Ateismens elendighed

af Niels Grønkjær, valgmenighedspræst, dr. theol, Vartov, "Hen over Torvene" jun-aug 2009

Det er igen blevet moderne at være ateist. Ikke nødvendigvis fordi det er blevet særlig udbredt, eller fordi der er tale om hvad den tyske filosof Jürgen Habermas i 1970’erne kaldte masse-ateisme. Men de, der siger, at de er ateister, taler højt og energisk. Hvad de mener er dog ofte dunkelt. De siger, at de ikke tror på noget. Men man får ikke altid at vide, hvad dét noget, som de ikke tror på, er. To former for ateisme kan imidlertid skimtes.

Den ene form for ateisme er videnskabelig – hvilket næsten altid betyder naturvidenskabelig. Således fejrer den engelske biolog Richard Dawkins store triumfer i især den engelske og amerikanske verden med et budskab, der – som han selv skriver – fordømmer troen på det overnaturlige i alle dens former. Han er ateist, fordi han forstår sig i modsætning til teismen, der forestiller sig, at der et eller andet sted eksisterer et uforanderligt væsen, som engang har skabt verden. Hans ateisme er en reaktion mod en sådan forestilling, mod teismen.

Dawkins fører på den baggrund en videnskabelig diskussion af spørgsmålet om Guds eksistens eller ikke-eksistens. Han præsenterer en skala fra 1 til 7, hvor 1 angiver en stærk teistisk tro på, at Gud med 100 procents sikkerhed eksisterer, mens 7 angiver en tilsvarende sikker ateistisk viden om, at Gud ikke eksisterer. Det er rørende, at Dawkins placerer sig selv på trin 6 – for det kunne jo være...

Det er en elendig måde at tale om Gud på. Man kan i hvert fald godt komme i tvivl om, hvorvidt det har noget med kristendom at gøre. Den kristne tro er ikke først og fremmest en tro på, at Gud eksisterer, men en tro på hans ord, på det budskab der kommer til os. Forkyndes for os. Hvis vi mente, at vi skulle tro på Guds eksistens, ville vi – som Dawkins – være henvist til næsvise sandsynlighedsberegninger. Troen på Guds ord, derimod, kommer til os i vores liv med hinanden.

Der er en anden form for ateisme, en filosofisk ateisme. Således forsvarer den franske filosof Michel Onfray den oplysningstænkning, der gennem fornuften vil befri mennesket og menneskeheden fra religionens tvang. Vi må af med religionerne, fordi de altid ender i en form for fundamentalisme, der tilsidesætter friheden.

Denne filosofiske form for ateisme er ikke så elendig som den videnskabelige. Her er der i det mindste tale om en vis forståelse for, at religionen – og altså også kristendommen – angår måden hvorpå vi lever vores liv. Men når Onfray fremstiller kristendommen som en monoteistisk religion, der kun undertrykker menneskets naturlige liv og gør det ufrit, så bliver det lidt småt.

For kristendommen har også bidraget til oplysningstænkningen. Det er f.eks. ikke tilfældigt, at vores frihedsrettigheder og lighedsideer knæsættes i en kristen kultur. De kan godt betragtes som en verdslig udløber af Paulus’ udsagn om, at det – når vi er Guds børn – ikke kommer an på, om man er jøde eller græker, træl eller fri, mand eller kvinde. Kristendommen har på forskellige måder sat sit præg på vores kultur, også på godt. Det er et defensivt argument for kristendommens berettigelse. Men man behøver ikke lade det blive ved det. De nye ateister bør vide, at vi, der kalder os kristne, ikke tror på den Gud, som de tror, vi tror på. Både de videnskabelige og de filosofiske ateister tænker sig, at vi tror på, at der et eller andet sted eksisterer en uforanderlig Gud, som vi skal underkaste os. De mener, at en sådan tro tilsidesætter vores viden, og at den hæmmer vores livsudfoldelse.

Men det er ikke den kristne Gud. Han er nemlig en levende Gud, som tager del i menneskets liv. Han bliver menneske med alt hvad det indebærer. Han dør også.
 

Ateisterne hævder jo også, at Gud er død. Men de mener noget andet med det. De mener, at forestillingen om en uforanderligt eksisterende Gud ikke kan opretholdes. Det kan de have ret i. Men hvad så?

For at formulere det tilspidset: Da den levende Gud dør på korset, dør forestillingen om den uforanderli