Træk af byens kirkegårdshistorie

af Henrik Fode, byhistoriker, mag.art., "Hen over Torvene" marts-maj 2007

Den lille by med de store kirker

Århus var en meget lille by i de første år af 1800-tallet. I 1801 blev der afholdt en folketælling, der viste, at antallet af beboere netop havde passeret 4.000. Det var imidlertid tydeligt, at der var en vækst på vej, stærkere end man tidligere havde kendt. Der kunne spores et opbrud. Kritik af lavsvæsenet blev mere udtalt med ønsker om en mere liberal erhvervslovgivning. På sundhedsområdet var der sygehuse på vej, og det betød, at der også blev drøftet hygiejnespørgsmål. Endnu blev der hentet drikkevand enten direkte i Århus Å eller fra brønde tæt på. Som led i denne politik blev det også forbudt at foretage begravelser inde i kirkerne, sådan som det havde været ret så almindeligt siden middelalderen. Det var i 1805, den kongelige forordning blev udsendt. Der stod ganske meget i den, for den krævede også at kirkegårdene blev flyttet bort fra bykernen. Den kunne nemlig heller ikke acceptere det gamle system med, at der blev foretaget begravelser direkte uden for kirkens mure, uanset om det var foran eller bag Domkirken eller Vor Frue Kirke. Kirkegårdene skulle bort fra bykernen. Forordningen var ganske omfattende og blev fulgt op af et cirkulære med instruktioner til gravere.

Domkirken havde ganske vist en såkaldt “assistenskirkegård”, som Skt. Olufs Kirkegård, officielt var betegnet, men den var slet ikke stor nok til at dække byens behov for begravelsesplads. Udvides kunne den ikke, da den på det nærmeste lå lige ud til Bugten kun adskilt af et dige.

Vi kender det gamle Århus fra en række kort, der blev udarbejdet i begyndelsen af 1820erne. De fortæller om en lille by, der lå samlet omkring Åen og byens torve. De viser naturligvis også, at der kun var to kirker i byen. Den store Domkirke og Vor Frue mod vest. Kortet viser også, at der var anlagt en ny kirkegård, sådan som det var krævet. Den lå uden for bymuren, der endnu omgav byen ved Bugten. Uden for Frederiksport mere præcist. Der, hvor byens rådhus blev opført i årene fra 1938-41.

Men, så let var det ikke gået. Forinden havde kirkerne forsøgt sig med en “billigere” løsning på den såkaldte Amtmandstoft. Det er der, hvor byens rutebilstation i dag ligger. Kirkegården blev højtideligt indviet i 1813, men måtte hurtigt opgives, da stedet var alt for fugtigt. Ligene ville ikke formulde, men havde endog tendens til “at komme op igen”, når grundvandet pressede på. Stedet var derfor aldeles uegnet, og kirkegården måtte hurtigt nedlægges.

Søndre Kirkegård

1818 havde man omsider fundet en bedre løsning. Den nævnte uden for Frederiksport. Løsningen var så robust, at kirkegården kom til at fungere i godt 100 år. Da lå den igen inde midt i byen, og en række af de allerede nævnte sundhedsproblemer blev aktuelle igen.

Fra starten blev der udlagt 9 tdr. land, og kirkegården blev anlagt efter de mest moderne principper – under nøje iagttagelse af de kongelige cirkulærer, der i øvrigt på mange måder var overtaget fra Tyskland. Gravene skulle være 3 alen dybe, og så skulle der være mindst 2 alen jord over kisten. Naturligvis blev den højtideligt indviet af biskop Andreas Birch. Det skete 2. november 1818 for at være helt præcis – eller 5 år efter den skandaleomsuste kirkegård på Amtmandstoften.

Nu blev der for alvor taget fat på at modernisere omkring de to store bykirker. Gennem annoncer blev borgerne opfordret til at overveje om ikke deres familiegravsteder burde flyttes til den nye kirkegård. Som vist nok noget helt nyt blev der anlagt journaler over de enkelte gravsteder. Det var gravernes ansvar, ligesom det også blev pålagt dem at forhindre folk i at “æde og drikke” på kirkegården – samt ikke mindst undgå at kreaturer græssede på stedet.

I 1867 var de to “kirke gårdsinspektioner” ved kirkerne blevet enige om, at der skulle ud arbejdes et egentligt ordensreglement for kirkegården. Det fortalte om lukketider sommer og vinter, at ingen børn måtte færdes der uden under ledsagelse af voksne, at der ikke måtte fjernes blomster fra gravene, og så fastslog reglementet indledningsvis, at der skulle udvises sømmelig opførsel, samt at alle “uværgerligt” skulle efterkomme de anordninger, som opsynsmændene måtte give.

Ny vækst

Ingen havde i 1818 fantasi til at forestille sig den vækst, der var på vej. Industrialismen skabte hurtigt et arbejderkvarter på Frederiksbjerg syd for byen, og fra midten af 1850erne sprængte den gamle by sine rammer. Byportene faldt i 1851 og næringsloven i 1857 gav byen helt nye muligheder for at fremme byerhvervene. Hertil bidrog også jernbanen, der kom til byen i 1862 med en banegård, der på det nærmeste lå for enden af kirkegården. Der blev bygget overalt og snart lå kirkegården inde midt i byen, og problemerne med “kirkegårdvandet” og drikkevand meldte sig igen. Selv om man søgte at lægge afstandsbestemmelser ind i byplanerne, så kunne man ikke holde