Luft skal der til!

af Knud Svendsen, "Hen over Torvene" sept-nov 2007

Hvis ikke andet af den store danske barokmester – årets 300-års jubilar – Diderich Buxtehude har vundet verdensomspændende anerkendelse, så har i alt fald orgelværkerne; dem kan ingen organist komme uden om. Buxtehudes fortryllende fortællemåde fanger; her er de store liniers bredde og vidde, de melodiske landskabers skønhed og velgørende sigtbarhed, og hans virtuose fantasi fandt jo let sin næring: han kunne jo bare sætte sig og fantasere på sine to store orgler i Sct. Marien i Lübeck. Nej! – det kunne han jo netop ikke. Ikke sådan uden videre, for han var jo afhængig af at få 2-3 bælgtrædere med op til instrumentet, og det kostede! Elektriciteten “var kommet til verden, men verden kendte den ikke.” Den skulle først opdages. Buxtehudes store orgel, bygget af Friederich Stellwagen i årene 1637-1641, havde 21 bælge, og man kan undre sig over, at det store domorgel i Halberstadt med sine 20 bælge krævede 1 mand til 2 bælge, mens regnskaberne til Sct. Marien i Lübeck kun omtaler 2 bælgtrædere i alt på den tid. Den ene, en kvinde ved navn Cathrine, fik sammen med sin mandlige kollega 30 Lübeck Mark årligt som fastansatte bælgtrædere i kirken. Uden dem forblev orglet tavst.

Året før Buxtehudes død klagede rådet ved Neue Kirche i Arnstadt over, at deres unge organist, J.S. Bach, tog en fremmed jomfru med op til orglet. Moralske skrupler var dog unødvendige, de to var ikke alene på pulpituret! Der skulle 2 bælgtrædere med, før orgelpiberne ville oplade deres røst.

Først 1910 kunne domorganist Arthur Allin sætte sig til orglet alene i Aarhus Domkirke.

En stor jævnstrømsmotor og blæser var installeret. Bælgtrædernes slidsomme arbejde bag orglet var en saga blot.

Århus Domkirke

Som det fremgår andetsteds i bladet fratræder domorganist Anders Riber efter 34 år i det traditionsrige embede i domkirken d. 1. okt., og det af menighedsrådet nedsatte udvalg har udpeget den kun 24-årige Kristian Krogsøe til at løfte den store kirkemusikalske arv. En nærmere præsentation af den kommende domorganist vil følge.

Det ligner mere end en tilfældighed, at domkantor Carsten Seyer-Hansen, domkirkens kantori og domorganist Anders Riber d. 11. sept. indbyder til koncert med netop et Requiem! (en messe for de afdøde). Den dato blev jo i 2001 den skæbnetunge dag, hvor gale mennesker demonstrerede åndsformørkelsens totale dybder! I 1947 afsluttede den store pariserorganist Maurice Duruflé sit Requiem op. 9 der skulle blive det værk, der bidrog mest til hans ry. Den originale version er for stort orkester og orgel, men to andre udgaver fulgte, bl.a. én for orgel alene, og dén er det, publikum her skal høre. Værket er baseret på gregorianske temaer og skulle ifølge komponisten “repræsentere ønsket om fred, tro og håb”. Et skønnere værk kan vel ikke tænkes opført på en ‘11. september’! Men der er en anden vigtig grund til at overvære præcis denne koncert. Det er også Anders Ribers afskedskoncert!! Og når vi nu er på musikalsk besøg i Paris, bliver vi i denne orglernes stad og går andagtsfuldt ind i St.Trinité. I dette rum virkede fra 1931 til sin død i 1992 Olivier Messiaen, elev af Marcel Dupré og en af det 20. årh.’s mest betydningsfulde komponister.

I 1932 udkom hans Apparition de l’Eglise éternelle, en vision om den evige kirkes tilsynekomst. Den 21. maj år 1900 fik den næsten ligeså berømte blinde organist, Louis Vierne, embedet ved Notre Dame. Hans værkliste tæller 6 orgelsymfonier, hvoraf Riber har valgt 4. sats (adagio) fra 3. symfoni i fis-mol, op. 28 fra 1911.

At den protestantiske kirke er højligt velsignet med store salmedigtere turde være almen viden. Og vil man vide mere, da sørger kantor og kantori for, at vi tirsdag d. 6. nov. kl. 20 kan markere 300-året for den store tyske salmedigter Paul Gerhardt, født d. 12. marts 1607 og død d. 27. maj 1676. Den ny salmebog bringer 18 af hans salmer, og ingen ringere end J.S. Bach ærede ham ved at bruge netop hans dybe tekster i Matthæuspassionen.

Gerhardt er en af barokkens vigtigste digtere med stor gennemslagskraft den dag i dag i den evangeliske kirke. Hans virke som præst ved Nikolaikirken i Berlin betød varigt venskab og nært samarbejde med organisten Joh. Crüger. Hans grav befinder sig korkrypten i kirken i Lü