|
 Bibelen ― hjertets efterklang
af Helge Kjær Nielsen, "Hen over Torvene" sept-nov 2007
Hvordan skal vi se på Bibelen? Det er et af de spørgsmål, der med mellemrum diskuteres i kirkelige kredse, og diskussionen kan være temmelig heftig. Der er da også tale om et meget vigtigt spørgsmål.
Jeg vil for overskuelighedens skyld samle de forskellige bibelsyn i tre grupper. Man kan for det første mene, at det er ganske misvisende at bruge betegnelsen Guds ord om Bibelen, da den i virkeligheden alene består af menneskeord. Det synspunkt er der mange, der har, og det må da også være den selvfølgelige konsekvens, hvis man ikke mener, at der er nogen Gud.
For det andet kan man have den opfattelse, at Bibelen er Guds ord på den måde, at den i direkte forstand og ordret indeholder Guds tale til mennesker. Man kan derfor være sikker på, at det alene er Gud, der kommer til orde i de bibelske skrifter. Bibelen taler i enhver henseende sandt. Indholdsmæssigt er den ikke præget af mennesker. Eksempelvis er det Jesu ord, direkte som de er talt af ham, vi har i evangelierne. Også de ord, han talte, når han var alene. Denne forståelse betegnes undertiden et fundamentalistisk bibelsyn.
For det tredje kan man forstå det sådan, at forudsætningen for tilblivelsen af de bibelske skrifter er Guds åbenbaring i menneskers verden og for mennesker. Han har – blandt andet gennem Jesus – talt og handlet i vores verden, og det er så menneskers erfaringer og tydninger og mere eller mindre fuldstændige forståelse af denne åbenbaring, der er nedfældet i Bibelen. Vil man bruge betegnelsen Guds ord om Bibelen, må man altså ifølge dette bibelsyn tænke bogens menneskelige præg med.
Kun de to sidste forståelser kan have hjemstedsret i kirken, og det er alene dem, der skal kommenteres i det følgende. Mod den opfattelse, at Bibelen i direkte forstand er Guds ord, kan der rettes grundlæggende indvendinger, af hvilke jeg vil nævne to. For det første består de bibelske skrifter meget mere af ord om Gud og til Gud end af ord, der er gengivet som ord af Gud. For det andet lader den forståelse, at alt, hvad der berettes i Bibelen, er historisk korrekt, sig ikke opretholde. Det kunne der fremføres mange eksempler på fra Det Gamle Testamente, men i virkeligheden fremgår det også af vore evangelier. En nærmere sammenligning mellem de fire evangelieskrifter viser, at de ud fra en historisk betragtning ikke i enhver henseende kan have ret.
Det tredje af de ovenfor skildrede bibelsyn kan synes utilfredsstillende i den forstand, at det indebærer, at de bibelske skrifter i mere eller mindre omfattende grad er præget af mennesker. Efter min opfattelse er det imidlertid det eneste holdbare bibelsyn. Jeg har i den lille bog “Hjertets efterklang” søgt at illustrere dette bibelsyn med henvisning til nogle linjer fra salmen “Nu vil vi sjunge og være glad” (DDS 110). Dér lyder sidste vers: “Ham vil vi synge vor julesang, og er den så kun svag, det er dog vort hjertes efterklang af engelens bud i dag.”
Salmedigteren ved godt, at han ikke kan synge julesangen, som den lød sunget af englene julenat. Men han fastholder, at sangen ikke har udspring i ham selv. Den er en efterklang af Guds engles julesang. Og på lignende måde er det med de bibelske skrifter. Det kan godt være, de bare er at forstå som en ufuldkommen og af menneskers begrænsning præget gengivelse af Guds åbenbaring i vores verden. Men det er ikke desto mindre kirkens tro, at der ikke kun og ikke først og fremmest står mennesker bag de bibelske skrifter. Frem for alt står Gud bag. Hvad vi har i Bibelen er nok en ufuldkommen efterklang – men altså en efterklang af Guds åbenbaring.
Taler Bibelen så sandt? Det kan ikke fastholdes, hvad en række af de historiske informationer angår. Der er imidlertid også et spørgsmål, der er langt videre, nemlig om Bibelen taler sandt om Gud, om Jesus som Guds søn og om mennesker som Guds skabninger og om det liv, vi skal leve med hinanden. At Bibelen på den måde taler sandt, lader sig ikke bevise. Men det er kirkens tro og fundament, at den gør det. |
