|
 Skriftemålet
af Jan Lindhardt, "Hen over Torvene" sept-nov 2008
I disse år sker der en bemærkelsesværdig ændring i folks opfattelse af hvad det vil sige at tro. Man kan pege på to ændringer. Det første er det, livsstilsforskere har døbt “designerreligion”, hvilket vil sige, at man selv skaber/designer sig sin egen religion. Når man f.eks. taler om den kristne “tro”, er det ikke noget fast begreb, der kan identificeres ved en “trosbekendelse” i form af et dokument, der taler i kraft af sin ælde (vor kirkes trosbekendelser er alle mindst 1500 år gamle), og som de fleste kirker stadig bruger til at udtrykke, hvad de tror på – men noget, som man finder frem til ved at spørge sig selv, hvordan jeg nu personligt føler og mener. Folk bliver tit meget vrede, når præsten fortæller, hvad den “kristne tro” går ud på, fordi det for dem er et personligt anliggende, som andre, og da slet ikke en øvrighedsperson, skal blande sig i.
Den anden delvist modsat rettede tendens i tiden er, at troen skal finde sig ydre udtryk. På Roskilde Festivalen har man nu gennem mange år haft “Stilhedens katedral”, hvor man bl.a. vasker de besøgendes fødder som et håndgribeligt tegn på, at man skal tjene næsten, ligesom Jesus gjorde.
Denne tendens går ud på, at man vil gøre troen til et ydre og dermed til et socialt kommunikérbart fænomen. Vi har ikke tællinger, men alt tyder på, at man går mere i kirke nu end før. Det gælder de kirkelige handlinger, som er tilløbsstykker, og det gælder gudstjenesterne, især de mange særgudstjenester, som præster og menighedsråd arrangerer med succes. Mindre eller slet ikke kommer det højmessen til gavn.
Det er virkeligheden en kamp mod sjælelighed og inderlighed, der her finder sted. Formentligt er det vort medie- og billedsamfund, som vænner os til udvendigheden. Til at klæder skaber folk, til at ord definerer mennesker og til at rum (ikke mindst kirkerum) former sjæle.
I det hele taget er sjælen ikke så urørlig som tidligere, hvor individets indre rum var det afgørende i et menneske. Begrebet “sjæl” har undergået mange forandringer i tidens løb. I Biblen, i middelalderen og helt op i det 18. århundrede var “sjæl” for det meste identisk med “liv”, dvs. at menneskets var levende og trak vejret. Derefter blev sjælen i pietismen og romantikken identisk med mennesket selv, for den var det indre liv, og dermed også sædet for den indre tro inden i det inderlige menneske. Troen som ikke kunne ses, men levede sit skjulte liv i hjertet.
Men det har som sagt ændret sig i vore dages billed- og lydsamfund, hvor medierne, båret især af mobil og pc, aldrig lader os i fred. Derfor kan sjælen ikke være noget indre, men må billedgøres i det ydre liv. Tro bæres f.eks. af det, man synger i fællesskab; derfor er sangaftener blevet almindelige. Tro bæres af, at man er træt i fødderne, når man vender hjem fra en pilgrimsvandring. Tro bliver også båret af, det vi spiser. “Når jeg spiser småkager, spiser jeg jul”, som Holberg sagde. Roskilde Stifts og fiskeribranchens ret vellykkede forsøg med at lokke landet til at spise fisk i pinsen peger i samme retning.
Den nye interesse for skriftemålet og den materialiserede syndsforladelse, som man kan berette om fra Århus domkirke og andre steder fra, peger i samme retning. Her får man mere tydeligt end i den almindelige gudstjeneste tilsagt sine synders nådige forladelse. Særligt i det private skriftemål, hvor præsten lægger hånden på én, efter at man har bekendt sine synder (efter eget valg!). Det ydre træder tydeligt frem, idet præsten lægger hånden på hovedet af den bekendende og tilsiger ham syndernes nådige forladelse. Derpå synger eller siger man en salme og beder fadervor. Til sidst – og for mange højdepunktet – lyser præsten velsignelsen over den tilgivne synder.
Her bliver det særligt klart, at syndsbevidstheden ikke kun er noget indre privat, som man har med sig selv, men i høj grad noget man har objektivt med sin gud og sin næste. Hermed bliver det virkelighed på en anden måde, end hvis jeg blot holder det for mig selv og lader det udspille sig i mit eget sjæleliv. Det bliver klart, at det ikke kun er mig, der forholder mig til mig, men et regnskab, der er langt større, end jeg kan klare det selv. At ville tilgive sig selv er som Münchhausen at ville trække sig selv op ved hårene. Det kan man ikke, men må overlade det til Gud, og dette tydeliggøres netop gennem skriftemål og syndsforladelse.
Selvom vi i trosbekendelsen bekender os til “kødets opstandelse”, var det svært for de fleste at tage det helt alvorligt. Reinkarnationstanken gjorde det ikke nemmere. Her er sjælen jo det blivende, mens legemet kun er som tøj, man tager af og på uden at det gør nogen særlig forskel.
Litt.: Jan Lindhardt:
Ind i det ydre. Kirke og krop,
Hovedland, 2. udg. 2005 |
