|
 En fremmed forløsning
Om kunst, kristendom, vold og Lars von Trier
af Andreas Christensen, præst v. Frihavnskirken, København, "Hen over Torvene" sept-nov 2009
Om kunst, kristendom, vold og Lars von Trier. Lars von Trier er næsten lige så skør som Grundtvig, men nok en større kunstner. Jeg skal i det følgende gøre rede for, hvad Lars von Triers film ‘Antichrist’ har gjort ved mit syn på kunst, kristendom samt vold som underholdning. Hvis du gerne vil bevare filmens indhold som en foreløbig hemmelighed, så stands læsningen her.
“Sex er et spørgsmål om at indføre pågældende i vedkommende” (Storm P.). Det er sandt, at der i de første minutter af Lars von Triers sidste film er nogle sorthvide sekunder, hvor både pågældende og vedkommende er med. Dette gør ikke filmen til pornografi, idet pornografi er defineret som skrift eller billedmateriale, der har til hensigt at ophidse (medinddrage) sin bruger seksuelt. Det er der ikke tale om her.
At den kvindelige hovedperson klipper sin klitoris af i slutningen af filmen, kan af nogle opfattes som en unødig og uvelkommen eskalering af eksponeret vold i kunsten. Jeg er ikke enig i dette. Operationen er en nødvendig del at plottet. Der foregår desværre nok noget lignende et sted i verden lige nu, mens jeg skriver dette – og det giver mening for dem, der gør det. Jeg synes, det er vigtigere at inddæmme og oplyse om kvindelig omskæring, end det er at begrænse kunst. Triers film er ikke en mainstreamfilm, og de standarder, den sætter, bliver næppe gældende for fremtidige film. Hvad graden at voldsomhed angår, overgår den ikke danske kalkmalerier og det Sixtinske Kapel.
Filmen påvirkede mig gevaldigt. Da jeg forlod biografen, kom jeg til at tænke på, hvad jeg lærte om edderkoppen i skolen: Når fluen sidder i nettet, kravler edderkoppen hen og fylder fluens krop med fordøjelsesvæske. Når fluens indre er opløst, suger edderkoppen det hele ud. Jeg følte mig som sådan en flue! Tom og forløst.
I filmens første minutter sad jeg og syntes bare, at Trier er gal i hovedet, og at filmen var en ulidelig fremstilling af to mennesker, som bare ikke er gode for hinanden. Så kom absurditeten, spændingen og til sidst forløsningen. Jeg konkluderede hurtigt, at Trier havde overgået sig selv: I Breaking the Waves (1996) lykkes det Trier at vise hele stedfortrædelsens væsen (temmelig centralt i kristendommen) og samtidig vise kirkens misopfattelse af samme. I ‘Antichrist’ er det hele kabalen, der vises, blot i en så fremmed version, at man må spørge sig selv: Hvad er det jeg tror på?
At kristendommen ikke virker lige så vanvittig som Triers film, skyldes nok, at vi som kristne har haft et helt liv til at vænne os til den, og at vores kultur har haft 2000 år til at vænne sig til den. Men indholdet er det samme: Et fald. En forudsigelse af en forløsning. Stjerner og tegn der fører frem til det rette øjeblik. Uskyldige dødsfald og en oprejsning i rette tid gennem vold. Fald, genrejsning, forudsigelse, gennemboring, møllesten, stjernetydning, tegn. “Fuldendelse i form af, at alle kommer til det hellige bjerg”. Slå disse ting efter i bibelleksikonet, og et helhedsbillede af vores kristne tro vil tegne sig. Mit erkendelsesforløb gennem filmen kan beskrives som: “Dette giver ikke mening. Dette giver ikke mening. Dette giver ikke mening. Dette giver mening!”
Triers film er et usædvanligt værk. Jeg bliver mindet om, at det jeg tror på ikke i sig selv giver mening, men at denne mening er noget, jeg skal forholde mig til som et tilvalg – og at denne mening kan være aldeles fremmed for andre – nøjagtig som Triers univers er fremmed for mig, og ligesom den kvindelige hovedrolles (heksens?) univers er fremmed for den mandlige hovedrolles (terapeutens).
Jeg er blevet klogere på den indre sammenhæng i det, der er fremmed for mig. Det er en hovedingrediens i begrebet tolerance. Tak for det, Trier. |
