St. Bededag

Fjerde fredag efter påske hedder Store Bededag, og det navn har den haft siden 1686.

Store Bededag blev indført af biskop Hans Bagger fra Roskilde i 1686, og dagen blev lovfæstet ved en kongelig forordning samme år.

I 1686 var der flere bededage. Bededag var en dag, hvor fokus lå på bønnen. Præsterne i kirken bad for fred, og man fastede, ligesom man blandt andet afholdt sig fra arbejde, leg og spil.

Aftenen før Bededag ringede kirkeklokkerne som et tegn til byens borgere, handlende og kroer. Et tegn til at de skulle lukke, og at det var tid til at faste, indtil gudstjenesterne var afsluttet.

Når de handlende og andre borgere ikke måtte arbejde op til bededagen, betød det, at bageren ikke kunne bage frisk brød. Bagerne bagte så hvedetvebakker dagen før, som folk kunne købe dagen før og spise på selve dagen. Herfra stammer traditionen for at spise lunede hveder i forbindelse med Store Bededag.

I 1770 betød en helligdagsreform, at de mange bededage blev afskaffet. Reformen blev formet af Christian den syvendes livslæge Struensee og forordningen afskaffede 22 helligdage.

Men Store Bededag, den fjerde søndag efter påske, overlevede.

Store Bededags liturgiske farve er lilla.

Læsninger:

I ulige år læses fra 1. tekstrække og i lige år læses fra 2. tekstrække.

1. tekstrække:	Salmernes Bog kap. 51,3-19
	eller
	Salmernes Bog kap. 67
	Hebræerbrevet kap. 8,10-12
	Matthæusevangeliet kap 3,1-10
2. tekstrække:	Salmernes Bog kap. 130
	Hebræerbrevet kap. 10,19-25
	Matthæusevangeliet kap. 7,7-14