Kristian Krogsøe

— nyudnævnt domorganist i Århus

af Knud Svendsen, "Hen over Torvene" dec 2007 - feb 2008

Den 1. oktober 2007 tiltrådte Kristian Krogsøe embedet som organist ved Domkirken, hvor orgelmusikken siden midten af 1950’erne har ligget i hænderne på nogle af landets absolutte spidser. Den ny domorganist træder således ind i en fin ‘kongerække’. Der skal fra kirkebladet lyde et hjerteligt tillykke med udnævnelsen med ønsket om god vind fremover.

Du er ud af præsteslægt og med musik i hjemmet. Hvornår begyndte du at spille, og hvor stammer din interesse for musik/kirkemusik fra?

Jeg begyndte allerede i 6-års alderen at spille klaver og sang i kirkekor. I konfirmationsalderen spillede jeg euphonium (i familie med tubaen) i FDForkestret. På samme tid fik jeg smag for orglet og tog undervisning hos organisten i Skalborg. Jeg kom til at lide af ‘orgelsyge’, fortsatte hos domorganist Erling Thomsen i Aalborg, inden jeg i 1997 kom til Konservatoriet i Århus med prof. Ulrik Spang-Hanssen som lærer. Herfra udgik jeg med diplomeksamen i 2006. Solistklassen fortsætter jeg med i Berlin, hvor jeg skal studere endnu et par semestre. 1. fase inkluderer musik indtil Mozart; 2. fase drejer sig om musikken derfra og videre. Der udvælges hvert år to solister, som præsenterer sig offentligt. Jeg var i år den ene og gav koncert i Berliner Dom.

Kirken skal – for at citere Brorson – være ‘hvermands hus og bo’, men også noget særligt! Musikken skal også være det. Tiden og kravene har medført en sand stilpluralisme, og menighedsrådene skal ikke blot stille krav til kunsten i kirkerummet, også til den ny musik, der slippes ind. Hvor står du? Det højtidelige … den laub’ske kirkestil … eller? For alt kan vel ikke passere?

Jeg kendte kirken fra min studietid, og dens gudstjeneste tiltalte mig; dens liturgi, stil og tradition svarede til mine idealer. Overflødigheder var der ikke plads til. Der er her intet, der “stritter”! Der er en god helhed, vi har ikke museumsgudstjeneste, og ja – selvfølgelig trak orglerne også. Jeg mener, jeg kan bidrage til et fortsat levende millieu med andre og ny erfaringer, der også gerne må henvende sig til et yngre publikum. Mange af Laubs salmer er i dag velcementerede, men jeg kan ikke bindes til en bestemt salmekonfession.

For et par år siden kom den ny salmebog; spiller du gerne de ny salmer?

Jeg kan ikke sige: enten-eller om salmemelodier og er ikke modstander af nyere salmer, men det hænder, jeg finder den musikalske kvalitet for lav. De kraftigt rytmiske er tit ikke velegnede til fællessang, og Domkirken er jo meget lidt imødekommende over for stærke synkoper.

Man kan vel ikke have dit embede uden at have gjort sig tanker om gudstjenestespil, forspil og tempo f.eks.?, og hvilken rolle spiller præ- og postludium? Har du visioner om et enhedsprincip?

Der er så mange steder i gudstjenesten, hvor organisten “viser”, hvad han kan, men salmespillet har en tjenende funktion og bør være fredet for egotrip. Præludiet er åbningen. Her er jeg ansvarlig for stemningen og dagen i kirkeåret, men hvad angår postludiet, er det for mig processionsmusik. Jeg ville ikke blive forstyrret, hvis folk gik ud under det, men i stilhed, så de, der vil sidde og lytte, kan det! Organisten har en lille rolle som smagsdommer, er både pædagog og vejviser med pligt til at påvirke. Han skal være imødekommende, men ville, at menigheden udsættes for det bedste. Præsten ved fra f.eks. begravelsessamtaler, at folk ikke kender repertoiret, men kan blive glade for hjælp og information.

Domorganisten har også koncertforpligtelse, (her er der jo et forbilledligt samarbejde med kantoren). Men du skal arrangere orgelkoncerter velsagtens af og til med gæster, men også selv være solist. Har du særlige planer og overvejelser?

Det er lidt tidligt at svare på. Det kommer! Igen vil jeg gerne præsentere det bedste. Jeg overtager en stor tradition og vil gerne med “verdens bedste orgel” give publikum orgeloplevelser. Et netværk skal opbygges, men jeg repræsenterer en ny generation og kender andre. Der er så meget, der fungerer her og så meget repertoire, der kan ydes fuld retfærdighed. Hvad med Messiaens samlede orgelværker i 2008, i 100-året for hans fødsel?

Det er for banalt at spørge om en yndlingskomponist. Der er nok flere, men orgellitteraturen har jo sine sværvægtere.

Min solistuddannelse ved Universität der Künste i Berlin lægger vægt på at komme rundt i det hele, i alle stilarter, – og igen: Det er et stort privilegium at have et instrument med så stor en klangpalet, at alt kan blive vellykket. Men Bach er jo det naturlige centrum både bagud og fremad.

Er musik og forkyndelse jævnbyrdige? (En tysk biskop udtalte fornylig: Musik kan ikke vække troen, den kan understøtte den, bringe den til udtryk og skabe rum i os for den. Uden tilknytning til ordet er den blot klang og stemning og udfylder huller).

Uenig! Hvorfor pillede calvinisterne netop musik og kunst ud af kirken? Fordi den kunne vække følelser og tro. Selv om ordet er det centrale, behøver musikken ikke blot være den underordnede tjener. I det hele taget: Det talte ord og musikken skal ikke gå i clinch, men tværtimod følges ad.

Til sidst en slutbemærkning, som du kan forholde dig frit til. Et menighedsråd ansatte i sin tid en meget ung præst ud fra ræsonnementet: Falder han til, har vi også en ung engageret præst om 20 år. Det fik de! Hvis vi nu siger ‘organist’ i stedet, så er bladets musikspalter ikke i tvivl om, at du får samme prædikat. Velkommen ombord.
– og Kristian Krogsøe kommenterede blot ved et skævt smil, der udtrykte glæde og forventning til arbejdet i Domkirkens overvældende rum.

____________

Vinteren 2007-08