Bernt Notke og Døden fra Lybæk

af Troels Rønsholdt, "Hen over Torvene" jul-aug 2008

Manden bag Århus Domkirkes store, pragtfulde gotiske altertavle – lybækkeren Bernt Notke – er historisk set en temmelig tvetydig skikkelse:

På den ene side er hans ansvar for lige denne tavle i enestående grad veldokumenteret, både ved hans signatur på selve værket og i samtidige skriftlige dokumenter. Noget der på denne tid i sig selv var usædvanligt, fordi middelalderkunstnere normalt optrådte som anonyme håndværkere, der blot udførte de opdrag, der blev dem pålagt af for eksempel konger, biskopper samt også rige sammenslutninger af købmænd eller håndværkere. Disse var i stort omfang også dem, der bestemte altertavlernes indhold og billedprogrammer. Dyrkelsen af kunstnere som enestående universalgenier opstod først med højrenæssancens “tre store”: Rafael, Leonardo da Vinci og Michelangelo.

Men på den anden side ved vi kun lidt om Bernt Notke ud over navnet og de få værker, der med sikkerhed kan tilskrives ham. Store værker som den kraftfulde “Sct. Jørgen og Dragen”- skulptur i Stockholms Storkyrka, Døde dansfrisen i Lybæk og mange andre, som tidligere af den ypperste kunsthistoriske sagkundskab blev tilskrevet ham og regnedes for det ypperste i nordeuropæisk gotik, tør nu ingen historiker kalde hans, selvom det ville være fristende for den nationale ønsketænkning, at kunne præstere en stor kunstner fra Nordeuropa og Skandinavien i den tidlige renæssance.

Selvom Lybæks stadsarkiv rummer mange kilder, hvor hans navn nævnes (ca. 50), er de svært fortolkelige og giver i bedste fald kun et temmelig diffust billede af ham.

Derfor må vi erkende, at vi i virkeligheden ikke ved ret meget om Bernt Notke. I det følgende skal vi prøve, at tegne et forsigtigt billede af hans livsforløb.

Livshistorie

Bernt Notkes liv kan opregnes meget kort: Han blev rimeligvis født i den lille pommerske by Lassau i nærheden af Rostock o. 1440. Fødselsåret kendes ikke nøjagtigt. I 1467 møder vi ham første gang i Lybæk som “frimester” – altså stående udenfor det vigtige mesterlaug – som leder af et malerværksted med adskillige svende. I dette år får han byrådets støtte efter at have klaget over, at de etablerede malermestre havde chikaneret hans svende. Klagen og byrådets dom må have betydet, at han fra nu af kunne fungere som anerkendt medlem af lauget. Det kan nemlig med sikkerhed dokumenteres, at han i perioden 1471-83 producerede og afsatte mindst tre store altertavler med udskårne figurer og malerier. To af dem er bevaret: Århustavlen og altertavlen i Hellig åndskirken i Talinn.

I 1490erne optræder han i Stockholm i det vigtige og givtige embede som møntmester for den svenske rigsforstander. Senere vender han tilbage til Lybæk, hvor vi i 1503 ser ham som leder af Sct. Petrikirkens teglværk, et storforetagende, som leverede sten til såvel Petrikirken selv som byen og egnen. Da nordtyskland er uden brugbare natursten af betydning, var teglstenene af afgørende betydning for de enestående og talrige byggeforetagener i Østersøområdets rige Hansebyer. Notke kunne altså meget mere end at producere altertavler.

I et andet dokument fra samme år nævnes en hustru og en evnesvag datter, som han i et testamente søger at sikre økonomisk. I 1509 dør han.

Det billede, der tegner sig af ham, er derfor ikke så meget den store kunstner men den dygtige administrator og entrepenør, idet skabelsen af altertavler – en efterspurgt vare i samtiden – var en stor og kompliceret entreprise: Værkstedslederen skulle ansætte snedkere, malere og billedskærere med vidt forskellige specialer i en omfattende arbejdsdeling: Nogle skulle læggekridtgrunden, hvorpå forgyldning og maleri skulle udføres, nogle var specialister i forgyldning, andre måske i at male ansigter, klædedragt, eller de svære hænder, som lige netop Notkeværkstedet ikke var så god til.

I 1482 var Bernt Notke i Århus for at tilse tavlens ende lige færdiggørelse og opsætning. Forud var gået mange vanskelige forhandlinger og et retsligt efterspil om betalingen. Opdragsgiveren, Biskop Jens Iversen Lange, var i samtiden kendt som en hård hund i penge sager, men begge har utvivlsomt været hinandens ligemænd i skarpe forretninger. Portrættet af Biskop Jens, som pryder tavlens hverdagsside, viser i højere grad en snu studepranger end en from og verdensfjern teolog. Aner man en karikatur?

Men selvom der på fodlisten under de store figurer står prentet: “Bernardus fecit me” (Bernt (Notke) gjorde mig), kan det ikke bevises, at han selv holdt penselen. Den danske kunsthistoriker Erik Moltke slog i 1970 i sit storværk om Århustavlen uigendriveligt fast, at der intet sikkert kan siges om, hvad Notke personligt har malet eller ikke malet – hverken på grund af skriftlige kilder eller ud fra kunstneriske kriterier. Idet hele taget skyldes det Moltkes ypperlige og banebrydende forskning, at vi dag har et holdbart og nøgternt billede af Notkes liv og værk.

Dermed er det slut med myten om det store geni, Nordens dystre Michelangelo, hvis livsværk kulminerede med det skrækindjagende billede af dødens triumf – affødt af middelalderens pestepidemier, krige og hungersnød: “Døden fra Lybæk”. En myte, der fra o. 1900 og langt op i det 20. århundrede dominerede både tyske og danske kunsthistorikere.

“Døden fra Lybæk”

Dette uhyggelige værk, som i århundreder var det populæreste trækplaster i Lybæks kolossale Mariekirke, har op til vore dage haft stor fascinationskraft, fordi det ubønhørligt demonstrerer, at døden er det eneste sikre i menneskets liv, uanset om man er pave eller tigger. Og at der kun er et svar på denne forfærdende kendsgerning: at følge kirkens forkyndelse og anvisninger!!

Denne store frise findes ikke mere. I 1942 blev den ødelagt i flammerne under et voldsomt bombardement og kan i dag kun opleves via en bleg, sorthvid foto stat. Vil man danne sig et billede af dette spændende værk, må man tage til Tallinn i Estland, hvor man i Sct. Nicolai Kirke finder et beslægtet, men meget mindre værk – kun 5 meter langt.

Ifølge Erik Moltke var det dog ikke det originale kunstværk, der under krigen forsvandt i flammehavet, men en stærkt omarbejdet kopi fra 1701 af det over 30 meter lange og 190 cm høje lærredstapet, hvor en række personer fra vidt forskellige samfundsklasser dramatisk danser med hver sin