English
  
  
  
  
  
  
  
  
  
Om... Prædikener og artikler Artikler H-N Musik Den noble romantiker
 

Den noble romantiker

 

af Knud Svendsen, "Hen over Torvene" marts-maj 2010

 

Robert Schumann er en af de store poetiske skikkelser i den romantisk klassiske musiklitteratur, og i år kan vi markere 200-året for hans fødsel d. 8/6 1810. I dagens koncertpraksis er han vel mest kendt som henholdsvis symfoniker og for talrige klaver- og liedkompositioner, men det er næppe kendt, at Schumann i sine senere år så skabelsen af kormusik som noget helt centralt. Her venter en ”ny” Schumann på at blive genopdaget, og det kan måske berettige ham til et par mindeord i et kirkeblad, når vi minder om hans Missa Sacra og hans Requiem, begge for kor og orkester skrevet i 1852. Dybt gribende og med så vidunderlige klangvirkninger, at det risler én koldt ned ad ryggen skrev Clara Schumann til Brahms. Fra 1839 til 1850 boede Schumann i Leipzig og blev smittet af ’Bach-bacillen’ her. Dagens organister glæder sig over de Sechs Fugen über den Namen BACH, som han skrev i 1845, og allerede i 1836 havde han forgæves søgt Bachs grav på Johanneskirkegården i Leipzig. Da han bad graveren om hjælp, kløede denne sig i nakken og sagde: ”Bach!, jamen dem er der da mange af…”. (det lykkedes først 58 år senere!). I 1851 ledte han en opførelse af Johannespassionen i Düsseldorf, dog i sit eget arrangement med flere romantiserende indgreb og anvisninger i partituret hidrørende fra hans egen Bach-opfattelse, men, som han udtrykte det: han måtte dagligt lade sig rense og styrke ved disse høje ting.

 

Hans svage sind, der led under frygtelige syner, og hans ´tinnitus’ (et a, der konstant ringede i hans øre) pinte ham nådesløst. Et forsøg på selvmord ved at kaste sig i Rhinen mislykkedes; han blev indlagt på en klinik, og den 27/7 1856 fik den fysisk og psykisk svækkede Schumann fred omgivet af sine nærmeste. Han var da kun 46 år.

 

Århus Domkirke

De holder ikke kirkemusikken ”for et røvet bytte”, de gode musikere i Sct. Clemens og Vor Frue. De deler rundhåndet ud af vor fælles kirkelige musikarv. I en frostperiode går vi i hi, men vågner op, når Kristian Krogsøe onsdag d. 3/3 kl. 17 forlader det tyske og franske og minder om, at vi også kan selv. Der er nordisk orgelmusik på programmet. Domkantoriet skal midt i marts stråle som repræsentanter for Århus, når de opfører Duruflés Requiem i Wilhelm Gedächtniskirche i Berlin, men hjemmebasen får onsdag d. 17/3 kl. 17 mulighed for at høre dette overdådige korværk. Duruflé (1902-1986), den senere organist ved St-Etienne-du-Mont i Paris, skrev sit op. 9 til minde om sin far i 1947. Den oprindelige version med orkester og orgel kom i 1961 i en orgelversion, og det er den Carsten Seyer-Hansen og Kristian Krogsøe sammen med Clemens Kantori og Concert Clemens velsigner tilhørerne med. Koncerten fredag d. 19/3 kl. 17 er speciel; den er arrangeret af de Danske Kulturinstitutter i Belgien og Storbritanien med udveksling af orgelsolister fra Danmark, Holland, Belgien og Storbritanien. Vort attråede domorgel får besøg af to førstegangsoptrædende: Rien Donkersloot fra Holland og Travis Baker fra UK. Det vil være en mægtig idé at vise sit internationale sindelag ved at komme og høre, hvad de to solister får ud af instrumenternes dronning!

 

Århus Bachselskab er en veletableret institution i byen. Ildsjæle og Bach-elskere stiftede selskabet i 1989, og hvordan kan et 20-års jubilæum fejres mere storslået end med et af korlitteraturens evige monumenter: Matthæuspassionen! Det værk, der kunne give selv Nietzsche troen tilbage! Som indgang til Påsken opføres denne ubegribelige åndsmanifestation d. 31/3 kl. 19.30. (Entré). Dirigent er domkantor Carsten Seyer-Hansen; Peter Lodahl evangelist; Trygve Bjerkøe, Jesus; Anne-Mette Balling, sopran; Karolina Blixt, alt samt Konservatoriets Kammerkor og Sct. Clemens Kantori. Onsdag d. 7/4 kl. 17 har domorganist Kristian Krogsøe inviteret Niels Tilma med baroktrompet op på pulpituret. Niels Tilma er uddannet både i Århus og i London og har spillet med ensembler og orkestre flere steder i Europa. Trompet og orgel er en fremragende klangkonstellation. Kom og lyt! Mellem påske og pinse varter domorganisten onsdag d. 21/4 kl. 17 op med franske symfoniske orgelværker af bl.a. Duruflé, der med kun 6 raffinerede, klangmættede orgelværker, stråler udødeligt, og så transskriberede han fra gamle lakplader nogle af sin lærermester, Tournemires, orgelimprovisationer. Stor kunst fortolket af Kristian Krogsøe. Onsdag d. 5/5 kl. 17 præsenterer orgelstuderende fra Konservatoriet deres eksamensrepertoire. Koncerten d. 19/5 kl. 17 bliver et tilløbsstykke, når ingen ringere end Concerto Copenhagen under ledelse af den legendariske Lars Ulrik Mortensen invaderer Domkirken. Solist på horn er Ursula Paludan Monberg i det todelte program: 1. del er viet højbarokken med Telemann, Graun, Quantz og 2. del Haydn og Mozart.

 

To kirker – samme tanke

I årene 1712-15 skrev Francois Couperin, den store franske barokkomponist, tre læsninger til Skærtorsdag: Lecons de tenèbrés (for 1 og 2 stemmer). Teksten har rod i Klagesangene og hentyder til de lys, der tidligere i den romerske liturgi blev opstillet på en trekantet lysestage for ét efter ét at blive slukket til minde om Jesu gravlæggelse i en mørk grav, (’tenebrae’= mørke). Værket opføres fredag d. 5/3 kl. 16 i Vor Frue (Murray Stewart, orgel og Anna Marie Wierød, sopran) og i Domkirken fredag d. 2/4 kl 22! (Margrethe Smedegård sopran, Estrid Molt Ipsen, mezzosopran og domkantoren ved orglet. Oplæsning: Sabine Bech-Hansen).

 

Vor Frue Kirke

Lad det være sagt straks: musikandagterne i Vor Frue sigter højt, for det er rig