Kristendommen må gerne kopieres

af Birgitte Stoklund Larsen, leder af Grundtvig-Akademiet, "Hen over Torvene" jun-aug 2010

Når man går ud af den norske stavkirkekopi, føler man sig som kosmonauten Krikalev. Velkommen til en anden verden

Lugten af gammelt, lidt fugtigt træ slår én i møde, så snart man stikker hovedet inden for i stavkirken. Her er lidt mørkt, og man må indstille øjnene på mørket, hvis man kommer direkte ude fra solskinnet. Her er stille – ingen hujen og larm. Det er en kirke, en rigtig kirke. Her er ingen præst, men foran det lille alter er en læsepult, hvor man finder et telefonnummer, så man kan ringe til præsten. Det er en rigtig kirke, men det er også en kopi, en kopi af en norsk stavkirke.

Men den står midt i en verden af kopier. Hvis man bevæger sig uden for kirken, kan man river-rafte og rutsche og sågar besøge rumstationen Mir. Den er til gengæld ægte – købt i dyre domme, instrumentbrætterne er intakte, brusekabine og senge til de vægtløse kosmonauter. En af kosmonauterne, Sergej Krikalev, blev sendt op af Sovjetunionen og måtte tilbringe 311 dage i rummet, før han blev hentet ned igen. Til Rusland – i mellemtiden var verden blevet en anden.

Den norske stavkirke fornemmes hjemlig, som et kirkerum kan gøre mange steder i verden. Når man går ud, føler man sig næsten som kosmonaut Krikalev. Hvad er det for en verden, vi er havnet i?

Kopien af den norske stavkirke står i Europa, nærmere bestemt Europa-Park, Tysklands største forlystelsespark tæt på Freiburg i Schwarzwald, en temapark hvor man kan gå fra Storbritannien til Island eller tage toget til Grækenland. De enkelte områder er bygget, så de til forveksling ligner den ægte vare, vandet ér blåt i Portugal, og i England er menuen fish and chips. Det er i den skandinaviske afdeling, man finder den norske stavkirke. En kopi, som altså også er ægte. En oase af ro midt i den legende livlighed, som er forlystelsesparkens varemærke. ”Nyd deres ophold her, som en festlig afveksling fra hverdagen” står der på læsepulten i kirken, hvor der også står nogle forblommede vendinger om en ægte opstandelse. Det er ikke helt klart, om det er forlystelsesparken, de mener. Man kan også få sjælesorg eller bestille temagudstjenester eller endda et bryllup – så kan man holde festen i en af de tilliggende restauranter. Dér skal man dog kontakte arrangementsafdelingen. Men præsterne er kun et mobilopkald væk, hvis nogen ønsker en ”åndelig impuls”.

Hvad skal man stille op med den slags? Jeg indrømmer blankt, at jeg er noget valen, ikke helt tilpas. Samme problem havde et par ordensklædte søstre ikke – de gik ind i kirken med den største selvfølgelighed. Korsets tegn, ud igen. Hvoraf kommer ubehaget? Er det, fordi det er en kopi midt i en verden af kopier? Eller måske fordi det er et mærkeligt ikke-sted? Protestanter har det jo ganske vist ikke på samme måde med hellige steder som katolikker – men helligheden er ikke til at drive ud af et kirkerum. End ikke her midt i forlystelsesparken. Kirkerummet er et særligt rum, det rammer én næsten uanset hvor besluttet man er på at være turist. Og især når man mindst venter det.

Der er langt fra stavkirkekopien i Tyskland til danske middelalderkirker, hvor granitten garanterer pælerødderne til historien, steder med stort S. Det er steder, som ikke taber betydning, selv om vi ellers bliver mindre stedfaste, mere globale – men helt trådløse er vi altså ikke. Sådanne steder er både landsbykirker og bykirker, de ligger tungt. Det er steder, man må komme til eller gå fra – de går ingen steder, slet ikke i Tivoli. Og dog – man tager lidt af dem med sig, når man går.

Det mærkelige er, at det gør man også, når man går ud af stavkirken i Europa-Park. Man kan selvfølgelig kigge så hurtigt ind, at man bare bliver skuffet over, at det ikke er et hurlumhejhus. Men hvis man gir den en chance, standser, så sætter den tjærede lugt sig i næsen, rummet skriver sig ind i erindringen, i kroppen. Kopi gange kopi giver originalt. Kristendommen må gerne kopieres. Midt i et land af kopier er den ægte måde at være på at være som kopi, en svimlende tanke for enhver vrissende bemærkning om disneyficering eller tivolisering af kirke og kristendom.

Og selv om man alligevel ikke helt overgiver sig, så er der vel ingen grund til at tvivle på præsternes oprigtighed i stavkirkekopien i Europa-Park? Til og med kan man vælge, om man vil have en katolik eller en protestant. Der mangler bare en ortodoks, så er der også en præst til kammerat Krikalev. Samme rum, forskellige kirkeretninger, det kan man da kalde moderne brugervenlighed.

Og ærlig talt: Man kan godt få brug for lidt sjælesorg midt i dette forlystelsesland. Der er opmuntrende musik alle vegne selv p