|
 Pinseunderet
af Kirsten Bøggild, sognepræst v. Århus Domkirke, "Hen over Torvene" jun-aug 2006
Pinsen er nok den mest upåagtede af kirkens store fester, jul, påske og pinse. Og det er en skam. For den er fyldt med skønhed, i tekster og salmer, svarende til årstidens skønhed. Ja, den er den mest ekstatiske, den mest euforiske af de tre fester, og hvorfor skal vi nøjes med at se pinsesolen danse en tidlig morgen ved havet eller i en beruset fantasi? Hvorfor ikke søge den euforiske glæde dér, hvor den oprindeligt kommer fra, fra kirkens fejring af Helligåndens komme? Pinse er for mig at synge “I al sin glans nu stråler solen” sammen med andre på kirkebænken, hjulpet og løftet af kirkens store orgel. Den eufori er større end en solopgang, som kan opleves også alle mulige andre morgener i det danske landskab. I kirken sættes ord og musik på den glæde, som jeg ikke kan sige mig selv. Ord og musik, der er inspiration til at tænke og tale om det, der i grunden er uudsigeligt. Når vi synger:
Det ånder himmelsk over støvet,
det vifter hjemligt gennem løvet,
det lufter lifligt under sky
fra Paradis, opladt på ny,
og yndig risler ved vor fod
i engen bæk af livets flod.
så er det ikke til at skelne det danske landskab fra Paradis. Vi er på en eng, i et skovbryn, i en lysegrøn bøgeskov og i Paradis på samme tid, mens vi synger. Det er euforisk, og det vil jeg nødigt undvære. Og denne sammensmeltning af natur og ånd kunne jeg ikke selv etablere, ikke uden inspiration fra Grundtvigs salme og det, som der forkyndes i kirkens rum.
Lige som vi i julen fejrer Jesu Kristi fødsel og i påsken Jesu Kristi opstandelse fra de døde, fejrer vi i pinsen det, vi kalder for pinseunderet, Helligåndens komme. Det er for mange svært at forstå og forbinde noget med. Fødsel og død og opstandelse kan vi forbinde med velkendte fænomener og længsler, men ånd er for mange så svævende og ukonkret, at de glemmer det, så snart de har hørt det. Pinsens tekster og salmer fortæller på forskellige måder om det, der skete og det, der stadig sker, om hvordan påskens begivenheder pludselig blev til en altomsiggribende inspiration. Troen på Jesu Kristi opstandelse skulle ikke længere være en privat sag – som man siger i dag –, men sprogliggøres og tydeliggøres for den ganske verden. Derfor satte Ånden sig som en inspirationens flamme på hovedet af hver af Jesu apostle, og de begyndte at fortælle på alverdens sprog. Det blev begyndelsen til den kristne kirke, også kaldet kirkens fødselsdag.
Pinsen handler om sprog! Ånden udtrykker sig i ord, i tale, på alle verdens sprog. Det er et fænomen, vi kan forstå. Ikke så svævende og utydeligt, som man kunne tro. Den taler til os på vort eget sprog, som menneske taler til menneske. Den taler om det, der er det vigtigste af alt, Guds barmhjertighed. Det menneske, der længes efter barmhjertighed, forstår hvad det betyder. Ånden taler til vore længsler og opfylder dem. Så synger vi med en anden af Grundtvigs pinsesalmer:
Kærligheds og sandheds Ånd!
Jords og Himmels hjertebånd
knytter du alene;
os forlene dejlig røst,
os opgløde dybt i bryst
dine flammer rene!
Ånden har fået navne, mange navne – her i salmen kærligheds og sandheds Ånd. Det svævende og ukonkrete får tydelighed gennem ord, sprog, tale, samtale. Endeløs samtale. Bliver til vores egen tale, når vi beder som i salmen:
os forlene dejlig røst,
os opgløde dybt i bryst
dine flammer rene! |
