|
 Valg 2010
af Poul Henning Bartholin, domprovst v. Århus Domkirke, "Hen over Torvene" marts-maj 2010
Der er tre store tænkere og teologer, som i nyere tid har beskæftiget sig meget med menneskers valg og menneskers tro. Den første er Martin Luther, der i en berømt diskussion med Erasmus af Rotterdam drøftede, om mennesket har en fri vilje med hensyn til at vælge Gud til eller fra. Luther argumenterede for, at mennesket ikke vælger frit. Viljen har altid bundet sig til enten Gud eller Djævelen, sådan talte Luther om det modsatte af tro. Bag om ryggen på os, binder viljen sig til noget. Mennesket er som et trækdyr for en vogn, det afgørende er, hvem der kommer til at sidde på bukken og føre tømmerne, siger han. Det er tilbøjeligheder i os, der ikke kan underlægges viljen, der afgør det. Det er hensynet til os selv, trangen til at beskytte os selv, angsten for det ukendte og fremmede. Mange faktorer spiller ind. Luther siger, at vi altid vælger forkert, og at vi derfor aldrig selv kan vælge rigtigt. Vi må håbe på og bede til, at Gud ved Kristus vælger os og frelser os fra os selv (Djævelen) og lader Jesu sejr over det onde og døden gælde for os. Det er dåben et løfte og et håb om. Det er nadveren med dens brød og vin et tegn på, fordi Kristus deri giver os sig selv. Nadveren viser os, at vi er valgt.
Den anden jeg vil nævne er Søren Kierkegaard, der sagde, at mennesket skal vælge sig selv. Dermed mente han, at vi altid allerede er noget, inden vi begynder at tænke over, hvad vi er, og hvem vi er. De forudsætninger kan vi ikke løbe fra. Det er derfor håbløst at tro, at vi kan forme os selv, at vi kan redigere vores liv, som vi vil, som han siger. Der er flere former for indbildninger, som trives. Han peger på en række stadier eller typer i livet, som vi alle er og løber igennem, indtil vi en dag ser, at vi er noget, fordi vi har fået noget med i bagagen af andre, og ikke mindst, fordi vi er valgt af Gud.
Grundtvig er den sidste af de tre. Også han ser, at et menneske ikke er en tabula rasa, når det fødes. Det er allerede noget i kraft af den sammenhæng, det fødes ind i. Der er en historie, et sprog og en ånd, som det får del i uden at kunne tage stilling til om det vil have det. Alt dette kalder Grundtvig for folkelighed og menneskelighed. Det er der først, og det er der som en nødvendig faktor for at kunne høre og modtage evangeliet. Grundtvig er kendt for at sige “Menneske først og kristen så”. I det vers, hvor han siger sådan vender han det også om og siger, at det også gælder, at man skal være kristen først og menneske så. Pointen er, at disse to hænger sammen i en spænding til hinanden.
Vi vælger altså ikke selv vores tro eller ikke tro. Det mener mange ellers i dag. En del vælger den fra, de vælger i hvert fald folkekirken fra. Ethvert menneske er i tvivl om, hvad grundlaget for livet er. For grundlaget er aldrig så konkret som i en valgboks, hvor der kun er de bestemte muligheder, som er opstillet på stemmesedlen.
I angsten, i glæden, i håbet og tvivlen, på grænserne af menneskelivet, derude, hvor vores bevidsthed svimler, hvad er der dér? Hvad skal man vælge? Det evangeliske svar er, at der skal du ikke vælge, der er du valgt af Gud, for ham hører du til. Guds rige er nemlig ikke synligt eller valgbart, det er skjult til stede. |
