Pilgrim og Pandora
af Sabine Bech-Hansen, sognepræst v. Århus Domkirke, "Hen over Torvene" dec 2008 - feb 2009
Pilgrim & Pandora. Hvad har de tilfælles? De begynder begge med P. De er begge på mode. De er begge som-om’ere. Middelklassens kronjuveler.
Pandora fik en æske, der så ud som om den var et smykkeskrin. Da hun åbnede den, lukkede hun op for lidelse og ondskab. En pilgrim er en fremmed. En, der ikke hører til her i denne verden af lidelse og ondskab; vores hverdags-verden. Peregrinus kommer det af (det er måske alligevel ikke nogen skade til, at man som teolog bliver fortrolig med de gamle sprog).
En pilgrim er på vej væk. Væk fra hverdagens stress og jag, familiens parcelhus tjener kun som midlertidigt gæstekammer. Hvorfor lige parcelhus? Fordi jeg endnu aldrig har mødt en alenemor til 3, der opgiver sit sikre job som kassedame for at rejse til Santiago de Compostela.
Jeg kan godt li’ at gå en tur. Det er sundt for krop og ånd. Man tænker godt, mens man går. Sind og sanser oplades af naturen, og går man hurtigt nok, frisættes endorfinerne og gør én glad. Men hvorfor kalde det for en pilgrimsrejse?
Vist har Luther prædiket: Hids dig dog ikke sådan op over den slags, tænk på dit blodtryk: det er jo bare adiafora! Det betyder ikke noget som helst mhp. den evige salighed, om folk går en tur af den ene eller den anden grund. Lad dem nu bare. De ta’r ikke skade af det. Luther var en fantastisk menneskekender. Men jeg synes nu alligevel: at bede med fødderne som det hedder på fagsprog – helt ærligt! Kristendommen er Ordets religion. Ikke remediernes. Guds rige er her: midt iblandt os – det er hverdagens virkelighed, vi har hjemme i. Og her er masser af fremmede, lad os gå en tur sammen med dem. |
