|
Den gode puritanisme
af Sørine Gotfredsen, "Hen over Torvene" dec 2008 - feb 2009
Rygeloven har ført meget interessant med sig, og ikke kun i den forstand at man nu kan sidde på en café i den reneste fine luft. Loven har også bidraget kraftigt til den store diskussion om, i hvor høj grad man har pligt til at tage hensyn til både sig selv og andre i måden, man lever sit liv på. Nogen mener ligefrem, at en massiv nypuritansk bølge hærger landet, og at vi er i gang med at skabe et fordømmende syn på de mennesker, der falder udenfor de nye normer for renhed. Den risiko skal man bestemt være opmærksom på, men det allervigtigste i diskussionen er, at vi er i stand til at skelne. En ting er nemlig, at vi i synet på andre – ikke mindst politikere – er blevet overdrevent opmærksomme på selv små afvigelser i adfærden. Det var for eksempel tilfældet med socialdemokraten Jeppe Kofod, der tilbragte en nat i selskab med en ung pige. Ikke kriminelt ung, men ung. Den nyfigne og næsten skadefro optagethed af ikke mindst offentlige personers handlinger er langt hen ad vejen mediestyret og nært forbundet med sensationslyst og almindelig trang til at nedgøre folk på høje positioner. Men den anden del af den såkaldte nypuritanisme, hvor det handler om at bevidstgøre så mange som muligt om sund og ansvarsfuld livsførsel – og i nogle tilfælde indføre konkrete forbud – rummer et anderledes velgørende perspektiv. Her er tale om en klar etisk dimension. Man skal passe på med at føre kristne argumenter for, hvor meget mennesker bør spise, drikke og ryge, for det kan hurtigt blive opfattet som religiøs påbudstænkning, hvilket der selvsagt ikke er tale om. Men på et mere overordnet niveau bliver vi nødt til i et hæmningsløst overflodssamfund som dette at overveje, om man i kristen forstand kan forsvare at misrøgte sit dyrebare liv og dermed måske blive dårligere i stand til at tage vare på dem, man har omkring sig. Kristendommens bud om så vidt som muligt at være der for det andet menneske må vel inkludere, at man stræber efter at beherske sine behov, hvis de er i færd med at vokse ud af kontrol. Hvis de i sidste ende ikke alene bliver til skade for én selv, men også for dem man har i sin nærhed. Der høres mange liberalistiske argumenter i denne tid for, at ingen bør blande sig i andres livsførsel, fordi det opfattes som en krænkelse af den personlige frihed. Men den ultimative konsekvens af denne éndimensionelle friheds-tænkning er, at man skaber et samfund, hvor folk forgår i egen og andres ulykke. Derfor skal vi søge efter balancen mellem personlig frihed og omsorg for den enkelte, og dermed skal vi netop efterstræbe en vis puritanisme. En puritanisme, hvor det ikke udelukkende opfattes som ens egen sag, hvordan man lever livet. Nyfigenheden i synet på selv den mindste moralske udskejelse hos både magthavere og andre er usmagelig og meningsløs. Men optagetheden af, hvordan vi hver især forvalter vores tilværelse og mulighed for at betyde noget for andre, giver temmelig smuk mening. Man skal være fantastisk varsom med at sammenkoble kristendom og livsstil, men man kan godt meget forsigtigt antyde, at holdningen til egen og andres sundhed faktisk rummer en kristen dimension. |
