English
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
  
Om... Artikler Artikler H-N Musik Arkiv 2009 En lykkens yndling
 

En lykkens yndling

elegant ― poetisk ― aristokratisk

 

af Knud Svendsen, "Hen over Torvene" jun-aug 2009

 

Felix Mendelssohn Bartholdy blev født d. 3/2 1809 og hyldes på utallige koncertprogrammer i 200-året for sin fødsel. Hans ophav var en velstående jødisk familie, og inden han var fyldt de 20, havde han fyldt mange partitursider med symfonisk musik, kammermusik o.m.a. En ungdommelig genius, der med sin opførelse af Matthæuspassionen i 1829 gav stødet til vor tids Bach-renæssance og som leder af Gewandhausorkestret i Leipzig fik afgørende indflydelse på europæisk musikliv. Hans vennekreds indbefattede Schumann, Chopin, Liszt og vor danske Gade. Men han er også berettiget til at få en fod indenfor i et kirkeblad.


Hans mange saligt strømmende motetter og korsatser er en yppig vellyd og en fascinerende bevægelse mellem liv og kunst. Inspireret af Bach og Händel skrev han de to sprudlende og dramatisk fængende oratorier: “Paulus” (1836) og “Elias” (1846).

 

Og så spillede han virtuost orgel. Søndag d. 10/9 1837 spillede han postludiet for et henrevet publikum i St. Paul’s i London, men da menigheden ikke ville forlade katedralen, blev bælgtræderne tvunget væk af kirketjenerne, og ”the wind went out”, da Mendelssohn var midt i Bachs a-mol fuga. (Han fik dog oprejsning i en anden kirke to dage senere!). Torsdag d. 6/8 1840 spillede han sin berømte koncert i Thomaskirken i Leipzig. Han ønskede hermed at samle midler til at rejse en mindesten for sit store forbillede, og fra et brev til sin mor ved vi, at han øvede som en gal i 8 dage på sit program med værker udelukkende af Bach. Jeg øvede 8 dage i stræk og kunne derefter knapt stå lige på fødderne og gik nærmest i mine orgelpassager på gaden. Koncerten blev en stor succes, og mindestenen står den dag i dag tæt ved Thomaskirken. Kun 38 år gammel blev denne måske ’opbrugte’ kunstner begravet fra den i dag bortsprængte universitetskirke i Leipzig!

 

Vor Frue Kirke

Gentagelse skaber bestandighed og ro i selvet, og derudaf springer glæden og tilværelsens fylde (Kierkegaard), og som gudstjenestens liturgi og nadver er uendelig rejsekost, er kirkemusikken det også. De mange sommerkoncerter er beviset, og atter kommer vi langt omkring: fra Baltikum til England, fra Tyskland til Holland, fra Danmark til Norge.


Søndag d. 7/6 kl. 16 har Vor Frue musikgudstjeneste med den berømte belgiske organist og komponist, Floor Peeters (1903-86) i fokus. Hans orgelværker hører til organistens repertoirestykker i dag. Kantoriet under ledelse af Murray Stewart (MS) opfører med Christian Præstholm på orgelbænken hans Missa Festiva som gudstjenestens centrale musikværk.

 

Og så lukker kirkens musikchefer op for 8 indbydende sommerkoncerter – alle i august! De fire af disse er programsat til lørdage kl. 11.30, og der er fri entré. Lørdag d. 1/8 hedder koncerten Holmgang, for inviteret er fire herrestemmer fra det fra den forgangne påskes radiotransmission kendte kantori ved Holmens Kirke. De oplader deres gyldne stemmer i italiensk og engelsk 1500-tals musik (Merulo og Tallis) samt vor egen Carl Nielsen. Den 8/8 sidder MS ved tangenterne med Mette B. Johansen og Kirsten Ø. Johansen som sopran og mezzosopran i musik af Bach og Vivaldi (Laudamus te), og d. 15/8 spiller Poul S. Jacobsen (PSJ) uddrag af Nicolas de Grignys orgelmesse. At denne franske barokkomponist fra Reims ikke var en helt ligegyldig personage, forstår vi, når Bach afskrev hele hans ’Livre d’Orgue’! Og så bevæger MS og PSJ sig ud i en sjælden sphære, når de d. 22/8 begge sætter sig til spillebordet for at divertere med 4-hændig orgelmusik af bl.a. Thomas Tomkins og Franz Berwald (Ein ländliches Hochzeitsfest). Det skal nok blive fornøjeligt!


Derimod tages der entré ved sommerens 4 torsdags sommerkoncerter, der alle begynder kl. 20 og koster 50 kr. Den 6/8 musicerer et strygerensemble dirigeret af MS musik af Vivaldi (“den røde præst”), hvis musik fik stor betydning også for Bach, der kommer til orde med sin dobbelkoncert for to violiner (Signe Madsen og Birgitte Bärentzen Pihl). Ny er den hollandske barokkomponist, Unico Wilhelm van Wass