Søens folk og byens kirker

af Carsten Bach-Nielsen, "Hen over Torvene" marts-maj 2010

Vidste man det ikke, ville kirkernes navne alene fortælle den fremmede, at Århus ligger ved havet. Hele tre kirker bærer navne, der har forbindelse til det våde element. Vor Frue Kirke, der kendes som dominikanernes klosterkirke siden 1200-tallet, er grundlagt oven på resterne af den Sankt Nikolaj Kirke, hvis krypt ligger lige under den nuværende Vor Frue. Sankt Nikolaj eller Nicolaus var egentlig biskop i Lilleasien – og umådeligt godgørende. Ikke kun over for studenter og søde piger, der uden hans hjælp kunne komme galt af sted – men også over for søfolk, som han ofte reddede i havsnød. Han var de søfarendes foretrukne helgen – længe før han blev gjort til julemand.

Domkirken i Århus blev i 1197 indviet til en anden af de store søfartshelgener, nemlig Sankt Clemens. Han var biskop i Rom, men blev i slutningen af det første århundrede af den hedenske romerske kejser sendt i marmorbrudene, arbejdslejre, hvor de indsatte skulle nedbrydes fysisk. Men Clemens fandt ved hjælp af et lams anvisninger drikkevand til de tørstende slavearbejdere. Så stort var underet, at mange af arbejderne omvendte sig og lod sig døbe. Det huede ikke kejseren, der befalede sine mænd at lægge et anker i kæde om hans hals og styrte ham i søen. Clemens blev altså martyr, og hans lig blev bjerget af engle, så det kunne æres i Rom. Nogle legender hævder, at det skete på Århusbugten!

På Bernt Notkes store højaltertavle fra 1479 ses biskop Jens Iversen Lange og Sankt Clemens smeltet sammen i én og samme bispefigur. Når tavlen er lukket i adventstiden kan man i små malede felter se Clemens’ historie dramatiseret. Hen mod Reformationen i 1520’erne gik der mode i at male kæmpemæssige kalkmalerier. De største i landet findes i Århus Domkirke. I det sydlige tværskib møder vi biskop Clemens tronende med pavekrone og sit anker, der vender opad mod den sikre grund i himmelen. Også bag præsten på prædikestolen møder man fra det sene 1500-tal ankeret, der peger opad. Det er sammen med hånden støbt malm.

Det var to eksisterende Århuskirker, men nede mellem kystvejen og Mejlgade ligger tomten af endnu en kirke, der i middelalderen har ligget lige ned til kysten: Sankt Olufs Kirke. Opkaldt efter den velgørende norske helgenkonge Olav, der skaffede sig respekt ved sin kapsejlads om Norges krone.

Søfolkene i Århus kunne have godt af at bede en bøn til en af deres stærke professionshelgener, før de lagde ud. Havet bestod nemlig af lutter farer. I Middelalderen mente man, at det var fuldt af dæmoner og djævelske havdyr, der søgte at få skibene til at gå ned. Kun helgeners forbøn og styrke kunne afværge dette.

Dette syn på havet og dets farer ændrede sig ved den lutherske reformation i 1500-tallet. Man mente nok, at verden stadig var styret af en magt større end menneskers, men man gjorde op med en række af de overtroiske forestillinger. I stedet for at lytte til legender, skulle man i sin Bibel læse sig til, hvordan verden hænger sammen. Når det kommer til havet og søfart er det bare ikke opmuntrende læsning. Det gamle Testamente er skrevet for jordbrugere, der ser med skepsis på søens folk. Her hører vi om det fjendtlige urhav ved skabelsen, vi hører om syndfloden, som Gud ville bruge til at udradere hele menneskeslægten med. Og det var nær lykkedes! Vi får historien om den ægyptiske farao, der med hele sin hær drukner i Det røde Hav på Guds befaling.

I historien om profeten Jonas hører vi ikke om en flugtbilist, men om en undvigelsessejler: en mand, Jonas, der ikke vil det, som Gud vil have ham til. Derfor flygter han på et skib. Han er en ulykkesfugl, for det går snart op for besætningen, at Gud er ude efter en af dem. Havet piskes nemlig af storm op til dødbringende søer. Hvem kan det være, der opflammer Guds vrede? Det er Jonas – må han indrømme. Og som alle gode søfolk, der vil redde skib og besætning, skaffer de sig af med årsagen til det dræbende uvejr ved at lempe Jonas overbord. I samme øjeblik kommer der en hval og sluger ham! Han bor nu tre dage i hvalfiskens mave. Efter de tre dage spytter den store fisk ham op på bredden i Ninive, hvor det egentlig var, at Gud ville have ham til at prædike. Sådan kan det gå! På en gang en trist historie og en glædelig fortælling om, hvorledes man ved Guds snilde førelse kan reddes – blot for at skulle opfylde sin pligt!

Kristendommen tolkede Jonas’ ophold i fiskens mørke indre som et billede på Kristi ophold i graven