Ja til rytmisk musik i kirken
af Mogens Jensen, organist og sangskriver, Hasseris Kirke, Aalborg, "Hen over Torvene" jun-aug 2009
Jeg kender ikke til bæredygtige argumenter for ikke at anvende rytmisk musik i kirken. De vigtigste målestokke for musik i kirken må være intention, kvalitet og kontaktevne. Stilarten er et underordnet begreb i forhold til kirkemusikkens formål: at formidle dybderne i kristendommen.
Vælger man at anvende rytmisk musik i kirken, må den behandles med samme seriøsitet, som den årelange og rige klassiske kirkemusiktradition.
Ved Hasseris Kirke i Aalborg har vi valgt at udvide det kirkemusikalske spekter med den rytmiske musik ved gudstjenesterne. Det samme gælder ved bryllupper og begravelser, hvor de pårørende kan vælge mellem orglet som hovedinstrument og/eller medvirken af kirkens rytmiske trio. Menighedsrådet har i forlængelse af ovenstående tanker og valg fastansat syv professionelle rytmiske sangere/instrumentalister. Læs og lyt evt. på www.melodia.dk
Det vigtigste begreb, når man laver musik, er begrebet kontakt. Dette gælder for al musikfremførelse, – også i kirken. Musik er et medie. Opnås der i en konkret situation ikke kontakt, har alle anstrengelserne været forgæves.
For at opnå kontakt med andre mennesker, må man finde et fælles sprog.
Jeg tror, det forholder sig sådan, at størstedelen af den danske befolkning er mere velbevandrede i det rytmiske musiksprog end i det klassiske. I går talte jeg med en 21-årig universitetsstuderende. Vi fik en kop kaffe i min have og blev begge betaget af de små anemoner, som lyste op i det stadig lidt vintergolde blomsterbed. Jeg reciterede Kaj Munks "Den blå anemone". Den kendte hun ikke. Senere på dagen sang vi den ene rytmiske sang efter den anden, og hun kunne stort set alle teksterne og melodierne udenad. Hun syntes, at "Den blå anemone" var smuk, og hun var glad for at lære den at kende. Hun var også glad for, at jeg på harmonikaen kunne akkompagnere de fleste af de rytmiske sange, hun kendte.
Når folk sætter sig på kirkebænkene om søndagen, ser jeg det som min største og første opgave at åbne sindene og skabe kontakt – at føle mig frem til et fælles sprog. Nogen gange er det en orgelkoral af J.S. Bach, der forløser, og andre gange er det en sats af Keith Jarret – eller måske en kombination af begge dele krydret med indiske eller andre og måske uventede melodier, folketoner og tekster.
Det mest dræbende for musik og kontakt er kedsommelighed og forudsigelighed. Det mest livgivende i et fælles møde er at mærke, at man gensidigt bliver set, hørt og rørt. Poesi og musik er her en Guds gave. Formlen på hvordan denne simultane glædesoplevelse til liv opstår, har jeg ikke fundet. Og heldigvis for det. Ellers kunne jeg melde mig under fanerne hos dem, der har fundet den rette vej og udgiver kanons og ensporede retningslinjer. For mig at se er dette imod selve livets og Åndens væsen.
Salmedigteren Hans Anker Jørgensen
skriver:
Kom alle folk på denne jord
og slut jer til vort kirkekor,
kom hele Guds familie!
Vi samles vil endnu engang
at synge for vor Gud en sang
og råbe: Ske din vilje!
Spil, fløjt, syng højt
vaskebrætter, klarinetter,
fløjter, trommer,
orgel, guitar, kor og brummer!
(Uddrag af gendigtning af salme 150 i Det gamle Testamente)
Historien viser, at ethvert forsøg på at begrænse kunstneriske udtryksmidler kun har kedelige konsekvenser. Så jeg vil på det stærkeste anbefale også at give plads til den grimme ælling "Den rytmiske musik" i kirken. |
