Smag og behag ― og eftersmag?

af Poul S. Jacobsen, organist v. Vor Frue Kirke Århus, "Hen over Torvene" jun-aug 2009

Kan "Hvad er kirkemusik" overhovedet diskuteres? Kan vi ikke ligeså godt tilslutte os den simple definition: "Kirkemusik er musik, som spilles i kirken"?

Rigtignok melder sig straks spørgsmål som: "Så kan ‘Vimmersvej’ altså også være kirkemusik?" og diskussionen blusser enten op igen eller dør ud i resignation eller latter.

Og er det overhovedet en vigtig problemstilling? Er der noget i diskussionen, som rækker længere end smag og behag og personlig forfængelighed? Kan det være fatalt at vælge forkert, og KAN der overhovedet vælges "forkert"?

Der er i dag i kirken et mod til at bryde grænser, som ikke fandtes for 50 år siden. Menighedsråd og kirkeligt ansatte (jeg er selv med på bølgen af og til) hylder i høj grad de eksperimenterende events. Det betyder også, at der i højere grad er fokus på den øjeblikkelige virkning og stemning, mens det gamle begreb "sub specie aeternitatis" ("under evighedens synsvinkel") i dag virker noget latterligt og "altmodisch". Hvem gider høre græsset gro, hvis man kan høre U2 spille på plænen?

Alligevel nikker vi forstående, når P3 siger: "Det, du hører, er du selv!" Én ting er sikkert om kirkemusik: Den indgår i en sammenhæng. Gudstjenesten ER sammenhæng. For en første betragtning sammenhæng mellem ord og musik. Dernæst i gudstjenestens liturgi. For en mere erfaren betragtning også i en sammenhæng med resten af kirkeåret, ja: "sub specie aeternitatis" – en sammenhæng mellem Gud og os. I det lys spiller det en stor rolle, om man jager sandheden, det ægte, det samklingende, eller øjeblikkets behag (og måske nok flere kirkegængere).

Kirken skal forkynde Sandheden – med stort S!, og vi kan "i hans lovsang ej øve (os) nok". Men det betyder også, at ALT sandt har plads i kirken: "Ej er i sandhed der ord eller tanke, som i dit hus jo fik mæle og røst." Og hvad er så sandt? Jeg tror, der ligger en nøgle til det "sande" eller det "ærlige" i begrebet samtidighed. I luthersk tradition tales elementært om simuljustus et peccator, samtidig retfærdig og synder. Sorrig og glæde, lykke og ulykke, medgang og modgang – det er både kristeligt og menneskeligt livets vilkår og må nødvendigvis være udgangspunktet for det sande og ærlige – kunstnerisk set. Uden denne samtidighed bliver, tror jeg, alle kunstneriske udtryk svagere.

Nu er jeg vel bedt om at skrive disse linier i en forventning om, at jeg er imod rytmisk musik. Jeg har ikke problemer med rytmisk musik som sådan, men éntydig musik kan byde mig inderligt imod. Ikke mindst i kirken. "Glad musik" uden undertoner af sorg eller eftertænksomhed bliver for mig fjollet; og "trist" musik uden holdning bliver slap og uvæsentlig. Banale melodier bliver heller ikke hverken nye eller levende af små rejehop-synkoper som i f.eks "Nåden er din dagligdag" på Elmquists melodi. Skulle jeg være polemisk, kunne denne salme gerne blive mit eksempel på en énsidig salme, som (i det mindste hvad angår musikken) mangler "samtidighed" og indre modsigelse og dybde. Vi bør ikke lade umiddelbarheden være den højeste dommer, men må holde sanserne vågne, helt til vi smager eftersmagen. Vi må lytte til dem, der vil mere end bare et øjebliks sødme. Mogens Jensen, f.eks. Og tro så endelig ikke, at rytmisk musik er det eneste aktive bud på fornyelse af kirkemusikken. Langt fra, men det er en anden sag.

Gør vi, præster, organister og korister os umage, og gør vi vort bedste i gudstjenesten, lægger vor Herre nok sit til, så vort "Gud være lovet for sit glædelige budskab" hver evig eneste søndag klinger sandt og godt og nyt.