|
Næstekærlighed
af Jørgen Carlsen, forstander for Testrup Højskole, "Hen over Torvene", marts-maj 2009
I 1941 udkom der i Nazityskland en sælsom udgave af Bibelen. Den var på 750 sider og blev sendt til alle landets kirker med henblik på anvendelse i gudstjenesten. Gudskelov afviste så godt som alle de tyske kirker den nye nazi-bibel. Det var modigt og klogt og også helt nødvendigt. For den nye bibel havde intet som helst med kristendom at gøre. Den var ren og skær nazistisk propaganda.
Hitlers forhold til den tyske kirke var alt andet end hjerteligt. Han måtte modvilligt erkende, at kirken havde tag i store dele af den tyske befolkning, men indholdet i den kristne forkyndelse nærede han den største afsky for. Gudstroen, nåden, tilgivelsen, barmhjertigheden og næstekærligheden var ikke størrelser, man kunne grundlægge en nation af krigere på. De signalerede svaghed og kvindagtighed og ville derfor underminere Det Tredje Rige.
Et opgør med kirken var politisk uklogt. Men hvis man på den ene eller anden måde kunne få smuglet den nazistiske propaganda ind i gudstjenesten, så kunne nazismen få sået nogle sædekorn i de kristne menigheder. Derfor blev et hold nazi-ideologer sat til at omskrive Bibelen, så den blev forenelig med "arisk tankegang". Der blev ligefrem oprettet et "Institut for udforskning og eliminering af jødisk påvirkning af det tyske kirkeliv" med 50 medarbejdere. For det første skulle alle henvisninger til jødisk kultur udraderes. Det var nærmest en umulig opgave, når man tager i betragtning, at hele Det Gamle Testamente jo omhandler jøderne og deres ældste historie: stamfædrene begyndende med Abraham, det ægyptiske fangenskab, udfrielsen fra Ægypten, Israels konger osv. De 10 bud blev kraftigt revideret og tilmed udvidet med 2 ekstra bud. Det 11. bud lød: "Ær din Fører og leder." Byen Jerusalem blev omskrevet til "Guds evige by".
Og når vi kommer til Det Nye Testamente udgør Jesus naturligvis et gevaldigt problem, da han jo umiskendeligt er af jødisk afstamning. Det vælger man ganske enkelt at fortie. Det bliver antydet, at han nok er arier. Derefter tager man fat på hans forkyndelse, og her bliver der hele tiden hugget en hæl og klippet en tå. Tænk blot på hans berømte Bjergprædiken, der begynder således: “Salige er de fattige i ånden, for Himmeriget er deres” (Matt 5,3). Det er mildest talt ikke foreneligt med den nazistiske dyrkelse af sundheden – en sund sjæl i et sundt legeme – og deres "eutanasiprogrammer" over for de mentalt syge og svage. Det allermest provokerende er naturligvis hans tale om næstekærligheden: "I har hørt, at der er sagt: 'Du skal elske din næste og hade din fjende'. Men jeg siger jer: Elsk jeres fjender og bed for dem, der forfølger jer" (Matt.5,43-44). Det er virkelig stærk kost, set med nazistiske briller. De fleste steder bliver næstekærligheden enten frasorteret eller dirigeret over i en altopofrende underkastelse under staten.
Hvor idiotisk og svindelagtig denne nazistiske bibel-revision end må forekomme, så er der en vis indre logik og nødvendighed i selve foretagendet. Enhver kan sige sig selv, at Jesu forkyndelse er et farligt opløsningsmiddel, der er livstruende for enhver totalitær ideologi. Den kristne næstekærlighed lader sig nemlig aldrig snøre ind i nogen ideologisk spændetrøje. Hver eneste gang, vi forsøger at retfærdiggøre os selv og vore handlinger, og med foragt og afstandtagen peger på "de andre" – de onde, de dumme, de forkerte, de fremmede - kortslutter den vores selvretfærdighed, fordi den byder os at elske der, hvor kærligheden måske har sværest ved at finde fodfæste.
Sat på spidsen kan man sige, at din næste er det næste menneske, der møder dig. Det gør det bestemt ikke let og bekvemt at være kristen. Gudskelov kan man til gengæld håbe og tro på tilgivelse for alt det, man ikke evner at leve op til. |
