4. søndag efter Trinitatis

Århus Domkirke, den 27. juni 2010 kl. 10

Tekster: Rom. 14,7-13; Matt. 5,43-48

Salmer: 752-303-674/688-439-459-11

af Poul Henning Bartholin, domprovst v. Århus Domkirke

Ved sejre er der mange helte, ved nederlag er de én eller få skyldige. Den sandhed kender vi vist alle i praksis. Nogen af os så det i TV forleden efter det danske landsholds nederlag. To spillere var i fokus. Målmanden og en angriber. De har vist ofte været helte, når de sejrede, forleden var de skurke og skyldige ifølge flertallets opfattelse. Der stod de to og blev bedt om interview på vej til omklædningsrummet. De gjorde deres pligt og svarede. Deres øjne fortalte alt. Blikkene flakkede ikke. De to var fattede og stod næsten som smukke tabere, for de vidste, hvad de havde været igennem, og hvad de nu skulle igennem. De skulle igennem den ubarmhjertige vridemaskine, som medier og flertallet udsætter dem for. De blev gjort eneansvarlige for et nederlag. Sandheden er en anden, men den er ingen interesserede i.

Skyld og ansvar vedkendte de sig, dog var det ikke dem, der egentlig svigtede. Nej, det er alle os andre, der ikke erkender livets vilkår, men vil finde syndebukke, fjender og have lov til at hade og håne.

Den situation, som jeg netop har refereret til, er ikke enestående. Det sker hver eneste dag. Hele tiden er der historier om den ene eller den anden, der hænges ud og gøres til syndebuk. Ingen af os kan sige sig fri for at deltage. Men hvem tør protestere?

Måske fordi vi véd med os selv, at vi svigter her, synes både Paulus ord om ikke at dømme andre og Jesu ord om at elske vore fjender at ramme os hårdt.

Elsk dine fjender! Det er jo urealistisk. Der er sikkert dem, der vil sige, at det er et hårdt og urimeligt krav. Hvem kan opfylde det? Når ingen kan, er det vel et overflødigt krav? Nej, så er det netop vigtigt.

Situationen fra før med de to personer, der nu er gjort skyldige, viser os, at vi ikke kan indgå i en relation til andre uden at pådrage os ansvar og skyld.

Det er et vilkår for os som mennesker, at der hele tiden er andre på vores vej gennem livet, som vi pådrager os ansvar for. Vi kan ikke se dem, tale med dem, røre dem, uden at få et ansvar. Den anden er et sårbart menneske, som dig selv, og den anden har brug for at blive set, anerkendt, respekteret og hjulpet, som du selv har.

Hvis vi støder nogen fra os og ikke vil have med dem at gøre, eller gør dem til syndebukke og ansvarlige for alt det dårlige, svigter vi. Vi kan synes, at dette er en overdrivelse af vores ansvar. Det får være. Ingen af os kan dog komme uden om, at det er et vilkår for os, at vi er henvist til hinanden.

Det vilkår er grundlaget for at trænge ind i og for at forstå, hvad kristendom egentlig er for en tro og en religion. Den adskiller på flere måder fra andre former for tro. Så vidt jeg kender til, har alle religioner en etisk side, der i bud og regler eller i fortællinger fortæller, hvordan vi skal leve med hinanden. Ingen er dog så kompromisløs som kristendommen, der ikke kun siger, at vi skal elske vores næste som os selv, men også fjenderne.

Baggrunden er, at al erfaring viser, at vi aldrig nogensinde fuldt bevidst kan gøre det, som den andens liv kræver af os. Den andens liv kræver at vi glemmer os selv. Den andens liv kræver, at vi sætter os selv og vore behov til side for den andens skyld. Det gør vi ikke uden videre.

Vi stiller os samme sted, som Jesu tilhørere, da han talte til dem. Han talte til en meget stor forsamling mennesker, der forventede at høre noget andet end det, de fik at høre. De forventede at høre, hvordan livet skulle leves, hvilke regler og gerninger, der var nødvendige at gøre. For Jesu tilhængere var jøder, og jøder har Moseloven som grundlag for etikken. Her er det afgørende bud at elske Gud og næsten. Det er også en etisk grundstamme i kristendommen. Men jødedommen har ikke den skærpelse, som Jesus indførte. Han sagde, at det i virkeligheden ikke drejer sig om den eller den bestemte handling eller gerning. Det afgørende punkt er sindelaget, man gør det med.

Det er så nemt at holde af dem, der holder af én. Enhver kan dette. Vanskeligere og uoverstigeligt er det at holde af dem, der ikke bryder sig om os, eller som er os imod. Hvis man er i krig eller står med uoverensstemmelser med et andet menneske, er den anden en fjende, som man ikke kan elske. I Guds øjne er han en skabning, et menneske som du og jeg. Han har brug for, at du tager ansvar for ham, hjælper ham i nød, ser ham, anerkender ham, respekterer ham.

Her er det igen, vi svigter og ikke kan leve op til kravet. Men nu er kristendom og tro ikke kun en lang beskrivelse af menneskets svigt og menneskets elendighed. Elendigheden ville være et vilkår og skæbne, hvis ikke der var mere at tilføje.

Hvis der ikke var mere at sige eller tilføje, ville tilværelsen for os alle være næsten meningsløs. Vi ville stå som afslørede og uduelige personer, præcis som de personer, jeg indledte med