En grøn kirke?
af Kirsten Auken, "Hen over Torvene" sept-nov 2008
“Afrika – pist! Asien – pist! Australien – pist! Europa – pist!” Fem mennesker – festklædte bryllupsdeltagere – sidder på taget af et hus og betragter med bekymret mine en globus, der er foruroligende blå. Huset er oversvømmet til lige under taget, og det samme er resten af jorden, må man forstå.
Scenen udspiller sig en sommereftermiddag på en græsplæne i Kongens Have i København. Og der er gudskelov kun tale om et teaterstykke. Oven i købet af den meget morsomme slags som får både børn og voksne til at hoppe på bænkene af grin. Det er teatergruppen “Brændende kærlighed”, der i år folder sig ud med lystige dommedagsprofetier i forestillingen “Luksus”. Brudgommen Fellipo er desværre druknet, men bryllupskagen, champagnen og pornoorglet har overlevet og bidrager til at skabe en meget løssluppen fest på den skrånende tagryg.
Lige under den gakkede overflade lurer naturligvis alvoren. Børnene fanger den glimtvis – de har vist alle haft deres mareridt om oversvømmelser og kender måske også historien om Noas Ark. Vi voksne griner os igennem teaterstykket med den uro i maven, som den galgenhumoristiske dobbelttydighed altid efterlader.
For budskabet er så småt ved at trænge ind hos de fl este af os. Vi mennesker udsætter i disse år Vorherres smukke skaberværk for et eksperiment, der er helt uden fortilfælde. Vi er som troldmandens fumlefingrede lærlinge, der nok kan finde ud af at sætte kostene i gang med at hente vand, men ikke har den fjerneste anelse om, hvordan vi skal få dem til at holde op igen, når vandstanden i huset begynder at nå knæhøjde eller det, der er værre. Den hæmningsløse afbrænding af jordens reserver af olie og kul har sluppet kræfter løs i atmosfæren, der nu truer med helt at ændre de vilkår, der gælder for os selv og for alt andet liv på jorden.
Og hvad kommer det så kirken ved? – vil nogle måske spørge. Skal kirken ikke bare opfylde sin statsstøttede opgave med at forkynde evangeliet rent og purt og levere en smuk ramme om moderne menneskers livsbegivenheder?
Selvfølgelig kommer det kirken ved. En sag, der påvirker så mange mennesker så grundlæggende, kan aldrig være kirken og evangeliet fremmed. Det har altid været kirkens sag at tale de fattige og mest udsattes sag – og det må også gælde, når det drejer sig om mennesker på den anden side af jorden, som får ødelagt deres livsgrundlag på grund af vores meget lidt bæredygtige livsform i den rige del af verden. Og det må gælde de kommende generationer, som har lige så meget ret, som vi selv har til at kunne leve og trives på vores grønne planet.
Kirken kan begynde med at få orden i eget hus: hvilken slags elpærer sidder der i lamperne i sognegården, hvordan er præstegården varmet op? Hvad sker der med affaldet? Og hvordan passes kirkegården? Kirken kan også holde gudstjenester, hvor man fejrer skaberværket og minder os fortravlede moderne mennesker om, at vi ikke bliver lykkeligere af at eje en masse overfl ødige ting. Og endelig kan og må kirken tale de svages og udsattes sag, så vi ikke glemmer de mennesker i Afrika, Bangladesh og Stillehavsregionen, der allerede nu rammes af tørke, flodbølger og oversvømmelser. Måske var det endda en sag, der kunne få nye mennesker til at engagere sig i kirkens arbejde, fx til det kommende menighedsrådsvalg?
Kirken og miljøet vil være emne for en konference den 25. oktober i Markuskirken her i Århus. Indtil da er der inspiration at hente på gronkirke.dk. |
