|
 Den moderne kirkegård
Tal fra kirkegårdsforvaltningen viser, at den bærende kirkegård i Århus i dag hedder Vestre Kirkegård. Hvorfor det har udviklet sig sådan, er der flere forklaringer på, men afgørende er det moderne kapel og de mange tilbud på gravsteder, som kirkegården tilbyder. Hertil kommer naturligvis også, at kirkegården er hjemsted for Kirkegårdenes krematorium.
På Vestre Kirkegård er der i dag mulighed for at vælge mellem følgende typer gravsteder:
- Traditionelle kiste- og urnegravsteder med hæk omkring
- Urnefællesgrav
- Kistefællesgrav
- Barnefællesgrav
- Gravsteder i skov – eller havelignende arealer
- Endelig er der også på kirkegården en muslimsk afdeling med traditionelle kiste- og barnegravsteder.
Århus Kommunes Kirkegårde arbejder bevidst for at servicere borgerne bedst muligt. Konstant er man opmærksom på, om de tilbud, man har, er gode nok, og om de opfylder de ønsker befolkningen har. Byens nye befolkningssammensætning, med et betydeligt befolkningselement af “anden etnisk oprindelse end dansk”, stiller betydelige krav til forvaltningen ligesom mange danske også bliver mere individualistiske i deres ønsker. Hvordan kan man honorere så mange krav og ønsker som muligt uden at ændre karakteren af en dansk kirkegård? Det afgørende er her igen opdelingen af det store område i en række delområder med hver deres specielle tilbud.
Den såkaldte skovkirkegård umiddelbart til venstre for hovedindgangen ud mod Vestre Ringgade er meget populær, men det er et nyt afsnit under betegnelsen “Rosenhaven” også. Området er indrettet specielt til urnebegravelser, hvorfor de enkelte gravsteder er små med liggende gravsten i lange bede med sammenhængende, lav beplantning. Et stort antal røde roser blomstrer i sommerperioden, har givet navn til dette særlige afsnit. Der er i området ældre, større træer, der suppleret med magnolietræer skaber en variation i lys og skygge.
I løbet af de sidste 30-40 år har der været en markant udvikling bort fra traditionelle kistebegravelser, der i 1960 udgjorde ca. 40% til i dag, hvor andelen er under 8% nye kistegravsteder. I stedet er nedsættelse i urnefællesgrave blevet det foretrukne. Det er forklaringen på, at kirkegårdene har ændret karakter fra de talrige små gravsteder til store flader, domineret af grønt og store træer. Der er opstået store græsflader med ledige gravsteder. Hertil bidrager også, at personlige gravsteder, udlagt i græs, er blevet en stadig mere benyttet gravstedsform.
Det er svært entydigt at give svar på, hvorfor overgang fra kistebegravelser til urnebegravelser har været så hastig. En nærliggende forklaring er prisen. En anden er, at fredningstiden kun er det halve for en urnebegravelse. Nærliggende er det også at nævne, at efterladte måske frygter den længere forpligtelse med et traditionelt gravsted. Samfundet er i opbrud, og man bliver ikke længere boende i lokalområdet, sådan som det var sædvane i ældre tid. Endelig siges det også, at forældre at hensyn til børnene vælger brænding, så de efterlevende ikke skal have ulejlighed med at passe et gravsted.
Forvaltningen er naturligvis opmærksom på den ændrede efterspørgsel efter gravsteder. Det er imidlertid en langvarig proces at tilpasse kirkegårdene til den ændrede efterspørgsel. For at få dette til at fungere, er svaret igen en opdeling af den store kirkegård i mindre afdelinger. Nogle afdelinger lukkes i mange år, for måske siden at kunne omdannes til et nyt anlæg, tilpasset tidens behov. Når gravsteder i disse områder nedlægges, opstår der “bare pletter”, der tilsås med græs.
En spadseretur gennem dele af den store kirkegård afslører hurtigt, at der er ændringer på vej. Man kan ikke undgå at bemærke gravsten med skrifttegn af fremmedartet karakter. Forvaltningen forsøger stilfærdigt at regulere udviklingen på kirkegården. Gravsten skal altid godkendes. Det er dog næsten aldrig et problem, da stenhuggerne kender reglerne og forklarer de pårørende, hvilke bestemmelser, der hviler på de forskellige dele af kirkegården. Alligevel kan man ikke forhindre, at nogle gravsten optræder med en bemaling, der ligger langt fra en traditionel dansk gravsten. Stærke farver i blå eller røde flader falder i øjnene, ligesom kunstige blomster også i stærke blå og røde farver er et nyere element på en dansk kirkegård.
Også beplantningen på gravstederne bryder med traditionel dansk skik og brug. Rabarber på et gravsted er noget nyt, ligesom porrer, gulerødder og æbletræer. Nyt er også gravsten med inskription på begge sider. Almindeligt i nogle afdelinger af kirkegården er det at se billeder af afdøde på gravstenen. Det kan være fotografi er monteret i særlige rammer, men det kan også være et indhugget b |
