Ateister på korstog

af Jacob Bjerre Jensen, "Hen over Torvene" marts-maj 2009

Danmark er ikke et kristent land, og kristendommen bør derfor ikke have en særstilling. Udsagnet synes at være essensen af Humanistisk Samfund og andre ateisters overvejelser. Lad mig for en god ordens skyld sige, at jeg betragter det som et fuldt legitimt synspunkt. Lige så legitimt som det er at opponere imod det. Men hvad er Danmark så, og hvilke omstændigheder berettiger til en særstilling?

De fleste kan vel blive enige om, at vort land trækker en lang historie efter sig. Skikke og ritualer i alle afskygninger, religiøse som verdslige, har i tidens løb formet og præget landet og som noget naturligt bidraget til at give riget nerve og puls. Til fastelavn slår vi katten af tønden, klæder os ud og rasler ind. Disse handlinger udføres helt upåagtet fastens kristne islæt, og således er det vel de færreste, der tillægger fastelavn en religiøs betydning endsige føler sig tynget af en eventuel kristen manifestation.

Til Sankt Hans fejrer vi midsommeren med båltaler og hekseafbrænding. Dette i grunden bestialske ritual udføres hvert år foran hundreder af uskyldige børneøjne. Hvorfor? Fordi det ikke er mere end en skik, vi kan samles om, et vidnesbyrd om sammenhold, alt imens høsten samles i lade, og ungdommen dansen træder. – I december måned bruges der tusinder af offentlige kroner på at bringe befolkningen i julestemning lige fra juletræ på torvet til krybbespil på det lokale bibliotek. Hvor mange føler det som et tvunget knæfald for kristendommen? Vel kun et fåtal. – Det er disse og dusinvis af andre grundlæggende harmløse traditioner med rod i vor historie, som Humanistisk Samfund vil gøre op med. Skytset rettes i første omgang mod religiøse skikke, men der er i nærværende sammenhæng principielt ingen forskel på dem og andre af mere verdslig karakter, blot der er tale om en statsstøttet aktivitet, til hvilken man kan have to forskellige meninger, og den ene ikke skal tilgodeses på bekostning af den anden.

Får Humanistisk Samfund held med sit foretagende, så kan man i sandhed spørge: Hvad er Danmark? Hvad er der tilbage? Jeg mener, at historisk samhørighed berettiger til en særstilling. Kristendommen som historisk tradition fortjener en sådan position på lige linje med andre kulturbærende områder. Men alt kan naturligvis overdrives. Grænsen går, hvor harmløs tradition går over i påtvunget religiøs bekendelse. Til førstnævnte kategori hører begivenheder som de kristne højtider, Mortens aften og nytår med Grundtvigs nytårssalme. Til sidstnævnte kategori alt hvis udførelse kan tolkes som religiøs overgivelse. Ingen ikke-kristen skal tvinges til at underlægge sig kristne symboler for at kunne nyde lovsikrede rettigheder. Har ateister svært ved at få begravet deres kære uden religiøs indblanding, er det noget, der skal rettes op på. Her har vi netop at gøre med en kristen tilkendegivelse i forbindelse med en begivenhed, ingen af os i længden unddrager os. Det samme kan siges om den omstændighed, at nyfødte skal navneregistreres via Folkekirken.

Talsmand for Humanistisk Samfund Dennis Nørmark skrev i Kristeligt Dagblad den 22. januar: …vi mener ikke, at man meget opportunt kan påstå, at fadervor og kors betyder meget i én sammenhæng (læs: kirken), men er ligegyldigt pynt i andre (læs: alle andre steder i det offentlige rum). Enten betyder religionen noget, eller også gør den vel ikke? Det er lige præcis denne rigide tilgang, der er problematisk. Korset på kirkegården har da en helt anden symbolværdi end korset i Dannebrog. Et maleri i en kirke af en korsfæstet Jesus vækker da helt andre følelser, end billedet af den korsfæstede Jesus taget fra Jellingestenen, der viser sig for os, hver gang vi åbner vores røde pas. Jeg kan sagtens følge det principielle i Dennis Nørmarks og Humanistisk Samfunds synspunkt. Men det er et princip, der hviler på en forsimplet tankegang med for få parametre. Man må skelne mellem, hvad der kan placeres i en offentlig, religiøst udøvende kontekst, og hvad der kan