5. søndag efter Trinitatis

Århus Domkirke, den 4. juli 2010 kl. 17.

Tekster: 1. Petersbrev 2,4-10 og Matt. 16,13-26

Salmer: 324-332/54-439-636-759

af Poul Henning Bartholin, domprovst v. Århus Domkirke

For tiden foregår der en meget heftig debat i kirkelige kredse om kønsneutrale ægteskaber og om vielser af par af samme køn. I diskussionen truer nogle med at forlade folkekirken, og denne diskussion er endnu et eksempel på, at Folkekirken mere og mere deles i to grupper. Den ene gruppe er konservativ, der vil læse Bibelen bogstaveligt. Altså tage alt, hvad der står for pålydende. Den anden gruppe vil læse bibelen mere liberalt, det vil sige se den i sin historiske sammenhæng, og læse den og budskabet ind i vores tid.

For den konservative fløj er hovedargumentet, at hvis ikke Bibelens ord står til troende, falder hele kirken fra hinanden. Den anden fløj hævder til gengæld, at Bibelens indhold og betydning er indiskutabelt, men at det handler om at udlægge og fortolke teksterne og om at forbinde Bibelens budskab med livet, som det leves i dag.

Hvem af de to holdninger har ret? Ja, det kan man egentlig ikke svare neutralt på. For det er to holdninger, som begge har hjemsted i folkekirken. I grunden har de samme opfattelse, men de drager forskellige konsekvenser heraf.

De er fælles om at mene, at verden er Guds. Han er skaber, opretholder og forløser ved Jesus Kristus. I Jesus har Gud åbenbaret sig, og i ham kan vi se den side af Gud, der vender vores vej. Og Gud er nær på os, for ved Helligånden holdes vi i live dag for dag.

De forskellige konsekvenser viser sig i, at den ene – den konservative – holdning står fast på, at Bibelens tekst er lig med budskabet. Hvorimod den anden siger, at Bibelens tekst rummer og er udtryk for budskabet. Det er egentlig temmelig afgørende, om man står for den ene eller den anden holdning.

Nu er jeg jo ikke neutral. Jeg har en holdning, der ligner den, jeg her har kaldt den liberale. For mig at se kan forskellen mellem de to opfattelser beskrives som, at det enten drejer sig om at se Bibelen som en slags vejtavler og vejskilte, der står langs den vej, et menneske går i livet. De fortæller, hvad man må, hvad man skal, og hvad man ikke må.

Eller Bibelen er som en vej, der har nogle lamper der lyser på brudstykker af tekster, der er sat op. Teksterne beskriver steder, tilstande, erfaringer, man får ved at gå på vejen. Lamperne hjælper en til at læse og forstå. Og for at der ikke skal være tvivl, så er Kristus et uudslukkeligt lys, der gør det muligt at se livet i dets brogede mangfoldighed hænge uløseligt sammen med ham og hans liv og evighed.

Når jeg har opholdt mig ved dette til indledning, er forklaringen, at dette er afgørende for, hvordan vi fortolker og forstår de bibelske tekster også i dag. Den lange prædiketekst af Mattæus handler overordnet om tre ting. For det første om, hvem Jesus er og i den forbindelse er det afgørende, hvordan et menneske, her Peter, kommer frem til svaret, og hvad konsekvensen er. For det andet handler den om, at Jesus led og døde og opstod i Jerusalem. Her er det igen afgørende, hvordan mennesket, igen Peter, reagerer på det. Endelig for det tredje handler det om, hvordan vi som læsere af budskabet og – bedre – som hørere af det, kan leve med det budskab.

En bekendelse er et udsagn, som fortæller om det, der ligger dybt inde i os, det som har en grundlæggende betydning for os på godt og ondt. Da Peter blev afkrævet et svar på, hvad han mente om Jesus, var han nødt til at være ærlig. Når vi bekender noget, må vi være helt ærlige. Vi siger jo også, at vi vil være noget bekendt. Det bekendte fortæller om vores egen forståelse af os selv og vores liv. I bekendelsen fortæller vi om, hvordan vi forstår Jesus Kristus, og dermed fortæller vi, hvordan vi forstår os selv.

Den handling at sige trosbekendelsen for sig selv hver dag eller at sige den i fællesskab, som vi gjorde for lidt siden, handler ikke om at stå inde for alle detaljerne i trosbekendelsen som f.eks. jomfrufødsels osv. Nej, det handler om at forstå sig selv som et menneske, der har mødt det, der er grundlaget for livet. Det kan formuleres sådan, som jeg har gjort det til indledning, at vi bekender, at verden er Guds. Det er ikke os, der er ophav til verden. Den var før os og er efter os. Vi er sat i den og blevet til i den af den magt, der er magten i alt, hvad der er til. Den magt vi kalder Gud, og som har vist sig for os i Jesus Kristus.

Peters bekendelse er en bekendelse, du og jeg ofte foretager, når vi bliver nødt til at tage stilling til vores livs grundlag. Og det er vi tit. Her bliver vi så gjort opmærksomme på, hvad troen kommer af. Troen kommer ikke af, for nu at begynde negativt, at vi sætter os ned og gør op, f.eks. hvor mange af udsagnene i trosbekendelsen vi kan stå inde for. Troen kommer ikke af viden eller af logisk tænkning. Al tro, også den tiltro vi er nødt til at have til hinanden for at kunne leve sammen, kommer af en troværdighed ved et andet menneske og en tiltro det budskab, som den anden udtrykker.