelse af fortidens svar eller bekræftelse af fordomme om kristendommen.
Det kræver et vist mod at nedbryde sine fordomme. Fordomme om kirken og kristendommen nedbrydes også gennem deltagelse i gudstjenester og arrangementer, hvor der er lejlighed til at lytte, undre sig, spørge og diskutere. Det var måske et forsøg værd …? |
