To teologer i sværvægtsklassen

af Poul Henning Bartholin, domprovst v. Århus Domkirke, "Hen over Torvene" dec 2007 - feb 2008

To af de store Århus-teologer er i år blevet portrætteret af deres måske mest kongeniale elever og venner. K.E. Løgstrup (1905-1979) af Ole Jensen i bogen “Historien om K.E. Løgstrup” og Johannes Sløk (1916-2001) af Kjeld Holm i bogen “Mennesket er en misforståelse – mit venskab med Johannes Sløk”.

Kjeld Holm går tættest på læreren og vennen Sløk. Det sker på en meget sympatisk og diskret måde, hvor Sløks anliggende fortolkes både på grundlag af epoken – tiden, samfundet, menneskets plads i verden – for at anvende et af Løgstrups udtryk, og på grundlag af Sløks egen eksistens og hans vanskelighed med at forsone sig med at være menneske, på de betingelser, der nu engang er tildelt os. Det er bevægende læsning, og det er en helstøbt og fin tolkning af Sløks værker, som står tilbage.

Ole Jensen går ikke helt så tæt på personen Løgstrup. Venskabet mellem de to var også af en anden art. Men også Ole Jensen tolker Løgstrups anliggende i tilknytning til epoken og ud fra de personlige forudsætninger, som Løgstrup havde. Fortolkningen og formidlingen af Løgstrups anliggende og værk bliver til med et andet fokus hos Ole Jensen end hos Kjeld Holm, To teologer i sværvægtsklassen men også her er der tale om en fremragende og let tilgængelig fortolkning.

Både Løgstrup og Sløk delte erfaring med de fleste, at verden kan forstås uden Gud. Oldtidens og Middelalderens verdensbillede er for længst forladt. Der er således ikke en overensstemmelse mellem det verdensbillede og den forståelse af menneskets plads i verden, som Bibelen – generelt sagt – tegner og det verdensbillede de fleste af os forstår os selv og verden i. Begge blev anfægtet af den erfaring. Sløk opfattede mennesket som en misforståelse, fordi det ene af alle kunne forholde sig reflekterende til verden. Det medfører megen elendighed for mennesket, fandt Sløk. Løgstrup fandt, at en forståelse af verden uden Gud fører til en ødelæggelse af verden og af mennesket, der føres ud i en slags storhedsvanvid.

Løgstrup formulerede sit anliggende således:

“For den jødisk-kristne tro at se til overstiger det menneskets evne og kraft at kende og møde Gud i verden. Det overstiger derimod ikke menneskets evne og kraft at kende (= erkende), at verden er Guds.”

Sløk beskrev sit anliggende i sine erindringer:

“Måske er mennesket en skæbnesvanger misforståelse, en fejludvikling, der kun fører til fortvivlelse, til grænseløs ødelæggelse og selvdestruktion. Måske er mennesket et stykke degenereret natur, der er brudt ud af naturen og nu ikke ved sine levende råd. En fremmed i eksil – som talrige myter så præcist forkynder det.”

I udgangspunktet var de ikke langt fra hinanden, deres måde at finde frem til at svare på det, der anfægtede dem, var derimod temmelig forskellig. Løgstrup gjorde op med de filosofiske og teologiske positioner, der bekræfter eller anerkender, at mennesket ikke kan erkende eller på anden måde forholde sig til at verden er Guds. Først til sidst i livet lykkes det ham at finde en position, hvorfra der kan argumenteres filosofisk for, at verden kan erkendes som Guds verden. Det er en argumentation, der bygger videre på hans opdagelse af “De suveræne livsytringer”.

Den generelle opfattelse både i filosofisk og teologisk henseende og i den almindelige opfattelse er, at verden er det, vi ser, hører eller mærker. Verden er det iagttagelige og målelige. Løgstrup havde fundet det princip i tilværelsen, at der findes spontane udtryk eller ytringer, som stammer fra livet selv. Det er barmhjertighed, tillid og kærlighed. Mennesket kan ikke fremkalde dem eller styre og beherske dem. Der er altså noget mere på spil i vores liv, end vi ser. Det sidste har man altid kunnet sige. Det afgørende er, om man også kan argumentere filosofisk for det, hvad Løgstrup mente at kunne godtgøre.

Sløk satte livet igennem spørgsmålstegn ved, om Gud var eller kunne blive det uomgængelige i et menneskes liv. Hvis Gud er det, er der en forudsætning for, at mennesket kan forsone sig med sit eget liv. Inspireret af bl.a. Kierkegaard og Karen Blixen anvendte Sløk ordet samtykke om den proces. (Man kunne have forestillet sig, at han ville sige tro, men det gør han ikke.) Med Kjeld Holms formulering siger han det på en anden måde: “… han (Sløk) fandt, at det udtrykte, hvad det hele drejede sig om, nemlig at forsone sig med den, man var, hvilket kunne lade sig gøre, fordi Gud selv havde fortalt historien om sig selv som menneske. Hemmeligheden er så, at det netop er menneskets og dermed min historie, han fortæller.” Mennesket kan ikke fortælle sin egen historie, uden at der går kludder i den, for mennesket kan ikke overskue hverken sit eget eller andres liv.

Ad to forskellige filosofiske veje nærmede Løgstrup og Sløk sig positioner, der stadig er relevante i vores forsøg på at forstå, hvad det er at være menneske, og på hvilken måde verden er Guds. Forskelle mellem de to veje og de to positioner skal ikke udviskes eller bagatelliseres, men det er muligt at bringe dem i samtale, og de udelukker ikke hinanden. Hvad der måske er allervigtigst: De to måder at tænke på gør det yderst relevant at bruge kirken, kristendommen, teologi og filosofi , når vi i dag vil drøfte om mennesket er en misforståelse, og om verden er Guds. Det er ikke let at komme uden om de to positioner, som Løgstrup og Sløk stillede op. Til gengæld er det interessant at fordybe sig i deres bøger, og både Kjeld Holms og Ole Jensens bog er let tilgængelige introduktioner til to spændende personer og deres tænkning. Så læs dem selv.

Klik på billedet for download af kirkeblad dec 2007 - feb 2008.