Kirken i det offentlige rum

af Jørgen Carlsen, "Hen over Torvene" marts-maj 2010

“Det ville tjene mange gode formål i det danske samfund, hvis det offentlige rum var befriet for religiøse manifestationer.” Sådan udtalte daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen sig for nogle år siden i forbindelse med den såkaldte tørklædedebat. En vittig sjæl påpegede, at det var lige så absurd som at forlange sporten ud af det offentlige rum. Tænk sig, hvis det blev forbudt at signalere, at man var tilhænger af Brøndby, FCK eller AGF? Ingen her i Århus Stift kan vist være i tvivl om, at vi har en biskop, der vil være indædt modstander af begge dele.

Men lad nu sporten ligge. Hvorfor er Fogh galt afmarcheret? Jo, faktisk taler han for en begrænsning af borgernes ytrings- og bevægelsesfrihed: hvis du har religiøse holdninger, så hold dem inden døre. Egentlig er det det samme som at sige, at religiøse mennesker skal iføre sig en åndelig burka, når de går ud ad deres gadedør. Hvad man som menneske tror på og tænker og føler, skal være skjult for andre. Det bliver i sandhed en underlig samfundsdebat, hvis man på forhånd vil eliminere religiøse ytringer fra offentligheden. Reelt vil det amputere enhver dybere værdidiskussion. Den kan vi så overlade til Dong, Shell, Arla, Mærsk, Saxo Bank og Cepos.

Selvfølgelig er det ikke Foghs mening, at det skal være sådan. Det er netop det, der gør hans bemærkning så malplaceret. Og så har jeg ikke engang nævnt den allermest dramatiske konsekvens af Foghs udtalelse. Faktisk vil han med en nonchalant håndbevægelse omkalfatre hele det danske samfund. Han trækker tæppet væk under den danske folkekirke.

Har Fogh mon tænkt på, at den yderste konsekvens af hans udsagn vil være, at vi skal sige farvel til Dannebrog (et kristent korsbanner), udskifte vore pas (som rummer en afbildning af den korsfæstede Kristus fra Jellingestenen)? Og hvad med kirkeklokkernes forstyrrelse af den offentlige orden (måske: gummiklokker), eller tv-gudstjenester, morgenandagt i radioen eller gudstjenesten ved Folketingets åbning? Vi må selvfølgelig også se på ferie og fridage i skoler og offentlige institutioner, der følger de kristne helligdage. Så er der præsteuddannelsen, som finder sted på vore to teologiske fakulteter, og hele Kirkeministeriets budget for Folkekirken, som beløber sig til 6,5 milliarder kroner (hvoraf langt størstedelen betales over kirkeskatten, som inddrives af staten). Og så ville Fogh nødvendigvis også have en høne at plukke med Dronning Margrethe, som officielt er Folkekirkens overhoved og i den egenskab har autoriseret bibeloversættelsen og salmebogen. Hvis man tager Fogh på ordet, kan hun vel heller ikke længere slutte sin nytårstale med “Gud bevare Danmark!” Mon ikke Dronning Margrethe vil betegne Foghs uoverlagte bemærkning som “dumsmart”?

Går vi 2000 år tilbage i kirkehistorien, tager sagen sig helt anderledes ud. De ældste kristne menigheder efterlevede til fulde Foghs ønske. En lang række romerske kejsere stod som bekendt for en systematisk forfølgelse og makabert opfindsom henrettelse af de kristne. Derfor måtte menighederne selvfølgelig træffe deres forholdsregler. I Det nye Testamente er det græske ord ekklesia (kirke) fortrinsvist anvendt om fællesskabet af Kristus-troende. Hvad der derimod ikke sigtes til er kirken, som monument og institution – endsige som et bygningskompleks. Kirken er “bygget af levende stene”, som det hedder hos Grundtvig.

Kirken var overhovedet ikke til stede i det offentlige rum. De kristne menigheder var nødsaget til at leve i det skjulte – i bogstaveligste forstand i undergrunden. Vi har det endnu i ordet “krypt” som betyder skjul. Kirken var i den første tid en “kryptisk” kirke. Kirken var hemmelig og forbudt. Tænk på katakomberne i Rom.

Siden er kirken blevet anderledes synlig og iøjnefaldende. Det skete, da Kejser Konstantin den Store i 300-tallet selv erklærede sig som kristen og ophøjede kristendommen til statsreligion.

I hvert fald siden middelalderen har kirken ikke sat sit lys under nogen skæppe. Den mest monumentale arkitektur har i tusind år været kirkebyggeriet. Vi ser resultaterne lyslevende endnu i dag. I langt de fleste byer er der ingen tvivl om, hvor man skal finde kirken rent geografisk: Den ligger i midten af det hele ud mod byens torv. Den ligner heller ikke ligefrem nogen undskyldning for sig selv. Den er svær at overse. Indtil for ikke så mange år siden var kirketårnet de fleste steder det højeste fysiske punkt. I de fleste landsbyer og mindre provinsbyer er det stadig tilfældet.

I verdens storbyer er det nu anderledes. Her er kirkebyggeriet hvad angår højdedimensionen langt overgået af kommercielt prestigebyggeri. I New York er kirkerne klemt