|
 Er Gud grøn eller så fast en borg?
af Hans Hauge, "Hen over Torvene" jun-aug 2009
Jeg har moret mig meget over en affaldspose, som man finder i toget hos DSB. Den har grønt græs på, og der sidder en mariehøne på et af stråene. Bag ved græsset ser man skinnerne forsvinde i en grøn sky. Græsset får en til at tænke på Brorson. Det mindste græs jeg undrer på. Og mariehønen er næsten på vej op til Vorherre for at bede om godt vejr. For det går jo ikke godt med vejret og slet ikke med græsset. Med meget små bogstaver står der nederst: ”Denne bærepose tager hensyn til miljøet”. Det er dét, der har moret eller undret mig. Hvordan kan en bærepose tage hensyn? Det er et helt H.C. Andersen-eventyr. Prøv at tænk denne grønne hær af små bæreposer, der alle tager hensyn. Jeg kan allerede forestille mig, at naturen nejer og siger: ”Mange tak, I små bæreposer.”
Bæreposerne håber naturligvis, at dem, der bærer poserne, også tager hensyn til miljøet. Og det gør de alene ved at køre i tog. Det er blevet en from handling. ”Tag toget – nedsæt dit CO2-udslip”. Togrejsen er blevet en måde at få syndernes forladelse på. Bæreposen er en afladspose. FN er nemlig blevet vor tids svar på den katolske kirke. Når dens klimapanel af kardinaler udtaler noget, da skal vi alle adlyde. FN er ufejlbarlig, og kætteri tillades ikke.
Toget er blevet grønt, men engang var det det stik modsatte. Toget kaldtes i USA for ”maskinen i haven”. Det var udtryk for den mekaniske kultur, der ødelagde det organiske samfund. Prøv at husk de gamle reklamer for Lyntoget, da det kom. Toget repræsenterede fart, dynamik, modernitet, teknik, fremskridt og civilisation. Nu er det blevet det modsatte. En kørende syndsforladelsesanstalt. Et pilgrimstog på vej til paradis. Et symbol på modstand mod det moderne og civilisationen. Tog er nu natur på samme måde som harmonisk øko-mælk fra Arla. Der er ikke underligt, at Morten Korch-film har fået en renæssance.
Det kan ikke undre nogen, at en lille elite af kirkefolk nu også synes, at kirken skal være ”grøn”. Dermed er kirken som alle andre og som alt andet. Alle partier er som bekendt grønne, og derfor har vi ikke et parti, der hedder ”De Grønne”. Hvis DSB’s pæreposer kan tage hensyn til miljøet, så kan kirken vel også. Dog er bæreposerne allerede lidt bagefter, for vi taler faktisk mere om klimaet end om miljøet. Vi har endog fået to ministerier for hver af de to dele. Klimaet har flere fordele end miljøet. For det første kan vi tjene på klimaet. Det er en vækstfaktor. Miljøet koster en masse penge og er mest for de rige og velbjergede. Klimaet eller kampen mod CO2 kan også skabe et varmt, globalt fællesskab. Vi er alle med i kampen og der fi ndes ingen militærnægtere og det er ganske upassende at være kætter eller ikke-troende. Faktisk kunne man anse klimakampen for en ny verdensreligion. Denne kamp bygger på ”respekt for videnskaben”, som de siger i USA. Der er med andre ord en forbindelse mellem denne videnskabsrespekt og klimakampen.
Hvad er en videnskabelig sandhed? Det er en sandhed, som videnskabsmænd er blevet enige om, og hvis du ikke er enig, er du ikke videnskabelig. Videnskaben er blevet enig om, at der vil ske en katastrofe om 100 år, men den kan vi jo ikke erfare. Den kan ikke være empirisk.
Der sker med andre ord en videnskabelig oprustning og i takt med denne, afkristnes de lande, hvori det sker. For kirken er afkristningen et langt alvorligere problem, end at der er nogle, der får våde fødder på Maldiverne om 100 år. Blot et lille eksempel. På DR1 sendte man netop i påsken en stor serie om Darwin og darwinismen. Darwin hører hjemme i biologiundervisningen, hvorfor skal der laves folkelig biologiundervisning i statsradiofonien? Økologi – hvis nogen husker ordet – er et stykke naturvidenskab.
Jo mere grøn kirke, jo mere forsvinder Guds ord ud af Guds hus. Vi skal ikke have en grøn kirke, men en kristen. Og for at komme i kirke, skal man køre i bil. Det er en trøst, at Gud også er i bilosen. Når man så kommer frem, skal der ikke prædikes klimakatastrofe, men der skal synges: ’Ingen er så tryg i fare, som Guds lille børneskare’ og derefter: ’Vi frygte dog ej fare stor, de deres klimatrusler spilde’. |
