Den så det ske...

af Knud Svendsen, "Hen over Torvene" dec 2008 - feb 2009

Grønlandsfareren Mylius Erichsen var også forfatter.
I 1899 skrev han fire digte til fire domkirker, bl.a. et om Sct. Clemens i Århus:

Ensom og ældet blandt ungt og nyt
fortæller St. Clemens Kirke
om magt, den har ejet, og gunst den har nydt,
da stærkest dens ord monne virke.
Og det var de bisper af Hvidernes Slægt,
der grundede kirkens og ordets vægt.

Adelsmænd rejste kapeller og fløj,
mens tiderne randt med læmpe,
omsider stod bygningen langstrakt og høj
og var vore kirkers kæmpe.
Da vågnede byen til ungdom og drift
og kaldte sig herre i Århus Stift.

Hvem har ikke med mellemrum sat sig i dette kæmperum og ladet tanker og forestillinger få frit løb? Hvordan så byggepladsen ud, da fundamenterne lagdes o. 1195? Hvordan så kirkens indre ud i den katolske tid med den store gulvflade uden bænke og prædikestol og med o. 70 sidealtre foruden hovedaltret og en uophørlig summen herinde af kannikers og vikarers tidebønner? Langt senere må Niels Clausens lektorium, hvor nu kortrappen er i dag, have domineret. Der var frit udsyn mod væggen i vest; den majestætiske orgelfacade kom jo først til 1728. Orglet afløste et tidlige orgel, der hang som en svalerede på nordvæggen over 1. arkade. Sporene i væggen ses endnu. Men organisten kunne ikke bare gå op for at øve som i dag. Der skulle mindst én bælgetræder med, og han kunne ikke engang hvile sig andægtigt under prædikenen, for i maj 1646 befalede Chr. IV: Da der begaas stor Uorden i Kirkerne med Soven, da ville vi naadigst, at udi hvert Sogn i eders Stift nogle skal tilforordnes som kunne gaa rundt i Kirkerne med lange Kjæppe og slaa dem paa Hovedet, som sove, og saaledes holde Folket aarvaagent til at høre Prædiken. Og kirkens regnskab fra disse år anviser da også en årlig sum til bælgetræderen for sin Umag med Kjæppen i Domkirken de sovende under Prædiken at opvække, og uden tvivl vidste han, hvem der fortjente et gudeligt nakkedrag, for dengang havde man købt sine egne stolesæder eller bænke, (logerne var for de fornemme af folket). Jo længere op mod altret, desto finere, og kunne man ’time’ det, så kareten først kørte op foran kirken kort efter, at den 3 timer lange gudstjeneste var begyndt, var det fuldendt, for således sikrede man sig, at andre kunne beundre ens nyeste klædedragt. Tyendet stod op langs med væggene!

Kirken og katedralskolen hører fra de tidligste tider sammen. Men from deltagelse i bønner og sang var ét, boldspil noget andet. Bag ved salig Hans Mikkelsens epitafium (i 1659 bortgået ved døden) fandt man ved en restaurering i 1923 50 skindbolde! Det er naturligvis peblingene fra Katedralskolen, der her har sendt os en hilsen fra dengang i slutningen af det 18. århundrede, hvor de regelmæssigt et par gange dagligt søgte koret, og hvilken mageløs og ideel sportshal må ikke landets længste katedral have været. Man ser sceneriet for sig! Her stod drengene i hver sin ende af kirken, mens boldene i lange kast fløj gennem rummet, og nogle sank ned i tidernes glemsel på bagsiden af et epitafium. Vore dages ærbødige holdning til de ærværdige kirker er måske ikke så gammel endda!

Kirken er rig på uventede fund. I 1976 blev altertavlen restaureret, men da man pillede øverste del (tabernaklet) fra hinanden fandt man et stykke papir med hilsen til eftertiden: Aarhus Alter blev restaureret Aaret 1888 under ledelse af Professor Manus Pedersen, dette bedes oppebevaret til venlig Erindring. På bagsiden kunne han dog ikke dy sig for at give ’strøkonen’ en snert over næsen, for her læser vi kraftigt skrevet med tømmerblyant: Strøkonen Md. Dyring som har været her i 17 Aar er en gammel tro og gnaven Madamme.

En strøkone på de tider var en ældre kvinde, der var ansat af kirken til at strø blomster på grave, hvor de afdøde havde sikret sig denne udsmykning testamentarisk. Samtidig skulle hun udføre forskellige arbejder i kirken, hjælp til alterdegnen o.l. Hun har nok skældt bravt ud på håndværkerne, når de svinede for meget med savsmuld og spåner. Nu fik tømmersvenden en lille hævn, men levner hende en smule respekt – det skulle med, at hun var ’tro’! Andre fund er særdeles velkomne, om de blot dukkede op. En gammel beskrivelse af kirken nævner de tvende korskabe, der flankerer kirkens alter, og som af Inscriptionen sees at være bekostede af Biskop Clauson 1508. I det ene af disse Skabe gjemmes Alterbøgerne, en Bibel fra 1633, samt de 2de gamle Choralbøger med Noder fra Frederik d. 2.dens Tid. Hvor mon de kan tænkes at være, om de da stadig eksisterer?

Meget har de høje hvælvinger set, men mon nogen begivenhed kan måle sig med en ligbegængelse af 2 fornemme polske officerer, der faldt i byen i forbindelse med svenskekrigene 1659? De blev begravet i nordre kors arm, og deres faner hang en tid over gravene her. 1699 nedtog man dog deres insignier og krucifixer, der hang i forgyldte snore ned fra hvælvingerne. Begravelsesceremonien var ekstraordinær: Midt for koret var opført et teater af brædder rundt omkring besat af hvide vokslys og det hele belagt med sengeklæder. Herpå sattes kisterne, hvorpå en regimentspræst holdt en ligprædiken på polsk; derpå kom en officer til hest ridende ind ad nordre kirkedør med en lanse, som han stødte mod en af kisterne, så den sprang i flere stykker, som igen blev opsamlet af de nærmeste polakker og lagt på kisterne. Herpå blev graven bestænket med vievand og ligene nedsænket deri, hvorpå fulgte 2 latinske taler. Alt afsluttedes med tre salver af soldaterne. En 350-år gammel ceremoni! Vi har meget at lære…

En myte fra vor tid

Det er måske lidt ærgeligt, men der findes ikke nogen underjordisk tunnel fra kirken over til Thorups Bodega. Munkene måtte pænt blive, hvor de var; derimod løber der en underjordisk gang over til Skolgade 15. Det er ikke nogen middelalderlig løngang, den er fra 1915 og førte varmerør til kirken. Men under krigen brugtes den som flugtvej for frihedskæmpere, hvoraf mange deltog i den daglige aftenandagt kl. 19. Det vidste besættelsesmagten, der satte vagtposter ved kirkens udgange for efter andagten at pågribe de angivne, men domkirkens medarbejdere havde udarbejdet et hemmeligt signalsystem. I al hast gelejdedes de eftersøgte ned i tunnellen og så friheden i Skolegades baggård. Det opdagede tyskerne aldrig. Jo, det gamle hus kan mange historier!