|
Smuler fra en samtale med Jakob Grosbøll
af Sabine Bech-Hansen, sognepræst v. Århus Domkirke, "Hen over Torvene" marts-maj 2007
Da jeg kom hjem fra nogle stærkt inspirerende timer i domprovstens hule på Kystvejen, havde de spist. Klokken var næsten otte. Jeg havde afsat en times tid til interviewet, men når man er i godt selskab – og det er man altid hjemme hos Grosbølls – så flyver tiden af sted. Jeg skriver Grosbøll i flertal: ingen Jakob uden Karen Hanne. “Og milde kvinder, hvor har de magt…” Karen Hanne vil gerne, svarede Grosbøll, da han blev headhuntet fra sine 3 små nordjyske landsogne i 1995. Og da hun op til jul sagde: Nu! skal vi til at gøre noget ved det, vi har forsømt i alle de mange arbejdsår, gav Grosbøll hende ret, sendte sin afskedsbegæring og fratræder sin stilling med udgangen af april.
Det er vi mange, der er rigtig kede af, lige fra den yngste kirketjenervikar og til domorganisten. Der lyder hule sukke i domprovstiets præstekollegium: han kunne nu godt være bleven tiden ud, til han er fyldt 70. På den anden side, vi under ham af hjertet at få læst de bøger, der ikke blev læst, set de byer, der ikke blev set, hørt de koncerter, der ikke blev hørt og, last not least, at være sammen med børnebørnene, som alt for sjældent blev besøgt.
Men en mand med 3 kasketter – selv kalder han dem: huer – skal vel kunne tegne sig for en velspækket arbejdskalender. Præst, provst og vicebisp, lad os begynde med den i midten: domprovste-huen.
Forretningsfører for provstiudvalget, det lyder tørt! Men midt i økonomi, bygnings- og personaleforhold, har Grosbøll i alle snart 12 år glædet sig og været fuld af beundring over menighedsråd’er, der har brugt så meget tid og kræfter på kirkens dagligdag. Der blev også budt på vanskelige sager, indrømmer domprovsten, med splid og samarbejdsvanskeligheder. Folkekirken trænger til at ændre sin organisation, kontaktperson-ordningen f.eks. kan ikke fungere som daglig ledelse trods velmenende kontaktpersoners ihærdige bestræbelser.
Provstiets præster, også i forhold til dem har domprovsten dybest set haft mere vind i ryggen end modvind. De obligatoriske samtaler med præsterne har fået mig til at flytte fokus på folkekirkens mål. Jeg skatter præsternes ildhu; at de stadig brænder for at fortælle folk, hvad kristendom er, i de forskelligste sammenhænge. Dette signal fangede han og indførte, som det første provsti i Danmark, en 3-ugers studieorlov for præsterne, baseret på indbyrdes solidaritet og menighedsrådenes positive syn på projektet. Trods et travlt arbejdsliv er det nu muligt at leve op til præsteløftet om fortsat at studere og blive klogere, konstaterer Grosbøll, der véd, hvad han taler om. Han har selv kunnet fordybe sig i “den nye Paulus” 3 måneder i Paris. Byen, hvor han tidligere var præst for den danske menighed. Byen, hvor ingen, heller ikke én, synes det er sært, når præstens hustru går med stiletter og ser godt ud.
Præstehuen, lad os give ham den på. Den klæder ham, for han forstår at omsætte sine provstelige planer i praksis. Hvert sogn bør finde sin egen profil, sagde han, og den har domsognet fået. Vi satser på de klassiske gudstjenester og kirkemusikken har gode vækstbetingelser. På det seneste var han en af dem, der gjorde samarbejdet med Århus Teater muligt og dermed opsætningen af stykket “Nathan (uden titel)”. Var der nogen, der sagde, at der er højt til loftet hos Jakob Grosbøll? Det skal der også være, lang, som han er. Og han voksede yderligere, da han iførte sig bispehuen, som biskoppens stedfortræder, i det forgangne år. Naturligvis uden at blive høj i hatten på den trælse måde.
Med god samvittighed og uden at smiske, kan vi sige det som det er: Jakob Grosbøll er en meget afholdt præst! Hans prædikener, blottet for sentimentalitet og fast forankret i historisk tænkning, trækker folk i kirke. Hans åbenhed og iderigdom (f.eks. er frokostgudstjenesten vokset på hans bed) har gjort ham til en elsket samarbejdspartner. Det skriver præster og menighedsrådet ved domkirken hellere end gerne under på.
Nu flytter han så fra os, engang i april. Helt til København, hvor flertallet af hans dejlige døtre befinder sig. Men vi véd: han kommer igen! For skal der spilles l’hombre, gøres det bedst i Århus.
_________
Foråret 2007 |
