Det Wormske familieepitafium i Århus Domkirke

af Troels Rønsholdt, "Hen over Torvene" sept-nov 2008

Få danske kirker rummer så mange gravminder som Århus Domkirke. Tilsammen afspejler de samfundets sociale rangorden, skiftende smag og vekslende værdiforestillinger i et langt tidsrum fra midten af det 15. århundrede frem til år 1805, hvor der kom et kongeligt forbud mod flere begravelser indendørs i kirkerne. Kort og godt: et enestående kultur- og socialhistorisk vidnesbyrd om livet i Danmark fra den tid, hvor borgerskabet gradvist blev den på alle områder dominerende klasse i landet.

Fra 1400-tallet har vi de imponerende, gotiske bispegravsten, hvor nu kun én ligger på sin oprindelige plads: Niels Clausen Skades på kirkens fornemste lokalitet: længst mod øst bag højalteret. Fra 1500-tallet og et stykke ind i 1600-tallet dominerer de fornemme adelige renæssancegravsten af allerstørste kunstneriske kvalitet. Et højdepunkt er her Mette Urnes sten, nu opsat i den nordlige koromgangs murværk: “Den sorte enke”, der smukt udtrykker tidens strenge, aristokratiske kvindeideal. Disse grave er et fint udtryk for den periode i historien, som er blevet betegnet som adelsvældens tid. De afspejler med de mange slægtsvåben og rustningsklædte riddere denne stands grænseløse slægtsstolthed og krigeridealer.

Fra den følgende tid – 1600- og 1700-tallets senrenæssance og barok – møder vi den største gruppe af gravminder: de udskårne træepitafier med portrætter af de afdøde i dyb andagt foran centrale kristelige motiver som korsfæstelse, opstandelse og himmelfart. Nu gælder det de borgerlige begravelser: rige købmænd og håndværkere, statelige borgmestre og ikke mindst alvorlige, fromme gejstlige, afbildet med hustruer og børn. Bag denne gravskik ligger ønsket om at markere familiens sociale status og rettroende fromhed samt ønsket om at blive husket af eftertidens kirkegængere. Måske aner man også her og der den lidt mere problematiske ambition, der kommer til udtryk i en indskrift fra 1703 på en lydhimmel, der hænger over barokprædikestolen i Odder Kirke: “For Kirkens Pryd / og Stoelens Zir: / Patronens (giverens) Løn i Himlen Blier.”(!) Billedskærerkunsten nåede i denne periode et højdepunkt, og talrige værksteder blomstrede overalt i de danske købstæder.

Wormernes epitafium

Det ældste eksempel på et borgerligt epitafium i domkirken er fra 1572: det er en mindetavle over den ældste gren af den senere så fremtrædende Worm-familie, som i de følgende århundreder spillede en stor rolle ikke blot i Århus men også i landets videnskabelige og kirkelige liv.

Det er en fløjtavle med svungne renæssancefomer og to fløje. Fløjene har i lukket tilstand (kan ses når tavlen i lighed med højaltertavlen under fasteperioden er i lukket position) to medaljoner på mørk bund med Wormernes våben: et gult skjold med en stejlende rød løve og i den anden cirkel et grønt træ på hvid bund. Herover står på et elegant slynget skriftbånd: “Tænk på din yderste dag, menneske, at du ikke stadig skal synde”.

På fløjenes indersider møder vi igen memento mori-motivet. Forneden i hver side ses et sørgende ægtepar, der våger over en afdød. Over disse er der prentet krasse, latinske indskrifter, der minder om menneskets afmagt overfor dødens uafvendelige vilkår. Et af dem lyder: “Alle dødelige er underkastet det vilkår at skulle dø, og de kan ikke undlade at ville , hvad den almægtige har bestemt uundgåeligt”. Over den højre fløjs dødning, hvor opløsningen er stærkt fremskreden, og skelettets blinde grin slår op fra kisten, står denne frygtelige indskrift: “Efter mennesket ormen, efter ormen stank og gru. Således forvandles hvert menneske til noget ikke-menneskeligt”. Det er i det hele taget karakteristisk, for epokens borgerlige gravminder, at de i langt højere grad end de adelige i tekster og billedverden moraliserer og maner til ydmyghed overfor død og dom.

Men i midterfeltets maleri møder man dog håbet om et nyt liv efter døden. Her knæler den levende Wormske familie i et landskab, hvor Kristus kommer på himlens skyer for at dømme menneskeheden. En engel skiller de opstandne, som rejser sig fra gravene i to grupper, og en enkelt djævel driver den ene ned mod højre. Der vises dog intet egentligt helvede. Den anden gruppe ses på vej op mod himlen.

Nederst i billedet knæler til venstre otte mænd, blandt dem Steven Worm, død 1567, med sine to gejstlige sønner, Jacob og Didric. Til højre hustruen Anne med en datter og en lille dreng. Dette billede kom til at skabe et mønster for, hvorledes man skulle fremstille den ideelle, patriarkalske familie: mændene til højre og kvinderne til venstre i streng hierarkisk rangfølge: Således arter den gode, borgerlige familie sig! Motivet gentages uafbrudt i de kommende to hundrede års epitafi er. Allernederst igen Worm-familiens våbenskjold ovenover en tavle over slægten fra Steven til en Everdt Worm, som først døde i 1622.

I Hans Bjørn og Lise Gotfredsens store værk om domkirken betegnes denne tavle som et interessant eksempel på en overgangsform mellem de fra middelalderen kendte altertavler med knælende donatorer og privatmindetavlen, som man var nået frem til omkring 1570. Og den peger som sagt frem mod det barokke epitafium, som det næste hundrede år skulle fuldkommengøres, og som domkirken rummer så mange fine eksempler på.

Familien Worm

Den gren af familien Worm, som stiftede dette gravminde, ved vi næsen intet om. Derimod er den anden gren, som nåede sin kulmination med den lærde oldtidsforsker og mediciner Ole Worm (1588-1654), helt anderledes velbelyst.

Dennes fader var den velhavende købmand Willum Worm (1563-1629), som i samarbejde med sin fader, Johan Worm, drev en omfattende købmandsvirksomhed i Århus. Sammen med andre fra familien Worm – blandt andre Steven Worm – var Johan indvandret fra Nederlandene – dengang centrum for verdenshandelen. Efter al sandsynlighed har der været tale om en slags flugt i forbindelse med det oprør, der udbrød i Nederlandene mod den spanske statholder, Hertugen af Albas brutale regime 1567-73.

I samme periode bosatte andre nederlandske familier sig i Aalborg, Helsingør og flere andre byer. Århus var dengang en by på 4.000 indbyggere, mens der boede omkring 25.000 i København.

I slutningen af 1500-tallet var konjunkturerne meget gunstige, og familierne klarede sig fint og opnåede stor velstand. Af skattelisterne fremgår det, at Willum var en af Århus’ højst betalende skatteydere med bolig ved Store Torv, hvor nu Hotel Royal ligger. Fra 1601 var h