Træk af byens kirkegårdshistorie

af Henrik Fode, byhistoriker, mag. art., "Hen over Torvene" jun-aug 2007

Nordre kirkegård

I 1876 havde byen fået anlagt sin anden kirkegård, der officielt hed Århus Købstads Nordre Kirkegård. Den havde fået det lange navn for at understege det helt specielle ved kirkegårdens forvaltning. Jorden var ikke ejet af kirken, men af købstaden. Forretningsmæssigt havde de to “institutioner” kirken og kommunen indgået et samarbejde om at løse et praktisk problem. Købstaden havde jorden, og kirken begravelserne, for de var og skulle fortsat være et kirkeligt anliggende.

De kommunale byrådsforhandlinger viser, at juraen var næsten helt uoverskuelig. Talrige snørklede breve vandrede gennem mange år ad bureaukratiske veje, før en løsning var på plads. Justitsministerium, kulturministerium, stiftamtmand, biskop, og præster var involverede. Sagerne var mange: Praktiske, juridiske, økonomiske, etiske og rent planlægningsmæssige.

9. oktober 1876 blev den nye kirkegård indviet. Det havde kirken lagt megen vægt på, for det var jo kommunal jord, men kirken fastholdt at begravelser var en kirkelig handling.

Det hele blev grebet ganske praktisk an. De to kirkeværger fra de to kirker fik ansvaret for hver deres “lodder” på kirkegården, hvorefter de selv skulle stå for arbejdet med at plante læbælter. Fra starten var der således ikke tale om nogen overordnet planlægning. Det synes ikke at have været diskuteret efter hvilke principper den nye kirkegård skulle anlægges. Opfattelsen var, at der var plads nok, samt at der kunne skaffes mere jord, hvis det blev nødvendigt på den gamle bymark.

Et var at anlægge en kirkegård, noget andet var at komme dertil. Kommunen havde under forhandlingerne forpligtet sig til at anlægge veje. Det blev besværligt for Knudrisbakken var dengang en markant bakke i byen, og skulle den gennemgraves, kostede det mange penge fra kommunekassen. En første løsning blev en sti hen over bakken, nogle år senere suppleret med en vej fra Randers landevej. Det var det, der siden blev til Kirkegårdsvej, der udgik fra det vi i dag kender under Nørrebrogade.

Utilfredshed

Borgerskabet var absolut ikke tilfredse med forholdene på den nye kirkegård. Den lå for det første langt uden for byen og så manglede der et kapel. Herefter opførte kommunen “noget”, der i aviserne blev karakteriseret som et “bræddeskur”, for når det ikke blev benyttet til kirkelige handlinger, så blev det brugt til “materielskur” fortsatte kritikken. Debatten medførte, at der efter nogle år, blev der opført et murstenskapel i røde sten efter tegninger af den lokale arkitekt Vilhelm Puck.

Byen voksede stærkt i årene efter ca. 1875. I 1880 var de 25.000 indbyggere passeret og væksten tog til. Vandringen fra land til by var for alvor blevet tydelig. Pladsproblemet på kirkegårdene meldte sig igen.

Der blev igen forhandlet. Kirkerne krævede mere jord – og den havde kommunen som set, men nu skulle der handles, og resultatet blev den allerede omtale aftale, der fastslog, at ejendomsretten til den gamle kirkegård midt i byen skulle tilfalde kommunen. Til gengæld ville den stille jord til rådighed for kirkegårdsudvidelser. Der fulgte igen en lang række underaftaler med. Det afgørende var, at kontrakten rummede de perspektiver, der betød, at kommunen kunne se frem til at få frigjort den sidste rest af kirkegårdjorden midt i byen – senest i år 1947.

Fortsat vækst

Væksten fortsatte. Midt i 1870erne var en del af Viby sogn blevet overført til Århus. Det var her Frederiksbjerg voksede frem fra 1870erne. Beboerne hørte nu ikke længere til Viby sogn, men til et af de to sogne i Århus. Præstene var betænkelige over udviklingen. De kunne ikke længere klare opgaverne, man ønskede flere præster, men der lå mere i deres nervøsitet: Kampen om sjælene.

Socialismen var på vej i arbejderkvartererne og katolikkerne havde i 1879-80 opført egen kirke i Ryesgade. Der var også “andagtshuse” på vej og så var der mormoner og meget, meget mere for selv ikke at glemme den socialdemokratiske propaganda, der ville nedbryde kirken.

Nødråbet fra præsterne blev hørt og i årene 1884-87 opførtes endnu en større kirke i byen efter tegninger af kgl. bygningsinspektør V. Th. Walther. Det var Skt. Pauls Kirke. Det var klart for alle, at den nye kirke ikke kunne få sin egen kirkegård. Det var der ganske enkelt ikke jord til. Byens kirkegårde fik derfor funktion som “fælleskirkegårde”. Næsten alle – uanset konfession – blev stedt til hvile her.

Byen voksede fortsat og kravet var snart endnu en kirke. Skt. Johanneskirken lige efter år 1900 og i midten af 1920eren Skt. Lukas Kirke og lige før krigen var Markuskirken ud mod Langelandsgade blevet rejst. Byen have gennemlevet en kolossal vækst – og alt det kan nøje følges på Nordre