|
Spild af tid?
af Mette Born Djurhuus, "Hen over Torvene" jun-aug 2006
“Kirken er i verden, men ikke af verden”. Sådan beskriver Paulus det forhold, at kirkens målestok for succes og popularitet er en anden end samfundets. I samfundet er det for eksempel smart ikke at have tid. Det signalerer puls og fremadrettethed. I kirken derimod, er det tiden som evighedsfylde, som kvalitet, der er væsentlig. Også i kirken af i dag skal vi frådse med tiden, “spilde” den på hinandens ve og vel, frem for at køre sololøb. Fra august måned og frem til maj, har Århus Domkirke hver torsdag morgen været ramme om en flok unge menneskers spild af tid. Her har lydt salmesang og orgelspil i skøn forening. Her er blevet bedt Fadervor og sagt trosbekendelsen, og den kommende søndagstekst er blevet udlagt. Her er kirkerummet blevet udforsket, gransket, fornemmet og følt på de unges egen krop som et forsøg på at lade dem erfare, at kirkerummet ikke er en mindestue fra fortiden, men et levende rum. Et rum, som er med til at etablere en samtale mellem dem selv og Gud.
Eller har de nu det, de kære unge? Er min påstand ikke blot et fattigt og krampagtigt forsøg på at signalere, at konfirmationsforberedelsen virkelig rykker hos de unge. At det nytter noget – i det mindste for min egen sjælefreds skyld.
Siger konfirmationsforberedelsen dem noget overhovedet? Er kirken og kristendommen ikke ganske uvedkommende og kedelig for mennesker på 13-14 år?
Måtte jeg have tvivlet på dette spørgsmål, gør jeg det ikke længere af flere grunde. Jeg havde forleden den fornøjelse at være medlytter på programmet Apropos på P1. Her blev en af kirkens konfirmander interviewet angående hendes syn og opfattelse af konfirmationsforberedelsen og forventningerne til selve konfirmationen. Hun sagde blandt andet til spørgsmålet om troen på Gud: Da jeg var mindre, troede jeg ikke. Det gør jeg nu. Det er dejligt at vide, at der en én, man kan komme til, når man er ked af det. Videre sagde hun: Konfirmationsforberedelsen er med til at danne et særligt fællesskab i kirken. Det tror jeg er vigtigt!
Jeg kan ikke være mere enig. For netop det fællesskab, der her blev refereret til, det er der i sandhed blevet spildt tid på hver eneste uge sammen med de unge. De har været nysgerrige, engagerede. De har stillet kritiske spørgsmål, og samtidig har der været rum for tvivl og undren.
Og frem for alt har de taget stilling til den dåb, de nu har fået bekræftet ved konfirmationen. At Gud fortsat skal have en plads i deres liv. At de med alle fællesskaberne i ryggen, både de venskabelige og familiære nu står på egne ben som fuldgyldige borgere i Guds rige. Det er da værd at spilde sin tid på! |
