Synden der blev væk

af Marie Vejrup Nielsen, Ph.D.-studerende i teologi, "Hen over Torvene" marts-maj 2007

Begrebet ‘synd’ indtager en central plads i kristendommens forståelse af mennesket, men samtidig er det et vanskeligt begreb at få til at give mening ind i vores verden i dag. Mange teologer har kæmpet for at finde en måde at tale om ‘synd’ på, som både tilgodeser det indhold, syndsbegrebet har ifølge kristen tradition, og som kan forstås i en moderne sammenhæng. Denne situation har alle kristendommens traditionelle begreber naturligvis til fælles, men det ser ud til at netop ‘synden’ er særligt vanskelig at få med ind i det 20. og 21. århundrede. Det særligt vanskelige ved syndsbegrebet hænger først og fremmest sammen med de associationer, mange får, når de hører ordet. For de fleste moderne mennesker emmer ordet ‘synd’ af skyld, skam og religiøst selvpineri, og der er nok mange, der hilser syndsbegrebets forsvinden velkommen. Og måske er det bedst sådan? Er det ikke på tide for kristendommen at opgive det mørke, tunge ord ‘synd’, som synes at holde mennesket nede og tilbage? Ikke overraskende er svaret fra denne teolog: Nej.

Hvad er synd?

Synd er først og fremmest en del af det kristne menneskesyn, og det kristne menneskesyn er en fortælling om mennesket i dets Gudsforhold. Det er en fortælling, som kristne lever i og ud fra. Her fortælles det om mennesket, at det er skabt af Gud som en del af Guds gode skabelse, at der er sket et brud på det fællesskab med Gud, og at Gud har grebet ind over for dette brud. Der er naturligvis mange forskellige versioner af denne fortælling, men særlig én skulle vise sig at blive meget indflydelsesrig i de vestlige kirker og samfund. Det er en version, hvor syndsbegrebet spiller en helt central rolle.

Augustins version af den kristne fortælling om mennesket har den gode skabelse som sit udgangspunkt, men samtidig understreger Augustin syndens realitet igennem sin arvesyndslære. Augustin formulerer en syndslære, hvor synden er en realitet. Synden er universel; den gælder alle mennesker, og den er total; den gælder hele mennesket. Synden er forvrængningen af mennesket, det er menneskets vilje og kærlighed drejet bort fra Gud og ind mod dets egne behov. Samtidig understreger Augustin, at synden aldrig har været en nødvendig del af skabelsen og heller ikke er en del af menneskets skabte natur. Synden er et fremmedlegeme, som har overtaget mennesket, og kun Gud kan redde det. Augustin havde mange opgør med alternative fortællinger om mennesket, som også anså sig selv for at være kristne. På den ene side var der hans opgør med de gnostiske manikæere, som afviste skabelsens godhed, og på den anden munken Pelagius, som mente, at det var muligt for mennesket at gøre noget for at opnå frelse. Begge disse opgør handlede om udformningen af den ‘sande’ kristne fortælling om mennesket og forståelsen af synden her indenfor.

Også i reformationen blev dette emne taget op af Martin Luther i hans opgør med Erasmus af Rotterdam om menneskets frie vilje. Kernepunktet i dette opgør var, hvordan man opfatter mennesket under synden. For Erasmus var Luthers forståelse af mennesket som fuldstændigt fanget af synden dybt pessimistisk og helt uden håb, fordi det frarøver mennesket dets initiativ. Men for Luther var det Erasmus’ tanker om, at mennesket kan sige ja eller nej til Guds nåde, som var håbløse. For Luther er den kristne fortælling om mennesket en fortælling om Guds gode skabelse, menneskets synd og Guds nådes indgriben over for synden. For både Augustin og Luther er forståelsen af syndsbegrebet altafgørende i forhold til forståelsen af hele det kristne budskab, hele den kristne fortælling om mennesket i dets Gudsforhold.

Syndsbegrebet peger både på begyndelsen og slutningen af denne fortælling. Både tilbage på den gode skabelse, som afbrydes i synden og frem til forandringen og den endelige overvindelse af synden. Uden en forståelse for syndsbegrebet er det umuligt at forstå den kristne fortælling om mennesket. Det er syndsbegrebet, der er det problematiske centrum for diskussionen om mennesket i traditionen, som man kan se det hos Augustin og Luther. Samtidig er det hele tiden et syndsbegreb, som skal ses i sammenhæng med hele fortællingen om mennesket. Syndsbegrebet kan aldrig stå alene, men må ses i forhold til hele fortællingen fra skabelse til tidernes ende.

Fælles for alle kristne er, at de lever midt i fortællingen, efter skabelse og syndefald, efter Jesu Kristi liv, død og opstandelse, men inden den endelige fuldendelse af forsoningen. Og uden en forståelse for, hvordan det kristne syndsbegreb er en del af denne kristne fortælling om mennesket i sit Gudsforhold, hænger fortællingen ikke sammen og kan ikke videregive det budskab, som den indeholder: nemlig budskabet om forandringens mulighed i Guds hænder. Syndsbegrebet handler om det mørke og onde, vi møder i os selv og i andre igennem vores liv som mennesker, men det er ikke en håbløs diagnose, der stilles. I stedet peger syndsbegrebet ud over sig selv og hen imod overvindelsen af synden gennem Guds nåde. Derfor er det kristne menneskesyn ikke et pessimistisk menneskesyn, til trods for at det holder fast i syndens realitet.

Synden forsvinder

Men synden forsvandt. I det 20. århundrede blev den kristne fortælling om mennesket ikke længere umiddelbart anset for at være en meningsgivende fortælling, der kunne bibringe mennesket en forståelse for, hvem det er. Den generelle sekularisering af kulturen og den medfølgende privatisering af religionen forvandlede mange af de klassiske kristne begreber og fjernede dem fra den fælles, kulturelle kontekst, og syndsbegrebet var særligt udsat. Synden rykkede tilbage ind i kirkerummene og forsvandt også nogle steder derfra. Et af svarene på syndens forsvinden skal nok findes i egne rækker. I den lutherske ortodoksi blev syndsbegrebet betonet og til tider overdrevet. Hele det kristne menneskesyn syntes at være grundet på syndsbegrebet alene. ’Overforbruget’ af syndsbegrebet til at indgyde frygt, skyld og skam for at få mennesket på ’rette vej’ har givetvis bidraget til, at syndsbegrebet i det 20. århundrede blev særligt hårdt angrebet af kritik, for eksempel fra psykologiens side.

Det kristne menneskesyn med sit syndsbegreb stod i grel modsætning både til de idealer, som det moderne samfund og moderne videnskab bygger på. Ideen om, at mennesket er syndigt og ikke kan rejse sig ved egne kræfter, er uforenelig med samfundsoptimisme og tiltro til, at