|
 Fred eller kamp?
af Hans Hauge, "Hen over Torvene" jun-aug 2008
De fleste menighedsråd bliver valgt ved såkaldte “fredsvalg”. Det vil sige, at der møder en række mennesker op til et møde, der ligner en generalforsamling, og på det møde enes man om at vælge nogen. Det sker som regel fredeligt. Hvis der i et sogn er ufred eller krig, er der et såkaldt “kampvalg”. Når det sker, træder et helt maskineri i kraft, og der bliver holdt et “rigtigt” valg, der ligner folketingsvalg og kommunevalg. Der udsendes valgkort, og man møder op og stemmer. Ofte er der faktisk en rimelig stor valgdeltagelse. Menighedsrådsvalg ligner altså ikke blot et folketingsvalg; de er af helt samme art. De ligner dermed ikke et valg til en bestyrelse.
Er fredsvalg et problem? Og er den lave valgdeltagelse et problem? Ikke nødvendigvis.
Lad os se på noget andet: Universiteterne. De fik indført demokrati langt senere end folkekirken. Fra 1970 har man kunnet stemme til forskellige råd. Men der er stort set aldrig valg. Der er altid fredsvalg. Engang kunne vi vælge både rektor og andre ledere, men jeg har aldrig stemt, for der har ikke været andet end én at stemme på. Helt som i Sovjet i gamle dage. Nu kan vi så ikke stemme mere, men det er en anden sag. Hvad så med de studerende? De kan stemme, men stemmeprocenten er lavere end ved menighedsrådsvalg. Ti procent, så vidt jeg husker.
Spørgsmålet er: Hvorfor er en vis passivitet et større problem, når talen er om folkekirken end om alle andre institutioner? Man kan ikke slutte fra en lille interesse for et valg til manglende interesse for sagen. Fredsvalg kan være et udtryk for, at folk er tilfreds med tingene, som de er. Det kan være et sundhedstegn. Kampvalg kan derfor være et krisetegn.
Vi må spørge: hvorfor tolkes ting, der har med folkekirken at gøre altid anderledes – og negativt - end alt andet? Vi var for ikke længe side på Faaborg Kunstmuseum. Der var ikke andre end os. Vi var fire til at fylde op. Lidt senere kom en gruppe pensionister, der var på rundvisning. Der var personale, og der var åbent i cafeteriaet, men ingen besøgende. Havde det været en stor kirke, ville man sige: ‘det er typisk, der kommer ingen i kirke. Lad os nedlægge dem’. Men vores første reaktion var da ikke: ‘Nu bør de altså nedlægge Faaborg Kunstmuseum’.
Når vi mener, der er et problem med den lave valgdeltagelse, skyldes det også nogle særlige opfattelser, vi har af demokrati. Der er nemlig forskel på vores opfattelse, og den, de har i de engelsktalende lande, hvor de opfandt demokratiet. For os i Europa er valgdeltagelsen det vigtigste. Vi lægger al vægt på det kvantitative. Vi mener, det er et krisetegn, når valgdeltagelsen i USA er lav. Vi vil hellere tælle end fortælle. ‘Hvor mange var der i kirke?’ Spørger vi. Som en præst ved en domkirke i England engang svarede, da jeg spurgte, hvor mange der havde været til morgensang? ‘Der var fyldt’, sagde han. ‘Af engle’.
Det engelske demokrati handler om, hvordan man på fredelig vis kan udskifte en regering, og ikke om hvor mange der stemmer. Og da det er let at udskifte et menighedsråd, hvis man er utilfreds, så fungerer det kirkelige demokrati faktisk forbilledligt. |
