Vestre Kirkegård

af Henrik Fode, historiker og mag.art., "Hen over Torvene" marts-maj 2009

Løsningen med udvidelsen af Nordre Kirkegård i 1912 havde været en "lappeløsning". Det erkendte alle, da man endelig besluttede at opgive planerne med en Marselisborg kirkegård. Dengang havde man også lige strejfet muligheden af, at en kommende kirkegård kunne placeres vest for byen, men den løsning blev dog først realiseret mange år senere.

5. oktober 1927 kunne byen indvie sin fjerde kirkegård mellem Viborgvej og Silkeborgvej. Beliggenheden var vedtaget i enighed af hele byrådet i 1920. Her var rigeligt med plads og vigtigt var det også for beslutningstagerne, at kirkegården kunne udvides mod vest mod den såkaldte "oldjord".

Som det var skik, var såvel den verdslige som den kirkelige magt til stede ved indvielsen. Det var byens første socialdemokratiske borgmester Jakob Jensen, der havde siddet i de udvalg, der havde "udkæmpet kampene" om kirkegårdsplanerne helt fra 1902 i det bekendte eller berygtede UBUB-udvalg, Udvalget for Byens Udvidelse og Bebyggelse. Borgmesteren gjorde sin tale kort, selv om det i virkeligheden havde været en både lang og meget besværlig proces at få de nye planer realiseret. Den kirkelige takketale blev naturligvis holdt af biskop T.L. Schøler. Borgmesteren omtalte, at det havde været diskuteret, om der skulle udskrives en konkurrence, eller om kommunens folk selv skulle løse opgaven. For den socialdemokratiske borgmester og i den socialdemokratiske tidsånd lå det lige for selv at løse opgaven. Kommunen kunne selv, hed det. Derfor havde stadsgartner L. Sandberg og kirkegårdsinspektør Rud. Rasmussen også stået for udformningen af selve kirkegården, mens stadsarkitekt Frederik Draiby havde tegnet kapellet.

I efteråret 1922 havde stadsgartner Sandberg og overgartner Rasmussen fremlagt deres plan til anlæg af den nye kirkegård. Arealet var på 74,3 td. land og det var beregnet, at der her var plads til 45.000 normalbegravelser. Foreløbig var det dog kun tanken at udlægge halvdelen af det store areal til formålet. Efter vedtagelsen af planen, blev jordarbejdet påbegyndt i foråret 1924. Hovedindgangen var placeret i kirkegårdens østlige ende på hjørnet af Viborgvej og Ringgaden. Fra indgangen førte en dobbeltallé op til kapellet. I en halvcirkel foran kapellet var der plads til 6.000 gravsteder eller 3.000 på hver side af dobbeltalléen. Også den såkaldte ringallé var stort anlagt og tænkt tilplantet med træer, der skulle skabe læ. Mellem ringalléen og Viborgvej havde kirkegårdsinspektøren fået udlagt et areal på halvanden td. land til planteskole og gartneri. Samtidig med udlægningen af de 3.000 grave havde stadsarkitekt Draiby udarbejdet i alt hele fire planer til et kapel. Det nye kapel skulle placeres for enden af dobbeltalléen og give plads til et stort og et mindre kapel.

Det store blev indrettet med 400 siddepladser, mens det lille kapel fik ca. 70 siddepladser. Der skulle også indrettes et venteværelse, to ligrum med plads til ca. 50 kister samt et pynterum, hvor båren kunne gøres i stand, og hvorfra der var direkte adgang til begge kapeller. Yderligere havde man planlagt to præsteværelser samt opholdsrum for overgraveren og en organist foruden de nødvendige rekvisitrum og toiletfaciliteter. Politikerne havde også besluttet, at det store kapel skulle udstyres med et orgel, mens det lille fik et orgel-harmonium, som det hed.

Selve bygningen var på det nærmeste i nygotisk arkitektur og opført i blank mur, der skulle skures og taget dækket med røde tegl. Til den gotiske arkitektur hørte der naturligvis et tårn, så et sådant hørte også med til projektet. Det 20 meter høje tårn er et markant træk ved kirkegården, når man træder ind på dobbelt-alléen. I samtiden var der næppe tvivl om, at inspirationen til byggeriet var hentet fra Grundtvigskirken på Bispebjerg ved København. Det var netop sat i gang i 1921, tegnet af P.V. Jensen-Klindt. Det var fuldt bevidst, at det nye kapel fik et "kirkelignende" udseende. Det skulle helst erstatte begravelser fra netop byens kirker.

Som noget nyt var selve kirkegården opdelt i såkaldte "gravgårde" – eller udtrykt mere populært "som kirkegårde i kirkegården". De mindre enheder skulle sikre en vis overskuelighed og sikre den enkelte grav og besøgende en vis intimitet. Teknisk betød det også, at de større arealer var udlagt med græs og efterhånden kunne inddrages ved anlæggelse af netop nye "gravgårde". Her var også gjort plads til urnebegravelser.

På mange måder var det et tankevækkende projekt, der var realiseret med en blanding af verdslige og kirkelige hensyn. Der var blevet plads for en verdsliggørelse af begravelsen eller bisættelsen, men der var samtidig plads for det kirkelige. Valget var op til den enkelte. Kommunen stillede faciliteterne til rådighed – de pårørende betalte for det, de ønskede og kunne næsten få det, som de ville.

Fortsatte udvidelser

Det var et meget stort kirkegårdsanlæg, man havde indviet. Det voksede i de følgende år konstant. I 1930 blev området syd for hovedalléen indviet, og hermed var arealet inden for den buede hovedstruktur inddraget. Under krigen blev yderligere arealer inddraget på begge sider af kapellet og