"Gud har ikke lukket"

af Iben Munkgaard Davids, "Hen over Torvene" jun-aug 2006

Kære Gud:
Mørke og ensomhed raser i mit sind,
slet ingen varme lukkes der ind.
Mørke, kulde og efterår har meldt sig,
der bliver ikke længere tænkt på mig.
Pigen med de mørke øjne,
som kender til svigt og løgne.

Mørke og ensomhed raser i mit sind,
og for kærlighed og varme gør mig blind.
Jeg husker tiden med dans og latter,
dengang du kaldte mig din datter.
Hvor mon jeg kan finde håb?
Hvor er kærlighedens dåb?

Mørke og ensomhed raser i mit sind,
suser igennem mig som den kolde vind.
Du lærte mig om Gud,
vi øvede de ti bud.
Kære Gud, er jeg glemt?
Var det jeg gjorde da så slemt?
Kære Gud, hjælp mig, for mørke og ensomhed raser i mit sind.
AMEN.

“Bønnen ramte nogle gode følelser, men også følelsen af ikke at høre til nogen steder. Jeg bruger ikke energi på at finde de fine ord. Jeg lader dét komme, som falder mig ind, når jeg be’r til Gud”, siger Randi Grønvall Sørensen. Hun sidder i den røde stol i Studsgade 46 (gadepræstens base) denne dejlige forårsdag. Hun er en af de unge, der selv har opsøgt kirken, for at se, hvad den havde at byde på. Til daglig bor Randi i Skanderborg, men arbejder i Viby på Lang agerskolen som pædagog. Det er et arbejde, som hun elsker, men som også er krævende. På trods af det finder hun igen og igen tid til at engagere sig i gadepræstearbejdet i Århus Midtby, i natkirken i Vor Frue sogn og tid til at gå til gudstjeneste.

“Jeg søgte egentlig kirken i første omgang, fordi jeg var nysgerrig efter, om man kunne finde et fællesskab dér, men også for at få be- eller afkræftet nogle af de fordomme eller forestillinger, jeg havde om, hvad det vil sige at være kristen. Så som 21-årig begyndte jeg at komme i min egen sognekirke en gang om måneden. Jeg oplevede kirken lidt som et lukket land. De fleste troede, at jeg var en dåbsgæst. Det spurgte de mig i hvert fald om – men nej, jeg var kommet af egen fri vilje. Jeg sneg mig ud af kirken efter gudstjenesterne for ikke at blive opdaget – for skulle jeg nu til at forklare hvorfor jeg var der?

Kendte du ritualerne, da du begyndte at gå i kirke?

Nej, ikke meget. Af salmer kendte jeg “I Østen stiger solen op”.

Hvorfor var det vigtigt for dig at søge lige netop et religiøst fællesskab?

For mig drejede det sig om at turde tage en beslutning om, at “jeg er kristen”, for så har alle andre også en mening om mig, om hvad det vil sige at være kristen, og kunne jeg stå inde for det?

Jeg havde holdt mig tilbage, da jeg troede, jeg skulle tro på det hele.

I folkeskolen fik jeg ikke lov til at reflektere over de enkelte dele i kristendommen, det var mere en gennemgang af historien. Men på HF oplevede jeg, at man godt måtte stille spørgsmål.

Snakkede du med dem derhjemme om det med Gud og tro?

Nej, vi diskuterede ikke religion derhjemme. I skolen havde vi om fortællingerne i Bibelen. Om jordens skabelse og Noas ark. Jeg synes, det var fascinerende. Når vores lærer fortalte om, at der først var mørke, og så blev der lys, så kunne jeg som 7-årig ligge i min seng om aftenen og spekulere over, hvad der var, før der var sort. For sort er jo også noget. Jeg spurgte min mor om det, men hun syntes ikke, det var noget, jeg skulle tænke på. For mig gav disse gamle historier i Bibelen mening.

Men derfra og så til at sige, at man var kristen...

I 3. klasse spurgte vores lærer os, hvem af os der var kristne. Ane rakte hånden op, men hendes onkel var jo præst, og så ville jeg ikke, for jeg var jo ikke ligesom hende.

Hvordan fandt du så på at engagere dig i kirkelivet i Århus midtby?

På pædagogseminariet skulle vi lave et frit projekt. Jeg ville lave et projekt, om det var muligt at opstarte en konfirmandklub i en by som Skanderborg i samarbejde med kirken. Til det skulle jeg samle erfaringer ind andre steder fra. Min søster havde mødt gadepræsten i Århus, og hun gav mig dit kort. Og så havde jeg set noget om natkirken i Vor Frue i TV2 Østjylland. Jeg tog kontakt og deltog som noget af det første i en ungdomsgudstjeneste i Kulturnatten arrangeret af FDF og gadepræsteprojektet.

Randi er en ildsjæl og hendes engagement er smittende. Det er nu 3 år siden, at vi mødte hinanden i Kulturnatten. Hun har siden været med til lidt af hvert, adskillige gadegudstjenester, udklædt til drama, eller ansvarlig for kirkebøn, samt Halloweengudstjenester i Domkirken. Hun indgår i fællesskabet med de andre frivillige, og kommer med gode ideer til emner og arrangementer, som er gode i forhold til unge i dag.

Men kan kirken rumme de unge, spørger jeg hende?

“Unge kan godt forstå, at der skal være noget for enhver smag. Men man skal have forskellige tilbud, også særligt til de unge. De forskellige gudstjenester er jo forskellige sider af den samme sag, om de er for unge eller ældre. Der er for mig en tryghed i den almindelige gudstjeneste, nu når jeg kender den. Man ved, hvad der skal ske, men det kan man jo også skabe i anderledes gudstjenester.

Jeg synes præster tit vælger dårlige salmer. Jeg siger nogle gange til min præst, om vi ikke kan synge en af de gode, f.eks. 331 – Uberørt af byens travlhed.

Præsterne må godt lytte til, hvad folk gerne vil synge. Til påske sang vi f.eks.: Dig være ære (nr. 240 red.). Det gav en “kanon” stemning som afslutning på Påskefesten.

Kan de ældre kirkegængere efter din mening også godt forstå, at der skal være noget for enhver smag?

Jeg har oplevet, at der var nogen, der klagede over perler på gulvet som led i en prædiken. Men der er også andre, der synes, det er dejligt, når f.eks. konfirmander deltager i gudstjenesten, at der sker noget nyt.

Unge klager ikke, hvis gudstjenesten ikke er tilfredsstillende, når det nu er sådan man, gør i kirken. Så kommer de bare ikke igen. I en storby sker der jo så meget. Så gør man bare noget andet i stedet for.

Det er vigtigt at menighedsråd ikke holder præster tilbage, der gerne vil prøve noget nyt, og omvendt.

Kirken skal være en nærværende kirke. Den pæne prædiken om kærlighed skal praktiseres. Det er ret magtfuldt at være præst og få lov at tale i 15 minutter. De gode hensigter, der l