|
 Religionsrelativisme
af Hans Hauge, "Hen over Torvene" jun-aug 2007
En relativist mener ikke, der findes en absolut sandhed. Hun siger: “alt er relativt”. En kulturrelativist mener, at alle kulturer er lige gode eller lige gyldige. Dansk kultur er ikke bedre end andre, den er blot forskellig fra andre, siger hun.
Det modsatte af en relativist hedder en fundamentalist. Han tror på, at der er én sandhed, og at den er absolut. Det modsatte af en kulturrelativist er en nationalist. Det er man, hvis man mener, at dansk kultur er bedre end andres. Hvis nogen mener, Europa er bedre end andre, er han eurocentrist. Og hvis nogen mener, at Vesten er bedre end resten, er han kulturimperialist.
Da vi stort set alle tager afstand fra fundamentalister, må vi jo stort set alle være relativister. Hvis vi ikke mener, at dansk kultur er bedre end andre kulturer, hvorfor mon vi stå støtter den og vil bevare den? Og hvorfor skal vi have EU, hvis europæisk kultur ikke er bedre end arabisk? Hvorfor hylder vi menneskerettighederne, når vi samtidig mener, at alt er relativt?
Der er jo nemlig noget mystisk ved det her. Vi forsager rituelt relativismen ved enhver festlig lejlighed, men vi bekender os til relativismen, hver gang vi priser det multikulturelle og angriber nationalismen. På det seneste har det vist sig, at flertallet er kulturrelativister, idet mange siger, at et muslimsk tørklæde er ok. Alle tørklæder er lige gode. Vi er relativistiske anti-relativister.
Hvorfor angriber vi relativismen, når det er den, der er det officielle livssyn? Vi kan jo kun undsige fundamentalismen, hvis vi selv er relativister, med mindre der findes en finere fundamentalisme og en ikke så fin.
Hvordan så med religion? Her kan enhver forsøge sig med en lille relativismetest. Den kan få selv skabsrelativister ud af skabet. Man skal blot ved et selskab sige: “Kristendommen er den bedste religion. Den er bedre end islam, hinduisme og buddhisme. Det er bedre at tro på Jesus end Allah.”
Straks vil selskabet udbryde: “Jamen alle religioner er da lige gode”. Selv Dansk Missionsråd mener det. “De har deres, og vi har vores religion. De går i moske, og vi i kirke. Enhver er salig i sin tro, og hvis der er en Gud, så må det da være den samme.” Vi er religionsrelativister, men hvordan kan vi så samtidig være imod relativisme?
I en ny bog om Historien om K.E. Løgstrup skriver tidl. domprovst Ole Jensen, at enhver må kunne erkende, at verden er Guds. “Enhver” betyder, at Gud går forud for de forskellige religioner, der da kun er kulturelle udformninger af det samme. Igen er det kulturrelativisme. I virkeligheden sagde Løgstrup, at kun jøder og kristne kan erkende, at verden er skabt af Gud.
Hvis kristendommen ikke er den bedste religion, hvorfor skulle vi så døbe og missionere? Hvorfor breder kristendommen sig i Kina? Kineserne er ikke i tvivl. For dem er kristendommen bedre. Jeg var sidste år i Murmansk i det arktiske Rusland. Det første, jeg skulle se, var en nybygget kirke. De havde ikke haft en før. For dem var kristendommen bedre end marxismen.
Hvorfor var kristendommen den bedste? Fordi hvis man ikke var kristen, gik man fortabt. Når missionsfolk og grundtvigianere – vores shiaer og sunnier – bekæmpede hinanden, handlede det ene og alene om frelsen, altså det evige liv. Det gør det endnu for muslimer. Men vi har gjort det evige liv og dermed dåben til et velfærdsstatsgode og en menneskeret. Alle bliver frelst alligevel, siger den teologiske sagkundskab. Ikke sådan i bogstavelig forstand, men symbolsk, for det evige liv er nu. Derfor er det sådan set ligegyldigt hvilken religion, du har. Så religionsrelativismen har sejret eller tabt. |
