|
“Ateismen har vi prøvet
– det var der ikke meget ved”
af Jakob Krøgholt, "Hen over Torvene" dec 2006 - feb 2007
Sådan skrev teologen Helmut Friis for 14 år siden. Lidt overlegent kan det lyde. For der er da dén store fordel ved ateismen, at ateisten er fri for at spekulere på, om der er nogen sammenhæng mellem kristendommen og hans daglige liv. Den spekulation kan undertiden være til noget besvær for dem, der er kristne og medlemmer af Folkekirken.
Sådan må de også have tænkt i Ateistisk Selskab, som for nylig lancerede en kampagne, hvor de opfordrer ikke-kristne medborgere til at melde sig ud af Folkekirken. Man henviser til, at der er penge – kirkeskat – at spare ved en udmeldelse, og hvis tilstrækkeligt mange melder sig ud, vil Folkekirken lettere kunne skilles fra staten, hvorved vi skulle opnå en demokratisk gevinst. For at få gang i udmeldelserne tilbyder Ateistisk Selskab at hjælpe med udmeldelsesblanketter og kan formodentlig også give åndelig vejledning.
Jamen, når folk er medlemmer af Folkekirken, kan de så være “ikke-kristne”? Ifølge Ateistisk Selskab kan de. Det skyldes, at ateisten befinder sig i en besværlig position: han er nødt til hele tiden at være på vagt og passe på ikke at falde i den grøft, der hedder Gud eller religion eller tro. Han finder sin frihed som ateist i at holde sig fri af Gud og alt hans væsen, og det vil være flovt for ham at blive fanget i religionens hængedynd.
Den kristne, her folkekirkemedlemmet, har derimod sin frihed i ikke at skulle være på vagt og passe på hele tiden. Han er døbt, og dermed er han kristen og for eksempel medlem af Folkekirken, og så er der i princippet ikke mere at sige. Den kristne har frihed til at være sig selv, mens ateisten hele tiden skal være på vagt og holde sig fri af Gud og sørge for at være rigtig ateist.
Jamen, der findes da dårlige kristne? Der findes mange slags kristne: fromme kristne, ufromme kristne, kulturkristne, sløve kristne, vanekristne, forvirrede kristne, tvivlende kristne, højrøvede kristne og mange andre slags. Men nej, der er ikke dårlige kristne – der er derimod dårlige mennesker, nogle af dem er kristne, andre kalder sig ateister. Men det er næppe den vinkel, Ateistisk Selskab tilrettelægger sin kampagne efter.
Hvis man har prøvet ateismen og derefter erklærer, at det var der ikke meget ved, så behøver det ikke at være en overlegen konklusion. Det kan derimod være udtryk for den indsigt, at man som ateist hele tiden er bundet til at holde sin sti pinligt ren for religion, medens man som kristen har frihed til at være sig selv som det mere eller mindre vellykkede menneske, man nu er. Det er nok også denne særlige frihed, som trods alt får så mange af os til at blive i Folkekirken. |
