|
Kirken i DDR
af Jens E. Olesen, "Hen over Torvene" jun-aug 2009
I de seneste år er der fremkommet flere vægtige forskningsbidrag om forholdene i DDR, herunder også studier om kirkens rolle og placering i Bonde- og arbejderrepublikken. På baggrund af murens fald i november 1989 for 20 år siden kan det derfor være berettiget at se nærmere på kirkens position i DDR og de problemer, som lagde hindringer i vejen for den evangeliske kirkes arbejde.
Den bekendende kirkes faste holdning overfor nationalsocialisterne havde ført til, at de allierede efter Anden Verdenskrigs afslutning anerkendte de evangeliske og katolske kirker i Tyskland som en selvstændig gruppe. Kirkerne skulle bistå med forvaltningen af og genopbygningen af Tyskland og herigennem spille en markant rolle. Præster bistod de mange flygtninge og organiserede fra efteråret 1945 via et økomenisk råd fødevarer, medikamenter og tøj til flygtningene. Den nye forvaltning i Mecklenburg og den sovjetiske militærforvaltning (SMA) gjorde god brug af kirken i forbindelse med jordreformen i september 1945, men herefter voksede modsætningerne mellem stat og kirke. I Pommern derimod modtog kirken ingen statsstøtte, men fra 1950erne blev dog mindre statslige beløb udbetalt. Kirken i DDR i den sovjetiske besættelseszone fulgte kirken opmærksomt dannelsen af politiske partier, selvom præster ikke officielt måtte tilslutte sig et bestemt parti. Mange præster og menighedsmedlemmer i begge kirker var dog aktive ved grundlæggelsen af CDU, og også i SPD og fra 1946 i SED var præster aktive som medlemmer. Denne åbenhed skulle dog ikke vare længe; senest fra 1947 indtog SED en kirkefjendtlig linie, og CDU’s stilling blev afgørende svækket. Ved gennemførelsen af det nye socialistiske samfund bygget på Marx og Lenins anskuelser blev kirkerne opfattet som et forstyrrende element. På den anden side garanterede DDR’s nye forfatning af 7. oktober 1949 tros- og samvittighedsfrihed, hvilket imidlertid hurtigt trods kirkelige protester blev undergravet.
Efter arbejderopgøret i 1953 stræbte SED-ledelsen systematisk efter at fratage kirken enhver indflydelse. Siden efteråret 1954 blev kirkerne konfronteret med stadig flere begrænsende forholdsregler, bl.a. indskrænkedes mulighederne for at publicere og yde social hjælp. Kravet om loyalitetserklæringer fra kirkerne blev i de følgende år et centralt tema og til en kritisk målestok for bedømmelsen af forholdet mellem stat og kirke i DDR. I 1958 erklærede den daværende ministerpræsident Grotewohl, at kirken ikke var ligeberettiget med staten. Der fandtes ingen kirkelig autonomi; staten var det eneste magtinstrument.
De målrettede angreb på det kirkelige arbejde havde til følge, at menighedsrådsmedlemmer distancerede sig fra deres menigheder, udtrådte eller helt forlod DDR. Den i 1958 proklamerede opbygning af socialismen og socialiseringen af landbruget i 1960 ramte menighederne på landet særlig hårdt. Det var derfor overraskende, når Walter Ulbricht på et møde i Volkskammer i oktober 1960 udtalte, at kristendommen og socialismens humanistiske mål ikke var modsætninger. Talen stillede imidlertid betingelser til de evangeliske kirker, at de opgav deres fællestyske organisation, anerkendte statens krav om opdragelse som eneinstans og lovede at støtte regeringens politik. Kirken gav dog ikke efter, om end man deltog ved løsningen af samfundsnyttige opgaver. Den hårdeste konflikt mellem DDR-ledelsen og kirkeledelserne opstod i spørgsmålet om den evangeliske kirkes enhed, konkret om de retslige og konkrete forbindelser mellem kirkerne i de to tyske lande. Efter 1957 forsøgte SED ikke alene administrativt at indsnævre kirkens råderum. I parti- og statsapparatet blev kirken defineret som en farlig politisk modstander, som burde ryddes af vejen. Fra kirkens side betød opførelsen af Berlinmuren i 1961 og afspærringen af grænsen til Vesttyskland, at det blev nødvendigt med en nyorientering. De evangeliske kirker i DDR udarbejdede i 1963 de såkaldte "Zehn Artikel von Freiheit und Dienst der Kirche", om at være kristen og leve i en socialistisk stat.
I slutningen af 1960erne kom det til vigtige ændringer på det politiske og kirkelige område i DDR. I 1968 blev der indført en ny forfatning, som udelukkende beskrev DDR som en socialistisk stat og tog afstand fra forestillingen om et samlet Tyskland. I Vesttyskland holdt man imidlertid fast ved en genforening som mål og slog i 1969 ind på en pragmatisk Østpolitik. Samme år grundlagdes "Bundes der Evangelischen Kirchen in der DDR", hvilket betød en løsrivelse af de østlige landeskirker fra den fællestyske Evangeliske kirke i Tyskland. Denne løsrivelse, som skete efter årelangt pres fra SED, efterfulgtes imidlertid ikke af en loyalitetserklæring til den socialistisle stat. Formelen blev senest fra 1973 "Kirche in Sozialismus", at kirken skulle eksistere og virke indenfor den socialistiske stat. I slutningen af 1970erne forsøgte Erik Honecker at nå frem til en afspænding via forhandlinger med bisperne, men endnu samme år indledtes en alvorlig konflikt, idet DDR-styret med hårdhed reagerede på kirkelige fredsinitiativer. Svaret blev fra kirkens side fastholdelsen af visioner samt gudstjenester og "Weitverantwortung" fra 1984. Trods interne spændinger forstod kirkerne sig som regel som en "loyal opposition", hvilke ikke fundamenalt satte spørgsmål ved DDR som stat. Også i den mecklenburgske landskirke kom dette princip til udtryk. Kirkens blotte eksistens blev i sig selv fra SED’s side betragtet som en provokation. Man benyttede fra kirkens side sin relative uafhængighed til at føre omfattende diskussioner om samfundsmæssige og politiske spørgsmål, hvilket fra statslig side blev opfattet som særligt provokerende.
De interne kirkelige diskussioner om samfundspolitiske temaer førte til stor aktivitet i menigheder og i basisgrupper. Man kan tale om en "konciliær proces". På den første DDR-omfattende økumeniske forsamling i Dresden i 1988 fremlagdes en række omfattende forslag med krav om en klar kirkelig stillingtagen til brændende aktuelle spørgsmål. Blandt de temaer som stod øverst på dagsordenen i tiden omkring murens fald i 1989 hørte også temaet "Statssikkerhed". Herom var der allerede længe før blevet ført en åben diskussion. I tiden før murens fald var det klart, at DDR som stat ikke alene bekæmpede kirken udefra, men nu også søgte at spille de forskellige grupper og holdninger internt ud imod hinanden. De såkaldte progressive, realistiske og loyale kirkemedlemmer blev opmuntret eller sat under pres. Mange kom herved direkte eller indirekte til at være håndlangere for SED.
I udviklingen på vej imod opbrud i DDR aftegner sig generelt tre faser: i den første fase drejede det sig om at informere, derefter om at organisere sig og sluttelig i den tredje fase om at gennemføre aktiviteter. Kirken indtog derfor en markant rolle i den første opbrudstid. Kirken satte en omfattende informationsbølge i gang, som nuancerede den statslige information, som blev uddybet i Forbunds-republikkens medier. I kirkens rum var der adgang til vestaviser og bøger. Dannelsen af et Nyt Forum i Schwerin fik i Mecklenburg stor kirkelig tilslutning, og denne opbrudsbevægelse fik støtte af bredere befolkningsgrupper.
Kirkens rolle i forbindelse med hændelserne i 1989 i tiden for "die Wende" blev således af overordentlig stor betydning. Bagved lå som vist imidlertid en langvarig proces, som var begyndt længe før 1989 og som transformationsproces fortsatte efter 1990. Også efter DDR’s ophør indtager landskirkerne en politisk rolle. Kirken indtog en integrerende rolle i det nye Tyskland, som nu var ved at vokse sammen til en enhed. Denne rolle kom kirken til gode, eftersom den mellem 1945 og 1990 havde repræsenteret en protestantisk (mod)kultur til DDR/SED. |
