|
 Domprovst og ven
af Kjeld Holm, biskop, "Hen over Torvene" marts-maj 2007
Jeg synes ikke, det var nogen god nyhed, Jakob Grosbøll præsenterede mig for en uges tid før jul. At han ville stoppe som sognepræst ved Domkirken og som domprovst. Selv om jeg godt vidste, at han ville stoppe, før han blev 70. Men for det første kan ingen jo se, at han er 66, for det andet havde jeg vænnet mig til, at Jakob altid vil være dér, så længe jeg også var dér.
Det var en stor lykke for domsogn, domprovsti og stift, da Jakob tiltrådte i 1995. Det vidste jeg på forhånd, for jeg havde allerede kendt ham længe og samarbejdet med ham i Præsteforeningen, problemløst, givende og muntert. Det fortsatte bestemt, da han og Karen Hanne rykkede ind på Kystvejen 47.
Den største del af ham, som han egentlig selv omfattede med største kærlighed, nemlig arbejdet som sognepræst ved Domkirken, var faktisk den del, hvor vi arbejdede mindst sammen. Jo, naturligvis har jeg også glædet mig over ham som prædikant i stiftets hovedkirke. Det var utvetydigt opbyggeligt, hvad man tog med sig hjem fra hans gudstjenester. Ikke fordi, hans prædikener ikke også kan være skarpe. Han prædiker ikke med uld i mund, for han tør sige fra over for det i tid og samfund, som han finder, strider mod evangeliets klare tale om lighed for Gud og buddet om nærvær over for næsten, men det kan også være opbyggeligt, og vi er aldrig gået fra Domkirken uden et fornyet livsmod.
Som provst for Århus Domprovsti har han været umådelig afholdt blandt præster og menighedsrådsmedlemmer, netop på grund af nærvær, der på den måde også var identisk med en enorm flid. Jakob har både været kreativ og solidarisk, når det handler om at skabe så gode arbejdsbetingelser som muligt for præsterne. Og så er han i besiddelse af et stort formidlingstalent. Han giver ikke op, før nødvendige forhandlinger har ført til et resultat. Dette talent har også omfattet arbejdet med de uundgåelige konfliktsituationer i et stort provsti. Uden ham var der løsninger, der ikke var blevet fundet.
Men også i stiftets provstekollegium kan hans rolle og betydning ikke skattes højt nok. Han har i høj grad været med til også at gøre dette fællesskab til et arbejdsfællesskab.
Som domprovst har han være mig en uvurderlig sparringspartner og rådgiver. Det gælder både på det teologiske og på det administrative område, og altid har samarbejdet været præget af en ubrydelig loyalitet. Og af en tilsvarende proportionssans og munterhed. Jeg vil aldrig glemme herlige ture sammen til Samsø og Tunø, hvor der også var tid til andet og mere end møder, og hvor det såmænd ikke var kirkelige forhold, vi mest drøftede i fristunder, men alt muligt andet, fra politik til mad.
Og dermed er vi ovre i venskabet, som har været fundamentet i al vores samarbejde. Det venskab med Karen Hanne og Jakob har bragt Birthe og mig stjernestunder, mange. Og det har på det personlige plan sandelig også givet livsmod i svære stunder.
Nu drager de så til hovedstaden, til hvad en af mine bekendte engang kaldte “svensk Congo”. Det er næsten ikke til at bære, og er det så alligevel, for venskabet består, og dermed også muligheden for at opbygges og fornøjes.
K.E. Løgstrup taler i en af sine bøger om, at der er begivenheder og mennesker, man ikke kan komme ved siden af. Gør man det, ender alt i overflade og ligegyldighed. Man skal kunne mærkes af det, man kommer ud for.
Sikke da et held, at jeg i næsten 12 års samarbejde ikke har kunnet komme uden om Jakob.
_________
Foråret 2007 |
