Den gode prædiken

af Sanne Thøisen, "Hen over Torvene" dec 2009 - feb 2010

Vi hører hver vort

Hvad gør en prædiken god? Spørgsmålet er enkelt og vedkommende, men det er ikke så nemt at svare på! Vi behøver ikke gå til empiriske lytterundersøgelser for at blive klar over, at selvom vi har lyttet til den samme prædiken, har vi hørt noget forskelligt, vi kan bare huske på samtaler på vej fra kirke eller diskussionerne ved familiefrokosten. Og enhver, der har været præst et stykke tid, vil have været ude for den sære oplevelse, det er, at en kirkegænger i afstandtagen eller tilslutning citerer én for noget, som man helt sikkert ved, man – heldigvis eller desværre – ikke fik sagt! Det viser bare, at vi nu engang lytter med de ører og den livserfaring, vi hver især har og de livsomstændigheder, vi nu befinder os i.

Prædikenlære og kommunikation

Overvejelser af den art og mange, mange flere er emnet for det teologiske fag prædikenlære (homiletik), hvor meningerne om, hvad der gør en prædiken god, naturligvis også er delte. Noget har der dog været enighed om de sidste mange år, og det er forholdsvis simple ting. Nemlig for det første, at prædikenen er underlagt samme grundlæggende kommunikationsbetingelser, som al anden mundtlig enetale: den kræver talers engagement og nærvær for at blive hørt – og det er jo det, det kommer an på: ikke (bare) at ordene bliver sagt, men at de bliver hørt. Og det er vanskeligt at koncentrere sig om en prædiken, hvis præsten har næsen i manuskriptet og signalerer “ikke-tilstede”; hvem er interesseret i at lytte til noget, som taleren selv signalerer er uvedkommende? For det andet har man fokuseret på, at form og indhold hænger sammen: måden hvorpå noget siges, tonen eller den måde vi tiltales på, er væsentlig for, hvordan vi lytter: de fleste vil f.eks. hellere tales til som voksne, tænkende og erfarne mennesker end belæres eller underholdes som (sogne-)børn. For det tredje har man i stigende grad gjort op med forestillingen om, at tro er “blind afgørelse” eller “lydighed”. Tro på Gud hænger naturligvis sammen med forståelse og erfaring i almindelighed, og det betyder, at prædikanten må bestræbe sig på, at anskueliggøre sine begreber: ‘kærlighed’, ‘nåde’, ‘synd’, ‘tilgivelse’, ‘sorg’ er svære at se for sig, når man hører om dem, hvis ikke de får kød og blod i fortællinger om menneskelige handlinger, eller der på anden måde også tales til vores fantasi og følelse og ikke kun til vores “trosafgørelse”. Ligesom fagteologiske tænke- og talemåder – så nødvendige de også er i andre sammenhænge – i gudstjenestens rum nemt bliver til indforståede koder eller klicheer, som er umulige at knække for andre end de kirkegængere, der er vokset op med dem, fordi deres forbindelse til aktuelle eksistentielle erfaringer ikke er til at høre og dermed se for sig og genkende sig i.

Nyere prædikenlære har med andre ord – og med god grund synes jeg – rettet opmærksomheden mod lytteren, mod præstens person og mod prædikenens form; mod prædikenens hvordan. Det kan alt sammen synes fortvivlende trivielt, for siger det ikke alt sammen sig selv, netop fordi det drejer sig om helt elementære indsigter fra alle mulige andre kommunikations-situationer? Jo, men teologisk ud-dannelse kan sommetider betyde, at dannelse glider ud, eller at almindelig sund fornuft og dømmekraft fordufter. Og så må teologer og præster tage opgaven på sig og aflære det lukkede kodesprog, der kører i tomgang om sig selv og gen-lære sig almindelige menneskelige indsigter i og regler for, hvordan kommunikation fungerer, så prædikenen kan høres. Det skrives der mange gode bøger om i disse år, og det arbejder præster meget med i deres efteruddannelser. Heldigvis, for her er et stort efterslæb, der skal indhentes.

Tydning i stedet for påstande

Er det så tilstrækkeligt, kan man spørge, at arbejde med form og fremførelse? Naturligvis ikke; måske peger det store arbejde med alt det snarere hen på, at der er store udfordringer i prædikenens indhold, i dens teologiske substans. Når præster nu bliver bedre til at kommunikere, så bliver det jo også nemmere for kirkegængere at høre, hvad der faktisk bliver sagt! Udsagnet om, at “form og indhold ikke kan adskilles” gælder jo i hvert fald ikke i eftertankens lys. Her kan man godt efter gudstjenesten overveje, hvad der i grunden var anliggendet i en prædiken, om den bidrog til ens livsoplysning og etiske orientering eller til mødet med Gud. Jeg skriver udtrykkeligt “bidrog”, for selvfølgelig kan prædikenen i bedste fald kun det, bidrage; sammen med alle de andre måder kristentro er i spil imellem os på: i bøn og sang og samvær, i dåb og nadver, i samtale og undervisning, i kunst og kultur.

Prædikenens eksistensberettigelse i den samlede gudstjenester er efter min bedste overbevisning, at den i et aktuelt sprog – til forskel fra liturgiens – giver et bud her og nu på, hvorfor det går an at tro på Gud, og hvilke konsekvenser det har for min måde at se og handle på i forhold til mig selv, mine medmennesker og min omverden. Det er ikke, fordi jeg ikke kender de klassiske formler : “at forkynde Guds Ord” eller at “forkynde evangeliet”, men min erfaring er, at de ofte får karakter af mantraer, der ikke siger så meget. Indrømmet, det hænger også sammen med, at de for mig giver associationer i retning af “udråbe” eller sige noget meget højt. Og det er faktisk det, jeg tror prædikenen skal undgå: de store absolutte påstande, der ikke argumenteres for, og som hævdes at gælde når som helst og hvor som helst. Den gode prædiken derimod giver stilfærdigt gode grunde –