|
Barnets tro
af Christian Thodberg, "Hen over Torvene" jun-aug 2008
Når en mor og en far bærer deres barn til dåben, er det en handling, der ikke findes mage til i denne verden. For der kan ikke tænkes noget mere afgørende og samtidig mere ærligt og oprigtigt. Det er forældrene, der vågner om natten for at høre, om deres barn stadigvæk trækker vejret. De tager livets vilkår så alvorligt, at de med al deres bekymring og uro for deres barn bærer det frem til den Herre, om hvem og børnene det fortælles, at Han tog dem i favn og lagde hænderne på dem og velsignede dem.
Der er intet væsen, der er så hjælpeløst og så udleveret til andres opmærksomhed og kærlige omsorg som et nyfødt barn, hvis første små livstegn er at skrige og klynge sig til dem, der giver det føde, trøst og ro.
Barnet rækker instinktivt ud efter hjælpen, hvor den findes. Det er det samme som at tro – dét ubetinget at give sig i en stærkeres vold og magt. Derfor: Sig ikke, at barnet ikke tror. Det gør ikke andet! Det gælder barnet. Det gælder også de voksne. Men for den voksne er betingelsen altid at indrømme sin afhængighed af andre eller noget helt andet end sig selv. Og Jesus beder altid den voksne at gå barnets vej: Hvis I ikke vender om og bliver som børn, kommer I slet ikke ind i Himmeriget! [Matt. 18,3].
Det falder ikke alle lige nemt i en moderne verden, der mere hårdnakket end nogensinde hævder menneskets magt og selvhjulpenhed, og som derfor anser troen for aldeles overflødig. Eller hvis det går højt kun som en særlig evne, nogle har, og andre mangler.
Men det er og bliver et selvbedrag. For troen, sådan som der her er talt om den – den tro kender alle uden undtagelse. Hvert minut sætter vi en større eller mindre stump af vores liv i pant hos andre. Er dét ikke netop at tro: at have ubetinget tillid til den, hvis magt, vi respekterer, og den kærlighed, vi ikke kan være foruden? Og tilliden til, at andre vil tage vare på vores liv – den tillid søger stærkere og stærkere holdepunkter, jo svagere og jo ældre vi bliver. For det véd vi: mange af os ender med at skulle bæres – hjælpeløse som små børn – og med det samme råb om hjælp på læberne.
Det er dåben et billede på. Enhver, der står med et nyfødt barn i armene, kan uden en præsts hjælp selv døbe barnet og øse de tre håndfulde vand over barnets hoved i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn med den eneste indledning: Herre Jesus – modtag dette barn!
Det er troens udtryk i den kortest og tydeligst tænkelige form. Med den tro bærer en mor og en far deres barn til dåben. Og når barnets navn nævnes, svarer de ja på spørgsmålene om barnets tro.
Det tør de. De kan ikke andet. For barnet råber om hjælp og rækker ud efter dem. Barnet tror på dem, for i forhold til barnet står de i den almægtige Guds sted. Men da forældrene ikke har Guds magt og myndighed, bliver de ét med barnets råb om hjælp og rækker sammen med barnet ud efter hjælpen, hvor den findes, og sammen med barnet tror de, og med den tro kommer de til dåben. Jesus siger jo selv om børnenes adgang til Ham: Lad de små børn komme til mig; dem må I ikke hindre, thi Guds rige hører sådanne til. Det gælder både børnene og de voksne, der er ligeså hjælpeløse som børn. |
